Anmeldelse
Læsetid: 5 min.

Kom med på roadtrip ud i musikkens selvvalgte Udkantsdanmark

Herude i udkanten af dansk musik handler det ikke om at blive elsket af masserne, men om at elske det man laver. Herude er der ingen undskyldning for at kede sig med trivialiteter og eftersnakkere, herude finder man de opdagelsesrejsende, de marginaliserede, de excentriske. Musikredaktøren har lyttet til fire modstemmer
Randi Pontopiddan.

Randi Pontopiddan.

Dovile Sermokas

Kultur
24. januar 2020

Dansk rock er en ruin, som snart længe har ventet på genopbygning af yngre generationer. De har så bare svært ved at høre det meningsfulde i rocksangen.

»It says nothing to me about my life«, som Morrissey sang i The Smiths for 34 år siden. Dengang sang han så om dj'en, som han mente burde hænges. Men i stedet er det blevet hiphopkulturen – i høj grad funderet på dj's – som er blevet ungdommens soundtrack.

Den siger masser om danske unges liv, formulerer en retningsløs vrede og lyst. Og dansk hiphop har fået sine egne stjerner, der er ved at bygge deres egne traditionstunge fæstninger midt i mainstreams malstrøm af distraherede lyttere.

Og populærmusikken, især den stadig dominerende hiphop, er blevet viklet uløseligt sammen med youtube- og tiktokvideoer og SoMe-strategier, der handler om visuel identitetskonstruktion og narcissistisk fanpleje. Og alt imens kommer de mest spillede sange på radioen fra hvide popdrenge.

Det er den halve og groft generaliserende sandhed om dansk musik lige nu.

Den anden halvdel af sandheden findes – som det hævdes i X-Files – derude. Gerne i det mere eller mindre selvvalgte Udkantsdanmark, hvor der ingen undskyldning er for at kede sig med trivialiteter og eftersnakkere, herude finder man de opdagelsesrejsende, de marginaliserede, de excentriske. Modstemmerne.

I det følgende skal vi skaffe os én på opleveren – i stedet for at bare at bjæffe i kor til populærstammesangene. Så ... hvis du tør, så kom med mig, som Kim Larsen sang.

Kogekunst live i Huset.

Kogekunst live i Huset.

Niels Fabæk

’Soft dick rock’

Aalborg-duoen Kogekunst – Simon Wetterstrøm og Oskar Krusell – er ikke som de andre børn i skolegården. Deres andet album LALA er et flamboyant skideskur af ideer, der bliver flikket sammen med store rustne søm.

»Har nogle gange lidt for mange ting i mit hoved,« synger Krusell. Mestendels lyder han som et udskridende kryds mellem Povl Dissing og Bisse. Konstant i gang med at smadre sin stemme i jagten på de mest besværlige sandheder.

LALA starter med et boblende kor af blokfløjter. Her er mærkelige slagtøj – måske fra køkkenet – bralrende guitarer, fordrukkent saloonklaver, plirrende cembalo. Det udarter sig til en kæntret rockvarieté med rytmeboks om at falde fra hinanden og alligevel holde sammen på de sørgelige rester. En gurglende kabaret bræget fra hjørnebordet på en dekadent beverding.

Og der er en næsten nydelsesfuld spidning af maskuliniteten: »Jeg besidder en skat, men fryder mig ikke med min slatne pik,« synger Krusell på »Hun kan ikke sove«. »Pikke siger sikkert, man skal bare stikke piger i hullet, men det er ikke nok«.

Kogekunst abonnerer ikke på old skool-maskulin selvbegejstring. Den pikselfie de sender os er af et slagent medlem af kønnet. »Soft dick rock«, som norske Jenny Hval kalder sine undersøgelser af maskulin sårbar seksualitet. Det passer på Kogekunst. Og det peger måske mod en ny tids rock?

Generelt er undersøgelsen af svaghed Kogekunsts store styrke. Dét og så LALA’s musikalske og dybt spraglede walkincloset, hvor fløjlsjakken gnubber sig mod islændersweateren og fjerboaen slingrevalser med MC-læderbukser.

Excelsior.

Excelsior.

Alexander Arnild Peitersen

Temperaturløs kønhed

Anja Tietze Lahrmann huserer også ganske frit og frejdigt uden for massehysteriet, men uden at formidle sig selv i ydmygende situationer som Kogekunst.

Hun er tidligere medlem af Spillemændene, der havde en yngre Bisse som primus motor. Hun kan også høres i ledtog med Madame Nielsen og i bandet Ice Cream Cathedral. Og solo som Excelsior, nu med den gode albumdebut O Horizon. Et skiftevis finurligt og køligt elektronisk, nogle gange boblende, andre gange majestætisk stivbenet album.

Og hun synger reserveret og smukt gennem tekster som »I know you saw my cupid’s bow« og »Stretching out like the riches of your spine / Let’s travel far«.

Hun overmander dig ikke med følelser, men giver dig en temperaturløs impressionistisk kønhed. Og nogle gange kunne man godt tænke sig, at Lahrmann kom lidt tættere på lytteren. Men samtidig er det også hendes charme, at hun ikke dyrker forførelsen af lytteren.

Ydegirl.

Ydegirl.

Josefine Seifert

Kontra boomernes følsomhed

Det samme kan man sige om Andrea Green Novel alias Ydegirl og hendes køligt smukke EP notes19, som handler om den fiktive karakter Amber. I følge Ydegirl i pressemeddelelsen er EP’en »et udsagn fra en typisk Tvilling, som gerne vil have to af alting og være flere steder på en gang«.

Sangene er spartanske og egensindige veje gennem melodier og harmonier, gennemsigtigt iscenesatte med spansk guitar, beats, fløjte, cello, reallyde, synth. Nogle gange næsten folkemusikalsk – både nordeuropæisk og spansk – andre gange nyklassisk, ikke ulig salig Mark Hollis.

Og der er en tonal snæverhed i Ydegirls fraseringer med sin luftige sangstemme. Hun trækker vejret intenst, men synes bevidst at begrænse det melodiske følelsesspektrum. Ikke nogen høje c’er eller vilde skalaer her. Og i hvert fald denne lytter efterlades vekselvarm, tvunget til selv at navigere og digte videre rent emotionelt. Det er interessant og vellykket og føles på én gang genert og blidt. »Oh, the joyful tenderness«.

Og som hos Excelsior kan man høre denne emotionelle smalhals som en bevægelse væk fra de store følelser, der ellers er kollektivt vedtagne som af det gode – som den rigtige form for autenticitet.

Ikke her. Der er ikke noget Janis Joplin eller Céline Dion over Ydegirl og slet ikke Excelsior eller for den sags skyld CTM, der spiller cello på et enkelt nummer på Ydegirls notes19. Alle tre stikker af fra babyboomernes hudløshedsdyrkende følelsesudkrængning og fra popismens emotionelle overforstørrelser.

Følelserne dominerer vores politiske klima, de trækker os rundt i manegen. Ydegirl og Excelsior tilbyder os fine æstetiske rum, hvor vi kan få lov at trække vejret. Vi fyldes ikke med deres vokale følelsesregistre, men må selv mærke efter. Føles det tomt i en selv så? Måske. Men det er jo også sundt at erfare.

Randi Pontoppidan.

Randi Pontoppidan.

Dovile Sermokas

Kroppens uoversættelige alfabet

Hos Randi Pontoppidan forvandles stemmen så til et rent instrument på hendes strålende a cappella-album Rooms. Her synger komponisten og vokalisten, der har huseret inden for progressiv klassisk musik og jazz siden 90’erne, ikke genkendelige ord. Men alligevel siges der så meget på Pontopiddans eget lydsprog.

Akkurat som det kan opleves hos den amerikanske horrordramasanger Diamanda Galás og den norske, vokalrevolutionære Maja S.K. Ratkje, så er det stemmelæberne og vejrtrækningerne, kroppen og dens fraseringer alt, hvad der behøver at blive sagt.

I Pontoppidans tilfælde sker det skønsyngende, rallende som en døende, lystigt mumlende og lallende, spinnende som en kat, digitalt afsnuppet, glasklart boblende, dykkende ned i basregisteret med forvrængede brum.

Vejrtrækningerne og mundlydene former hypnotiske respiratorrum om ørerne på lytteren, mens en skønsyngende Pontoppidan finder avantgardistisk betonede melodier rundt om sine loopede vejrtrækninger. Og hun kan bygge naturscenarier fra fjerne himmelstrøg. Eller true lytteren med gutturale lyde i gentagende angrebsformationer.

Det kan ofte føles som åndemanermusik, fuld af mystiske stemninger. Akustisk Amazonas i skumring eller polyfonisk mosekonebryg. Kroppens genkendelige, men alligevel ikke oversættelige alfabet. Dén krop, som ikke har forandret sig afgørende i det sidste århundrede, men kæmper med at finde sig til rette i den højteknologiske virkelighed.

Og Rooms kan høres som et bjærgningsprojekt. Her reddes det skælvende kød ud af den digitale perfektion. Pontopiddan sætter kroppen i centrum, lytter til den og formidler den. Ja, fortæller os i processen, at hele universet findes inde i os. At der ikke er nogen mere hellig motor end vores hjerte og lunger.

Kogekunst: ’LALA’ (Kogekunst/Music Manager)

Excelsior: ’O Horizon’ (Big Oil Recording Company)

Ydegirl: ’notes19’ (Escho)

Randi Pontoppidan: ’Rooms’ (Chant Records)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her