Anmeldelse
Læsetid: 6 min.

’Jojo Rabbit’ er en skøn og skør satire om en tiårig nazist og hans usynlige ven, Adolf Hitler

Fred og forståelse overvinder frygt og fordom i newzealandske Taika Waititis ’Jojo Rabbit’
Hvad skulle lille Jojo (Roman Griffin Davis) dog gøre uden sin usynlige ven, Adolf Hitler (Taika Waititi), i komedien ’Jojo Rabbit’? Foto: Fox Searchlight/Nordisk Film

Hvad skulle lille Jojo (Roman Griffin Davis) dog gøre uden sin usynlige ven, Adolf Hitler (Taika Waititi), i komedien ’Jojo Rabbit’? Foto: Fox Searchlight/Nordisk Film

Kimberley French

Kultur
17. januar 2020

Umiddelbart lyder det som en uhørt dårlig idé: En komedie om en tiårig fanatisk nazist i Tyskland under Anden Verdenskrig, der har en usynlig ven ved navn Adolf Hitler. Ja, det ligner faktisk opskriften på en katastrofe af de større. Men så meget desto større er fryden over, at Jojo Rabbit er en på alle måder vellykket og skøn film.

Det skyldes selvfølgelig især filmens frygtløse instruktør og manuskriptforfatter, newzealandske Taika Waititi. Han er bedst kendt for sine vittige film om nogle af samfundets randeksistenser i film som What We Do in the Shadows (kiksede vampyrer) og The Hunt for the Wilderpeople (gnavne eneboere) og så en af de mest vellykkede Marvel-film, Thor: Ragnarok. Og selv om man måske ikke ligefrem havde ventet sig en Hitler-komedie fra hans side, så er det den samme humanistiske åre, der løber igennem alle filmene.

Således er Jojo Rabbit – der er meget løst baseret på en bog af Christine Leunens – en på én gang charmerende, meget underholdende og dybt rørende dannelsesfortælling om lille Jojo (Roman Griffin Davis) – og samtidig en stærk opfordring til medmenneskelighed, tolerance og gensidig respekt.

Jojos usynlige ven

Jojo, der bor alene sammen med sin mor (Scarlett Johansson) i en lille tysk by under Anden Verdenskrig – hans far befinder sig angiveligt ved fronten – er blevet optaget i Hitler Jugend og skal til sit første stævne. Her skal han og alle de andre ivrige unge nazister lære noget af det samme som landets soldater, ikke mindst at slå ihjel – men det er lille, spinkle og let forskræmte Jojo ikke meget for. Blodet bruser stolt i hans årer, og han er en dedikeret nazist, men det kniber med blodtørsten, og han bliver drillet af de andre børn – og deres lidt ældre instruktører – da han ikke vil vride halsen om på en kanin.

Deraf hans øgenavn – og filmens titel – Jojo Rabbit.

Men så er det jo godt, at man har en usynlig ven, der er lidt ud over det sædvanlige: Selveste Adolf Hitler (en gennemført parodisk figur, spillet med oceaner af mildest talt flamoboyant energi af Taiki Waititi selv), der formår at få banket lidt selvtillid ind i Jojo. Drengen stormer ind midt i gruppen af børn, som skal til at lære at kaste med håndgranater, og ender med at sprænge sig selv i luften. Og således såret ’i krig’ må Jojo tilbringe en rum tid med at gå alene rundt derhjemme, mens hans mor er på arbejde – eller er hun? – og klæbe rekrutteringsplakater op i stedet for at træne med de andre.

Og så er det, at han opdager, at moren gemmer en jødisk pige, 17-årige Elsa (Thomasin McKenzie), i et hemmeligt rum i hans afdøde søster, Inges, værelse. Først er Jojo skræmt og frastødt af Elsa, men efterhånden bliver han mere og mere fascineret af hende og af at finde ud af, hvad jøder er for nogle monstrøse størrelser. Han beslutter sig for at skrive en bog om, at de har horn i panden, sover hængende med hovedet nedad ligesom flagermus, læser og kontrollerer andres tanker og alskens andre uhyrligheder, han er blevet tudet ørerne fulde af.

