Tabita er en roman fuld af overraskelser.
Undervejs i min læsning af Iben Mondrups nye roman har jeg måttet stoppe op, bladre tilbage, gå lidt forvirret rundt og diskutere med mig selv. Tabita er på mange måder en anden roman, end jeg havde regnet med. Ikke mindst fra Iben Mondrup. Men det er ikke en dårlig ting.
Og hvordan så det? Jo. Det overraskende ligger naturligvis ikke i, at Iben Mondrup endnu en gang trækker på sin grønlandske arv, hvilket hun har gjort i en række tidligere bøger.
Forfatteren (f. 1969) boede det meste af sin barndom og ungdom i Grønland og skrev blandt andet i 2014 den anmelderroste og prisbelønnede Godhavn, der også beskæftigede sig med det grønlandske samfund og den voldsomhed, som især de danske tilflytterfamilier oplevede i den fremmede kultur.
Herhjemme er det i nyere tid især Kim Leine, der er løbet med opmærksomheden, når man tænker på Grønlands repræsentation og bearbejdning i skønlitteraturen, hvilket er uretfærdigt. Iben Mondrup har i den grad stillet skarpt på Grønland med en udsøgt fornemmelse for detaljen, sansningerne og ikke mindst kultursammenstødet mellem de danske tilflyttere og grønlænderne.
Tabita. Iben Mondrup. Politikens Forlag. 400 sider. 300 kroner.
Jeg kan ikke lade være med at se sådan på det, at Iben Mondrup i sin nye roman, Tabita, har indgået en handel med sig selv. Forfatteren har ønsket sig et større publikum, det er der ingen skam i. Derfor har hun besluttet sig for i højere grad at indhegne skriften – så den ikke stikker af – og udforme en langt bredere, mere nervepirrende og plotbaseret roman – ja – man kunne nærmest kalde det for en familiethriller.
God genre i øvrigt, tænker jeg! Alle de højspændte dramaer, der foregår i familier – det er jo de værste. Der er vel intet så faretruende som at blive dolket i ryggen det sted, hvor man burde føle sig mest tryg?
Én stor uretfærdighed
Nå, men tilbage til indhegningen. Mondrup har indgået en aftale – ikke med djævlen, men med læserne, og jeg tror, at læserne kommer til at belønne forfatteren! Tabita starter i Grønland i 1965 hos en lille og fattig grønlandsk familie. De første sider er betegnende for romanen, både i stil og brutal narrativ kraft.
Bedstemoren Rosine taler gennem en tredjepersonsfortæller, en lidt højstemt alvidende type, der kan skrive sådan her på side 12: »Rosine plukker (fugle, red.) indædt og mærker også de af sine børn, der med vold blev revet væk, løftet op af skæbnens hånd og kastet bort et uopmærksomt øjeblik.«
Ikke lige den skrift, jeg tidligere har forbundet med Mondrup, og jeg når akkurat at overveje, om det her mon udvikler sig til et sentimentalt melodrama. Men nej, allerede på næste side begår bedstemor Rosine så et kvikt effektueret drab på sin affældige ægtemand.
Godt nok et medlidenhedsdrab, for bedstefaren ænser ikke længere meget, men alligevel!
Og sådan bølger romanen frem og tilbage som de have, romanens karakterer hele tiden omgiver sig med. Mellem de episke længsler, de brutale begivenheder og en ofte blikstille, afstemt og roligt sansende fortællestil. Og det fungerer.
Vi følger Abelone, datter af Rosine, der er højgravid (ukendt far) og derudover har to børn, Tabita og Angaju. Abelone er i huset hos et velbjærget danskerpar, der bestyrer den lokale handelsstation, og parret har det ikke helt nemt i deres parforhold.
Den største udfordring er, at kvinden, Eva, ikke kan få børn. Hun er dertil psykisk skrøbelig, får depressioner og er dybt påvirket af det gennemtrængende arktiske mørke, men da Abelone en dag føder sit barn på deres badeværelsesgulv (skøn nøgtern fødselsscene i øvrigt!), begynder tingene at udvikle sig.
Eva og hendes mand, hr. Berthel, fatter stor interesse både for det nyfødte barn, men også den lidt ældre Tabita, der bliver en slags moderlig forlystelse for ustabile Eva, der det ene øjeblik forkæler børnene, det andet sender dem væk, når hun er i dårligt humør.
Så eskalerer tingene. Abelones mor Rosine har låst børnene nede i kælderen, når de ikke har nogen, der kan passe dem, og der er pludselig tale om vanrøgt. Abelones søn dør – indirekte på grund af danskerparrets uansvarlige omgang med en bjørneunge – og sandelig om Eva og hr. Berthel ikke får lokket Abelone til at adoptere sine to resterende børn til dem, der jo kan give dem et langt bedre og rigt liv.
Tragedien bliver så, at det netop ikke bliver sådan. Eva og hr. Berthel flygter til Danmark med børnene og nægter at tale om deres fortid. Selv om den – og mere ukendte sider af den – langsomt åbenbares for læseren.
Tabita er én stor uretfærdighed, der oprulles for læseren, og som side for side får følgeskab af endnu en uretfærdighed, et overgreb eller dyb sorg. De fleste ulykker sker i hjemmet, det er ganske vist – og mage til ondt vuggende familiedrama skal man lede længe efter.
Tabita. Iben Mondrup. Politikens Forlag. 400 sider. 300 kroner.
