Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Katherine Richardson bidrager til en dannelse, vi har brug for

Ingen økonomer i Danmark taler så klart som Katherine Richardson om presset på naturressourcer. I sin nye bog giver hun et befriende modigt bud på omstilling af den globale fødevareforsyning
Eksemplets magt giver Katherine Richardsons pointer klarhed og pondus.

Eksemplets magt giver Katherine Richardsons pointer klarhed og pondus.

Philip Davali/Ritzau Scanpix

Kultur
27. januar 2020

Bæredygtig udvikling er i sig selv et lidt slidt begreb. Både den ene og den anden del af begrebet har indeholdt løfter om løsninger, som har efterladt mange skuffede. Men Katherine Richardson bruger i sin nye bog begrebet som en anledning til debat om kriser og løsninger, hvor det er en helhedsorienteret systemtænkning, der skal udfordre borgere, politikere og virksomheder.

Richardson forklarer indledende, at kriserne for klima og biodiversitet grundlæggende opstår, når vi behandler jordkloden, som om den kan skiftes ud, når vi er færdige med at bruge den. Det gør hun i et sprog, der ud fra det helt store overblik er i stand til at bruge ordet affald om både plastik i havene og gasser i atmosfæren.

På den måde gør hun tematikken håndterbar for et større publikum og udfordrer direkte læseren til at indse, at selv om Jordens livsbetingelser er umådelig komplekse, er det ikke umuligt at forstå, hvorfor vores hidtidige samfundsudvikling på en række punkter helt indlysende er på kant med mennesker, dyrs og planters grundlæggende vilkår.

Størstedelen af bogen er viet til en vision for at leve inden for jordklodens rammer på den lange bane. Richardson lægger sig op ad begrebet om bæredygtig udvikling, der har været et varemærke for FN siden 1987, uden at det for alvor har ændret på vores miljømæssige krisekurs. Richardson gør det dog klart, at kravene til omstilling vil være langt mere mærkbare og omfattende globalt, end de fleste har troet.

Vejen Frem

Hendes forslag til vejen frem støtter sig til FN’s bæredygtighedsmål fra 2015, som Richardson bruger til at gøre nogle omstillingspointer klare: Handler governance om en centraliseret verdensregering? Nej, forklarer hun, men det er væsentligt at gå efter fælles regler, samtidig med at et lille land som Danmark godt kan gå foran med regulering.

Er verdensøkonomien indstillet på klimaforandringer? Nej, stater investerer fortsat flere penge i fossil energi end i vedvarende, og olieindustrien kæmper mod græsrødderne om politikernes gunst. Er adfærd på vej til at være afgørende? Måske – Richardson skriver håbefuldt om et socialt tipping point i madvaner.

Kan teknologien få os ud af krisen? Nej, den skaber lige så mange problemer, som den løser. Og helt grundlæggende kan teknologien ikke (gen)skabe den biodiversitet, som vores hidtidige industrielle teknologi har forvoldt skade på. Men teknologien kan måske hjælpe os til at kræve færre ressourcer.

Richardson peger flere gange på effektivitet som et svar på kriserne. Hvad enten hun taler om »omkostningseffektivitet« eller »ressource-effektivitet«, står hendes ukritiske omgang med effektivitetsbegrebet i kontrast til hendes skarpe kritik af den hidtidige retning for den globale samfundsudvikling. Hensyn til effektivitet har i den grad har været drivende for, at vi har skabt den verden, vi har skabt siden 1945 – og måske i stigende grad efter 1970’ernes oliekriser og nye økonomiske paradigmer.

Effektivitet kan sagtens være et drivende princip for politik, uden at det afhjælper klima- og biodiversitetskrisen. Her ville det være på sin plads, hvis Richardson gjorde sine læsere opmærksom på, at mange effektiviseringer er blevet ’annulleret’ i praksis, fordi de overskydende penge og ressourcer har givet anledning til udvidet forbrug.

Nok har vi for eksempel skiftet til elsparepærer i Danmark, men nu er der betydelig med belysning samlet set. Og nok har vi, som Richardson nævner, været i stand til at opfylde vores energibehov mere effektivt i Danmark, men besparelsen og en forandret industri har også fået os til at importere langt flere varer fra Kina.

Slut med »sektortænkning«

Man kan sige, at man skal læse det mellem linjerne, idet Richardson gennemgående er kritisk over for diverse former for »sektortænkning«, der blokerer for systemtænkning og dermed for alle aspekter af klodens ve og vel. Det er den samlede effekt – for eksempel at danskerne i alt går fra at kræve fire jordkloder til en – hun stiler efter. Hun vil faktisk have os til at lave videnskabeligt baserede budgetter for ressourceforbrug.

Men netop når det angår problematikker, der går på tværs af miljø, ressourcer og økonomi, er det vigtigt at gøre begreber og pointer klare, så de kan skabe grobund for en debat. Særligt fordi så godt som ingen økonomer i Danmark taler så klart som Richardson om presset på naturressourcer.

Derfor er en af bogens største kvaliteter, det afsluttende afsnit om omstilling af den globale fødevareforsyning, hvor eksemplets magt giver Richardsons pointer klarhed og pondus. Hun anbefaler uden tøven et lavere indtag af rødt kød på baggrund af både sundheds- og klimavidenskab.

Og bruger en skarp analyse af den ulighed, der eksisterer globalt, til at vise, hvordan et langt lavere brug af fødevareressourcer i de rige lande kan gavne både økosystemer og afhjælpe den nød, der findes globalt. Analysen af løsninger er befriende modig i vurderingen af forhindringer for omstillingen. Det gælder særligt politikken om en fødevareindustri til lands og til vands, der nægter at anerkende helhedskarakteren af de økosystemer, den vil trække goder ud af.

Der er masser af ting at diskutere blandt de nye løsninger på at finde fødevarekilder, men Richardson går den vej, hun har lovet i bogen: væk fra sektortænkningens kortsigtede afgrænsning og hen imod systemstænkningens åbne tænkning over problemer og muligheder på tværs af økosystemer, teknologi og fællesskaber. Derfor bidrager bogen til en form for dannelse, som vi i den grad har brug for.

’Hvordan skaber vi bæredygtig udvikling for alle’. Katherine Richardson. Informations Forlag. 82 sider. 50 kroner.

Stefan Gaarsmand Jacobsen er adjunkt ved Roskilde Universitetscenter og tilknyttet universitetets center CIRCLES – Centre for Interdisciplinary Research and Education in Circular Economy and Sustainability

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Jeg har før argumenteret for, at enhver teknologisk løsning på et problem i sig bærer kimen til et nyt problem. Endvidere tyder teknologiens historie på, at behovet for nye teknologiske løsninger tidsmæssigt bliver kortere for hver løsning.
Biologisk begrænsning er et begreb jeg forestiller mig som den maksimale størrelse en population kan have i en biotop. Overskrides den grænse, bliver populationen svækket og presses af andre grupper.
Teknologien har gjort mennesket i stand til forøge vores maksimal størrelse og mængden af forskelligartede biotoper, vi kan besætte. Men teknologien har ikke fjernet grænserne, og hver gang vi når de nye grænser kræves der ny teknologi.
Hvis vi i stedet brugte teknologien inden for grænserne, vil kunne nyde teknologiens fordele ubekymrede. Vi kan sagtens sætte robotter til det hårde slid med at dyrke jorden, men vi må kun dyrke til eget behov, og alle dele af robotterne skal være 100% genanvendelige.

Arg hader at være pedantisk. Men KR er ikke økonom. Hun er professor i biologisk oceanografi