Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Der er ingen retfærdighed i kærlighed i norske Marie Auberts stærke noveller

Marie Aubert udstiller følelser, som de færreste vil kendes ved
Kultur
24. januar 2020
Marie Aubert er bedst, når sproget er knapt og præcist. For mig er novellerne med de mange psykologiske portrætter uden tvivl stærkest, men romanen – der egentlig føles som en lang novelle – har også charme, skriver anmelder Kristin Vego.

Marie Aubert er bedst, når sproget er knapt og præcist. For mig er novellerne med de mange psykologiske portrætter uden tvivl stærkest, men romanen – der egentlig føles som en lang novelle – har også charme, skriver anmelder Kristin Vego.

Lindhardt & Ringhof

Personerne i norske Marie Auberts forfatterskab er alle en anelse skuffede over livet. Nogle forsøger at skabe forandring: de får en ny kæreste og en ny tilværelse med delebørn – og fortryder. Eller de ender med at sabotere for andre for at genvinde en form for balance.

En del af dem er kvinder, som ikke har haft held med det, som de selv eller omverdenen forventer af dem – at skaffe sig mand og børn – og som har travlt med at iscenesætte sig selv på en måde, som ikke virker desperat.

De vil ikke være den kvinde, som tjekker telefonen 30 gange om dagen for at se, om deres flirt har ringet, de vil ikke være hende, som marinerer kød i 24 timer før en casual date. De vil være en nem, cool kvinde, kontrasten til den kone, som manden forlod. For de fleste går det ikke godt.

Aubert debuterede med ni skarpe noveller i samlingen Må jeg komme med dig hjem i 2016 og fik sit gennembrud sidste år med romanen Voksne mennesker. Novellerne er korte og friske, dialogdrevne, her er ikke noget overflødigt. Personerne drømmer om at flytte ind i andres liv, som når en teenagepige, hvis forældre gennemgår en skilsmisse i novellen »Hjemme«, begynder at snige sig ind i nabohuset med sine venner om natten:

Marie Aubert: ’Må jeg komme med dig hjem’.

Saxo
»Det kunne have været vores kat, vores hus. Der var ingen grund til, at vi ikke skulle være der.« Eller når den kvindelige jegfortæller i den virkelig gode og næsten uhyggelige novelle »Fantastisk dejlig kvinde« går langt for at blive den nye kvinde i en fraskilt småbarnsfars liv.

Aubert ser igennem sine karakterer med røntgenblik, så man næsten skammer sig på deres vegne. Med enkle midler viser hun os deres stolthed, deres jalousi eller skadefryd. I novellen »Gammelt ægtepar« har en ung kvinde svært ved at tackle, at hendes bedste veninde har fået en kæreste. Hun føler sig forbigået.

Det er, som om de to havde en pagt, som veninden har forbrudt sig imod, og med selvretfærdig harme – og typisk for Auberts karakterer – bliver hovedpersonens tilflugt et klodset forsøg på at forføre venindens kæreste.

Auberts personer er ikke nødvendigvis sympatiske. De vil tage en form for hævn, måske i afmagt; tage noget af det, som andre har, og som de uretfærdigt nok ikke selv har fået.

Overhalet indenom

Novellerne udstiller ikke kun skam, men også skamløshed. I den ligeledes gode og uhyggelige novelle med titlen »Du burde skamme dig«, hvor den replik falder, som har givet titel til bogen, er en kvinde kommet ud af fængslet, efter at have afsonet en dom for det, der antydes at være økonomisk kriminalitet (»jeg kan ikke købe en lejlighed nogensinde igen, ikke engang et par dyre bukser«). Hun forsøger at finde tilbage til sit gamle liv, samtidig med at hun er offentligt lagt for had. Den grådighed og grænseløshed, hun personificerer, dukker op i mange af Auberts fortællinger. Novellens sidste ord er:

Marie Aubert: ’Voksne mennesker’.

Saxo
»Jeg skammer mig ikke […] Det gør jeg ikke.«

At føle sig overhalet indenom og pludselig sidde ensom tilbage, er også et tema i romanen.

Hovedpersonen Ida i Voksne mennesker er 40 år gammel og har aldrig haft en kæreste. I stedet går hun på Tinder-dates med gifte mænd og håber på, at én af dem falder for hende.

Modsætningen er hendes lillesøster, som er bonusmor til kærestens seksårige datter (»det er fandeme ikke nogen bonus, at han har et barn, og jeg ikke har et«).

Romanen er et lille kammerspil, et familiedrama lagt til en weekend i sommerhuset, hvor de skal fejre morens 65-årsfødselsdag. Ida ankommer med nyheden om, at hun har bestemt sig for at fryse æg ned, men før hun når at åbne munden, trumfes hun af lillesøsteren, som er blevet gravid.

»Det er ikke retfærdigt. At det skal være så let for andre og så svært for mig,« tænker hun.

At det er let for andre, er imidlertid ikke nogen enkel sandhed.

Når Auberts fortællinger om parforhold, datingliv eller ufrivillig barnløshed er så gode, er det, fordi hun fremskriver personer som føles troværdige og ægte i al deres uperfekthed. Det er ikke personernes irrationelle handlinger, men den måde de efterrationaliserer og retfærdiggør handlingerne på, som er chokerende.

Det er ikke løgnene i sig selv, men det at de indbildske kvinder selv kommer til at tro på dem, som er absurd. Heri ligger også Auberts fandenivoldske og underholdende humor, som bliver så meget mere komisk i kontrast til værkernes grundlæggende tristesse.

Aubert er bedst, når sproget er knapt og præcist. For mig er novellerne med de mange psykologiske portrætter uden tvivl stærkest, men romanen – der egentlig føles som en lang novelle – har også charme.

Thomas Korsgaard har oversat begge bøger virkelig godt til solidt, letlæst dansk – det er en fryd. Oversætteren er i øvrigt også begejstret for Auberts to værker. Han er nemlig selv, lidt spøjst, citeret på begge bøgers omslag (og jeg er sådan set enig):

»Afsindigt vedkommende noveller«, står der, og:

»En stor lille roman … Mesterligt!«

Marie Aubert: ’Må jeg komme med dig hjem’. Oversat af Thomas Korsgaard. Lindhardt og Ringhof. 128 sider. 200 kroner

Marie Aubert: ’Voksne mennesker’. Oversat af Thomas Korsgaard. Lindhardt og Ringhof. 144 sider. 200 kroner

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her