Læsetid: 4 min.

Der er ingen retfærdighed i kærlighed i norske Marie Auberts stærke noveller

Marie Aubert udstiller følelser, som de færreste vil kendes ved
Marie Aubert er bedst, når sproget er knapt og præcist. For mig er novellerne med de mange psykologiske portrætter uden tvivl stærkest, men romanen – der egentlig føles som en lang novelle – har også charme, skriver anmelder Kristin Vego.

Marie Aubert er bedst, når sproget er knapt og præcist. For mig er novellerne med de mange psykologiske portrætter uden tvivl stærkest, men romanen – der egentlig føles som en lang novelle – har også charme, skriver anmelder Kristin Vego.

Lindhardt & Ringhof

24. januar 2020

Personerne i norske Marie Auberts forfatterskab er alle en anelse skuffede over livet. Nogle forsøger at skabe forandring: de får en ny kæreste og en ny tilværelse med delebørn – og fortryder. Eller de ender med at sabotere for andre for at genvinde en form for balance.

En del af dem er kvinder, som ikke har haft held med det, som de selv eller omverdenen forventer af dem – at skaffe sig mand og børn – og som har travlt med at iscenesætte sig selv på en måde, som ikke virker desperat.

De vil ikke være den kvinde, som tjekker telefonen 30 gange om dagen for at se, om deres flirt har ringet, de vil ikke være hende, som marinerer kød i 24 timer før en casual date. De vil være en nem, cool kvinde, kontrasten til den kone, som manden forlod. For de fleste går det ikke godt.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu