Læsetid: 3 min.

’Kollektivt hukommelsestab’ er sydafrikansk traumebearbejdelse fra ny afrikansk digterstjerne Koleka Putuma

Koleka Putumas klare og rørende digte om fortællingernes helende kraft
Koleka Putumas bog er ikke alene en sort kvindes vidnesbyrd, men en insisterende poetisk refleksion over traumebearbejdelsens og fortællekunstens betydning for Sydafrikas kollektive hukommelse.

Koleka Putumas bog er ikke alene en sort kvindes vidnesbyrd, men en insisterende poetisk refleksion over traumebearbejdelsens og fortællekunstens betydning for Sydafrikas kollektive hukommelse.

10080 Fredrik Sandberg/TT

3. januar 2020

»Fortællekunst« er titlen på det første digt i sydafrikanske Koleka Putumas debutdigtsamling Kollektivt hukommelsestab. Digtet består ikke af andet end sin titel og en slagkraftig fodnote:

»Det er sådan mit folk husker. Sådan mit folk arkiverer. Sådan vi arver verden.«

Der er med andre ord en stor tiltro til fortællingernes forandrende og helende kraft i Koleka Putumas (f. 1993) digte, både når det kommer til de personlige og de kollektive/politiske fortællinger.

Koleka Putuma: 'Kollektivt hukommelsestab'.

Saxo
Denne tiltro ligger som en fast bund under hendes ligefremme, ofte prosalignende digte, der kredser om at vokse op som sort, homoseksuel kvinde i Sydafrika.

I bogens refleksioner om at beskrive denne erfaring er spørgsmålet ikke bare, hvad man skal fortælle om, men hvordan.

I digtet »Sort glæde« beskrives en fattig, sort familie, der fredeligt spiser majsgrød sammen, og digtet afsluttes med en kommentar om forventningen til en sådan historie:

»Men
er det ikke pudsigt?
At når de spørger til sort barndom
interesserer de sig kun for vores smerte
som om glæden var tilfældig.

Jeg skriver også kærlighedsdigte
men
I vil kun se min mund flået åben i protest
som om min mund var et sår
med pus og koldbrand
til glæde.«

Digtet tvinger sin læser til at overveje sine forventninger til fortællingen om en sort barndom, eller til poesi skrevet af sorte.

Det ’de’ eller ’I’, Putuma skriver om i digtet, er ikke defineret, fordi det ikke handler om en bestemt gruppe, men om kollektive forestillinger, der kan gå i arv i et samfund, i dette tilfælde det sydafrikanske; et samfund med dybe koloniale sår.

At bearbejde smerten er at fortælle om den

Putumas bog kan læses som et forsøg på kollektiv traumebearbejdelse, som skabelsen af nye fortællinger og opgøret med de fortærskede. I hendes poetiske univers kan man enten bære rundt på en arvelig, usynlig smerte eller synliggøre og mindske den ved at skrive den frem. Ingen af delene er ukomplicerede. Som hun skriver i det både grumme og smukke digt »At vokse op sort & kvinde«:

»hvis dine undertøjsskuffer kunne tale
ville de bløde (det siger jeg dig)
puder ville styrtbløde på dine vegne.

det ulykkelige ved at heles er:
det overbeviser dig om at smerten er bedre end en sårskorpe.

sår får folk til at stille spørgsmål.«

At bearbejde smerten er at fortælle om den, og derfor tvinges den sårede til at stille sine sår til skue for verden. Putuma gør det selv med en imponerende kraft og selvsikkerhed, der måske kan forklares med digtet »Livlinje«, en tre sider lang liste over navne på sorte kvinder. Her er kendte forfattere og aktivister som Audre Lorde og Angela Davis nævnt.

»Hvert navn
er et evangelium indeholdt i mine knogler,« skriver Putuma om navnelisten.

Der er også mindre interessante digte i Kollektivt hukommelsestab, digte i punktlisteform, der ikke ellers har noget med lister at gøre, et par lidt for slidte metaforer hist og her. Men generelt skriver Putuma klart, uprætentiøst og rørende om presserende emner.

Langdigtet »Vand«, bogens måske bedste, vandt Putuma som bare 23-årig i 2016 en sydafrikansk pris for. Her skriver hun om sorte menneskers (historiske) frygt for havet:

»Vi bliver latterliggjort
og har tit latterliggjort os selv
for måden vi tørrer vores ansigter på, når vi kommer op fra vandet.
Sammenlign det med hvordan de gør det, helt Baywatch-agtigt
og så os, så taberagtige med vores holdninger og tilbøjeligheder.
Men hver gang vores hud dykker under overfladen,
er det som at sivene erindrer, at de engang var lænker,
og vandet, rastløst, ville ønske at det kunne spy alle slaverne og skibene op på land,
intakte som da de gik om bord, sejlede og sank.«

Ikke alene en sort kvindes vidnesbyrd

I sit hjemland har Koleka Putuma fået stor succes med sin debut; da digtsamlingen udkom i 2017 på det lille sydafrikanske forlag uHlanga Press, røg den øjeblikkeligt op på bestsellerlisterne. Siden har Putuma modtaget en række både afrikanske og sydafrikanske litteraturpriser og blev sidste år udråbt som en af Forbes Africa Under 30 Honorees. Succesen er ikke svært at forstå.

Putumas bog er nemlig ikke alene en sort kvindes vidnesbyrd, men en insisterende poetisk refleksion over traumebearbejdelsens og fortællekunstens betydning for Sydafrikas kollektive hukommelse.

I den forstand ligger bogen fuldstændig i forlængelse af formålet med det nystiftede forlag, hvorpå den er blevet udgivet på dansk, nemlig Rebel With a Cause, som på aktivistisk vis udgiver »bøger, der ændrer måden, vi læser verden på«. Det vil nogen nok sige, at al god litteratur gør. Men i Putumas digte er ønsket om forandring mere end almindeligt påtrængende.

Kollektivt hukommelsestab. Koleka Putuma. Oversat fra engelsk af Liv Nimand Duvå. Forlaget Rebel With a Cause. 116 sider. 150 kroner.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu