Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Isabella Hammads debutroman om Palæstina er mest interessant på grund af den historiske ramme

Isabella Hammad fortæller sin oldefars historie. ’Pariseren eller Al-Barisi’ er en roman om at være fremmed: Hvad end det er som araber i Frankrig eller som pariser i Palæstina
Kultur
24. januar 2020
Isabella Hammads roman handler om identitet som person og nation og om, hvordan livets valg og fravalg i sidste ende tegner sig som en form for skæbne. 

Isabella Hammads roman handler om identitet som person og nation og om, hvordan livets valg og fravalg i sidste ende tegner sig som en form for skæbne. 

Kathy Coulter

Engelsk-palæstinensiske Isabella Hammads debutroman, Pariseren eller Al-Barisi, har sit hjerte i Nablus, byen som ligger i en gryde imellem to bjerge i det, der i dag er det nordlige Vestbredden. I mere end en tiårig periode i 1920’erne og 30’erne var Nablus – også kaldet ’lille Damaskus’ – uden elektrisk lys.

Det var ikke, fordi »arabere er en særlig race, der lever som i middelalderen«, som en politisk rådgiver til Emir Faysal på et tidspunkt i romanen forklarer er den generelle holdning i Frankrig, men derimod på grund af en vedholdende boykot af det britisk støttede Electric Company, som var ejet af zionister.

Isabella Hammad: ’Pariseren eller Al-Barisi’.

Saxo
Olielamperne brændte trodsigt i private hjem og i butikkernes baglokaler. Senere tog byen del i en længerevarende strejke, som spiller en central rolle i Hammads roman, og hvis første betingelse var at sætte en stopper for den jødiske immigration til landet.

Pariseren strækker sig fra 1914 til 1936 og skildrer Osmannerrigets fald efter Første Verdenskrig og den efterfølgende opdeling af landområder under fransk og britisk mandat.

Med sit 20-årige spænd viser romanen de komplekse og turbulente politiske hændelser, som var med til at danne grundlaget for den konflikt, vi kender i dag.

Jødiske immigrationsbølger begyndte at komme til Palæstina allerede i slutningen af 1800-tallet, først som følge af pogromerne i Rusland og siden under nazismens fremgang. Igennem hele romanen diskuterer indbyggerne i Nablus, hvad der skal ske med deres land: Skal de satse på at blive en del af et panarabisk Storsyrien, eller bør de kæmpe for selvstændighed?

Forgrenet historie

Hammads roman har et omfattende persongalleri, som hun bruger til at fortælle den store historie igennem de små. Romanen viser, hvordan politiske beslutninger får konsekvenser for den enkelte, men også hvordan den enkeltes livssituation spiller en rolle i større sammenhænge. Et eksempel er det dilemma, som jordejeren Haj Hassan står i, da hans marker i Jordandalen bliver udsat for sabotage i 1918, og han bliver tilbudt at sælge til Det jødiske Nationalfond, som rejser rundt og opkøber land til uhørt høje priser.

Da romanen begynder, befinder den unge hovedperson, Midhat Kamal, sig på et skib på vej til Marseille. Han er søn af en velhavende tekstilkøbmand i Nablus og rejser 19 år gammel til Frankrig for at slippe for militærtjeneste, efter at Osmannerriget i hemmelighed er gået ind i krigen på tysk side. Han bliver logerende i familien Molineus’ hjem i Montpellier for at studere medicin, og her møder han den unge Jeanette, som han forelsker sig i.

Senere opholder han sig en periode i Paris, inden han vender tilbage til sin hjemby – deraf hans kaldenavn, som giver romanen dens titel. Hammad skriver med en gammeldags, næsten formel elegance. Stilen minder om romaner af en anden tid, her er ingen formeksperimenter eller spændende sproglige udtryk, men derimod en vidt forgrenet historie, som fortælles støt og stabilt af en alvidende fortæller.

Fortælleren skifter med jævne mellemrum perspektiv, hvilket betyder, at vi nogle gange ser vores helt udefra: Hvad tænker folk i Nablus om denne bonvivant, som blander franske fraser i det arabiske, og som går med europæiske frakker og silkeslips?

Fine, smukke fejltrin

Det er imidlertid den historiske ramme, som gør fortællingen om Midhat mest interessant. Romanen tegner fine personportrætter, her er hele spektret af følelser – sorg, jalousi, frygt, forelskelse, galskab, skam og vrede – men fortællestilen fører også nogle gange til en lidt for minutiøs regnskabsføring over personernes humørskift. Det er, som om der er en afstand i selve formen, så kærlighedshistorier og arvestridigheder aldrig helt kommer ind under huden.

Et af problemerne er, at stemmen og tempoet forbliver det samme igennem hele romanen; brygningen af en kop te og en voldelig frihedskamp er forløst med stort set samme tone. Der er ingen spændingsoptrapning, men derimod lange filosofiske samtaler på terrassen i Montpellier og politiske diskussioner i kaffehusene i Nablus.

Fortælleren tager sig god tid til fyldige, detaljerede beskrivelser af lokal kolorit: dufte (vild salvie), tøjmode, overtro, familieforhold, medicinske landvindinger, forlovelsesceremonier og så videre. Det er absolut velkomponeret – men også kedeligt i længden, når romanen tæller næsten 600 sider.

Pariseren er en roman om at være fremmed: Hvad end det er som araber i Frankrig eller som pariser i Palæstina, er Midhat – som er baseret på forfatterens oldefar – altid lidt uden for. Han er en følelsesdrevet mand, spændt ud imellem sine egne drømme og forpligtelser over for familien.

Romanen handler om identitet som person og nation og om, hvordan livets valg og fravalg i sidste ende tegner sig som en form for skæbne. Mod slutningen af romanen taler Midhat med en fransk dominikanerpræst i Nablus om årene, der gik:

»Når jeg betragter mit liv,« sagde han, »ser jeg en hel række af fejltrin. Fine, smukke fejltrin. Jeg ville ikke gøre nogen af dem om.«

Isabella Hammad: ’Pariseren eller Al-Barisi’. Oversat af Nete Harsberg og Lea Carlsen Ejsing. Politikens Forlag 550 sider. 300 kroner.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her