Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Kammerkoncert på Louisiana tilførte musikken en x-faktor, der viste, at Mendelssohn er en af de største

Søsterparret Baiba og Lauma Skride kom med dygtige musikere og gjorde Mendelssohns ungdomsværker levende for publikum
Kultur
28. januar 2020

Det er ikke altid, at man glæder sig til at skulle til koncert. Eller at man med særlig stor sikkerhed kan forvente, at man ikke kommer til at kede sig på et eller andet tidspunkt, hvis ikke halvdelen af tiden.

Programmer har det med at være lange og pligtopfyldende, og tit er man allerede mæt efter første halvdel, eller tænker efter anden halvdel, hvorfor vi ikke bare kunne være gået lige til dén og have sprunget første over.

Men sidste uge kunne man på Louisiana få en luksusbehandling i form af stjernedygtige musikere, der nøjedes med at koncentrere sig om to opusnumre og én komponist. I et rent Mendelssohn-program kunne man møde den lettiske violiniststjerne Baiba Skride og hendes søster Lauma Skride i deres kvartetformation med de to franske musikere bratschisten Lise Berthaud og cellisten Victor Julien-Laferrière.

Alt for virtuos

En koncert med et rent Mendelssohn-program hører til sjældenhederne, men det er en stærk idé. For man skal bruge tid på at leve sig ind i dette utroligt rige univers.

Mendelssohns musik er spækket med ideer i et endeløst flow, med tætførte temaer og melodier, alt sammen fra en skuffe tilsyneladende uden bund. Det er rigt som barokmusik og yndigt og smægtende som romantisk musik.

Problemet – hvis der er noget – kunne være, at øret næsten ikke kan opfange al rigdommen, eller at musikken er så klart en virtuos formulering af en tradition, at man måske skal være godt inde i traditionen for at værdsætte det, og at man ikke får hjælp af det personlige drama til at lade sig føre med.

Lidt pædagogisk anstrengt kunne man sige, at hans musik muligvis mangler en vis x-faktor for nogles ører. Som troende traditionalist konciperede Mendelssohn den klassiske tradition mere, end han gjorde sig personligt bemærket.

Han var hverken gal eller ulykkeligt forelsket eller led af nogen personlighedsforandrende kønssygdomme, var tilsyneladende ikke skabsnogetsomhelst eller gik til excesser med noget som helst, men var ud over at være et musikalsk vidunderbarn et almindeligt dannet menneske, der studerede på Humboldt Universität og malede akvareller og i øvrigt viede sit liv til musikken.

Det mest eksotiske ved Mendelssohn er manglen på problemer. Det flyder simpelthen, og spørgsmålet er egentlig bare, om man kan følge med. Det var også temaet ved kammerkoncerten på Louisiana.

Ungdomsfest

Første programpunkt var klaverkvartetten i H-mol opus 3, der ligesom den efterfølgende sekstet er fra Mendelssohns ungdomsår, da han var henholdsvis 16 og 15. Det er en fest, der er i gang fra begyndelsen og med noget at lave i alle stemmer.

Den karakteristiske tætvævede tekstur i kvartettens første sats, hvor motiverne flettes og flettes, blev understreget af en egal dynamik i stemmerne, hvor også klaveret lagde sig ind med et let strøg, kunne man næsten have lyst til at sige.

Baiba Skride og Lise Berthaud på bratschen var fuldt synkroniserede og i samme arbejdsgear, mens cellisten Victor Julien-Laferrière snød sig til et kort indslag af poesi. Som eneste pause mellem værkets tre allegrosatser lagde andantesatsen sig til ro i sin fulde Beatles-agtige melodiøsitet, men ellers gik det bare hurtigt.

Og også for hurtigt, for klaveret i hvert fald, der med alle sine sortendedele, som det hedder, når der bare er mange noder, der skal fyres af i sekundet, var lige ved ikke at nå det. Men det gjorde det ikke mindre spændende, og Lauma Skride tabte ikke sin koncentration et øjeblik eller lod det skorte på kampmod.

Til andet programpunkt, sekstetten i D-dur opus 110, fik kvartetten assistance af en ekstra bratschist, Laurent Marfaing, og kontrabassisten Matthew McDonald. Sådan helt heteroplat, så ændrede billedet sig til at være tre mænd mod tre kvinder og med en større dosis maskulin afslappethed end i kvartetten, og her kom der faktisk virkelig gang i festen, og tempoet gik i hvert fald ikke ned.

Kontrabassen skred i kampens hede lidt på gulvet, og ekstrabratschen kiggede smilende over skulderen, og nodevender og pianist var ikke helt enige om nodevendingen, og Lauma måtte flere gange baske til siderne med en hurtig venstre bjørnelap for at få dem til at stå, og spændingen og underholdningen steg generelt.

Jeg kunne godt have savnet større elastik især mellem tempoerne og kunne også have ønsket mig adagioen endnu mere elegisk, men selv her stod rytmisk stringens over alt andet. Men overordnet holdt jeg også af den kunstneriske beslutning om at stå last og brast og at imitere den ubændige energi, som musikken er skrevet på.

Og selv om Lauma Skride havde en enorm opgave ved klaveret, og selv om hun ikke nåede alle sortendedele, så var hun måske den, der i sin koncentration, kampånd og sympatiske musikalitet tilførte musikken den lille x-faktor, der faktisk overbeviste om, at Mendelssohn er en af de største.

Alt i alt var det jo i al sin korthed et stort program. Sekstetter med musikere af så høj karat er ikke hverdagskost. Men gid det var. Så ville musikhistorien være så meget nemmere at sætte sig ind i. Man har måske altid hørt om, at Mendelssohn var et helt særligt kapitel, men her kunne man høre det selv. Den klassiske scene trænger ikke til lange pligtprogrammer, men til sådanne satsninger, hvor man kan få lyd for sagn og ikke så meget mere.

Felix Mendelssohn: Pianokvartet h-mol opus 3 og Pianosekstet D-dur opus 110. Baiba Skride – violin. Lise Berthaud – viola. Laurent Marfaing – bratsch. Victor Julien-Laferrière – cello. Matthew McDonald – kontrabas. Lauma Skride – piano. Louisiana den 24. januar

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her