Læsetid: 4 min.

Katherine Richardson bidrager til en dannelse, vi har brug for

Ingen økonomer i Danmark taler så klart som Katherine Richardson om presset på naturressourcer. I sin nye bog giver hun et befriende modigt bud på omstilling af den globale fødevareforsyning
Eksemplets magt giver Katherine Richardsons pointer klarhed og pondus.

Eksemplets magt giver Katherine Richardsons pointer klarhed og pondus.

Philip Davali/Ritzau Scanpix

27. januar 2020

Bæredygtig udvikling er i sig selv et lidt slidt begreb. Både den ene og den anden del af begrebet har indeholdt løfter om løsninger, som har efterladt mange skuffede. Men Katherine Richardson bruger i sin nye bog begrebet som en anledning til debat om kriser og løsninger, hvor det er en helhedsorienteret systemtænkning, der skal udfordre borgere, politikere og virksomheder.

Richardson forklarer indledende, at kriserne for klima og biodiversitet grundlæggende opstår, når vi behandler jordkloden, som om den kan skiftes ud, når vi er færdige med at bruge den. Det gør hun i et sprog, der ud fra det helt store overblik er i stand til at bruge ordet affald om både plastik i havene og gasser i atmosfæren.

På den måde gør hun tematikken håndterbar for et større publikum og udfordrer direkte læseren til at indse, at selv om Jordens livsbetingelser er umådelig komplekse, er det ikke umuligt at forstå, hvorfor vores hidtidige samfundsudvikling på en række punkter helt indlysende er på kant med mennesker, dyrs og planters grundlæggende vilkår.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Niels Møller Jensen
  • Peter Beck-Lauritzen
  • Niels Johan Juhl-Nielsen
  • Ejvind Larsen
  • lars søgaard-jensen
  • Peter Knap
  • Lillian Larsen
Niels Møller Jensen, Peter Beck-Lauritzen, Niels Johan Juhl-Nielsen, Ejvind Larsen, lars søgaard-jensen, Peter Knap og Lillian Larsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jeg har før argumenteret for, at enhver teknologisk løsning på et problem i sig bærer kimen til et nyt problem. Endvidere tyder teknologiens historie på, at behovet for nye teknologiske løsninger tidsmæssigt bliver kortere for hver løsning.
Biologisk begrænsning er et begreb jeg forestiller mig som den maksimale størrelse en population kan have i en biotop. Overskrides den grænse, bliver populationen svækket og presses af andre grupper.
Teknologien har gjort mennesket i stand til forøge vores maksimal størrelse og mængden af forskelligartede biotoper, vi kan besætte. Men teknologien har ikke fjernet grænserne, og hver gang vi når de nye grænser kræves der ny teknologi.
Hvis vi i stedet brugte teknologien inden for grænserne, vil kunne nyde teknologiens fordele ubekymrede. Vi kan sagtens sætte robotter til det hårde slid med at dyrke jorden, men vi må kun dyrke til eget behov, og alle dele af robotterne skal være 100% genanvendelige.