Morbid fascination

Jeg afslører nok ikke for meget ved at fortælle, at Jojos morbide fascination af Elsa og jøder i det hele taget langsomt bliver til et venskab mellem de to, hvilket selvfølgelig forvirrer Jojo, der ellers har været så klippefast i sin tro på, at Hitler og nazisterne er de gode og alle andre, ikke mindst jøderne, de onde. Hans usynlige ven, der til at begynde med er lige så bange for Elsa som Jojo, er ham en god støtte, men efterhånden som Jojo og Elsa bliver venner, bliver Hitler også mere og mere vred, fordi han er ved at miste taget i sin lille proselyt.

Det samme sker for så vidt rundt om Jojo i et Tyskland, hvor krigslykken er vendt, og de allierede er på vej – man følger ikke krigen direkte, men forstår det på en bemærkning hist og her. Den lokale kommandant, kaptajn Klezendorf (Sam Rockwell), der ikke er mere nazist, end situationen lige kræver, prøver at holde en form for fane højt, men kaosset sniger sig ind på ham og byens øvrige beboere, nazister eller ej, og mens purunge soldater sendes til fronten, bliver børn og gamle mennesker, som ingen våbenerfaring har, sat til at forsvare byen.

Jojos mor gør, hvad hun kan for at holde humøret oppe hos sin søn – som hun over for Elsa kalder en fanatiker – og sørger i det små for at skubbe ham i den rigtige retning. Da de på byens torv ser fire mennesker, som er blevet hængt for antitysk virksomhed, kigger Jojo væk, men hun drejer hans hoved, så han kan se, hvad nazisterne er skyld i. Og da han spørger, hvad de hængte mon har gjort, siger hun: »Hvad de kunne.«

Humoren som redskab

Jojo Rabbit er en bemærkelsesværdig film, der begynder som en ren komedie af den temmelig løsslupne slags – og med et energisk kameraarbejde og både Beatles og David Bowie på tysk – men som også rummer melankolske toner, ikke mindst i Jojos møde med Elsa, men også hos Jojos mor, der ikke fortæller ham alt om den fraværende far, som Jojo idoliserer, og som synes at være den primære grund til, at drengen er blevet så fanatisk en nazitilhænger. Scenerne mellem Jojo og Elsa er fine, følsomme og morsomme – begge de unge skuespillere stråler – og det samme gælder scenerne mellem Jojo og hans glade mor, der alligevel så tydeligt bærer rundt på tunge byrder.

Sjældent er Scarlett Johansson set bedre og mere naturlig. Det er en pragtfuld rolle, Taika Waititi har givet hende, og hun leverer en vidunderlig, nuanceret og naturlig præstation.

Der sker et mærkbart skift i filmens tone, da situationens alvor så at sige også går op for Jojo, men humoren er et af instruktørens vigtigste redskaber, og han sørger hele tiden for, at der er noget at smile og le ad, blandt andre i skikkelse af Jojos trinde, jævnaldrende ven Yorki (fænomenale Archie Yates), som med mellemrum dukker op og krammer Jojo – og som siden kommer til at sætte krigens absurditet i relief, da han bliver udstyret med en uniform og sendt afsted med en alt for stor granatkaster over skulderen.

Det er sjovt og forfærdeligt på samme tid. Præcis ligesom filmen som helhed er det. Jojo Rabbit er en komedie, men det er også en tragedie og en smuk hyldest til den forståelse og det samvirke, som gerne opstår, når mennesker mødes og lærer hinanden at kende. Alle Jojos fordomme forsvinder, mens han taler med Elsa. Han begynder at tænke selv og sætter spørgsmålstegn ved alt det, som tysk propaganda og hadtale har lært ham. Det er nok ikke tilfældigt, at Taika Waititi lige nu – i så urolig og intolerant en tid – laver en film med netop dét budskab, og hvis man tager noget med sig ud af biografen, må det være det: At man skal tænke selv, og at fred og forståelse overvinder frygt og fordom.

’Jojo Rabbit’ – Instruktion og manuskript: Taika Waititi. Fotografi: Mihai Malaimare Jr. Længde: 108 minutter. Velsignet mange biografer landet over

 

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her