Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Linda Boström Knausgårds ’Oktoberbarn’ gør op med både elektrochok og psykiatrien

Linda Boström Knausgård har skrevet en stærk roman om tvangsindlæggelse og kærlighed
Et gennemgående tema i Oktoberbarn er, hvordan vi former vores egne og andres liv. Ikke igennem gode intentioner, men igennem handlinger. Og ikke kun igennem handlinger, men også igennem det, vi ikke gør.

Et gennemgående tema i Oktoberbarn er, hvordan vi former vores egne og andres liv. Ikke igennem gode intentioner, men igennem handlinger. Og ikke kun igennem handlinger, men også igennem det, vi ikke gør.

Jasmin Storch

Kultur
31. januar 2020

»De udsatte min hjerne for så meget strøm, at de var sikre på, at jeg ikke ville kunne skrive det her.« Svenske Linda Boström Knausgårds roman Oktoberbarn er et opgør med det psykiatriske system i Sverige og skildrer den elektrochokbehandling, som forfatteren modtog i perioder, hvor hun var tvangsindlagt med svær depression mellem 2013 og 2017.

Ifølge romanen er Sverige det land i verden, der udfører flest elektrochokbehandlinger pr. indbygger – en behandling, som er forbudt i flere lande. En af bivirkningerne er kortvarig eller permanent hukommelsestab. Lægerne i romanen kalder behandlingen »skånsom« og siger, at det er ligesom at »genstarte en computer«. Men hvad hvis man ikke har gemt minderne, inden man genstarter?

Linda Boström Knausgård: ’Oktoberbarn’.

Saxo
Romanen handler om at holde sammen på sig selv, at forsøge at være til stede, mens man er i færd med at blive udslettet. Forfatteren har et uhyggeligt navn for den bygning, hvor behandlingerne fandt sted:

»Minder havde lav status på fabrikken.«

Oktoberbarn er Boström Knausgårds tilsyneladende mest selvbiografiske roman. Fortælleren hedder Linda, er forfatter og mor til fire med en eksmand, som har stor succes med sine bøger. Romanen er fortalt som én lang henvendelse, rammen er »fabrikken«, og det er herfra, i perioderne med indlæggelser, at Linda forsøger at genkalde sig sine minder.

Romanens form spejler livet på afdelingen, når hun glider ufrivilligt ind og ud ad søvnen, den dybe narkose inden strømbehandlingen og den tunge opvågnen bagefter. Eller når hun går ned ad en gade, pludselig vågner op og er indlagt igen i en fremmed by. Hun fører samtaler med sig selv og med mennesker, som er til stede eller ikke til stede, blandt andet sygeplejersken Maria, som opfordrer hende til at skrive, beder hende forsøge at huske. Hun husker glimt fra barndommen og ungdommen, som har ligheder med den forrige roman Velkommen til Amerika: Moren, der var skuespiller og rejste landet rundt, den afdøde far, som for det meste var indlagt.

»Jeg havde ikke en ulykkelig barndom. Ikke en lykkelig. Det var ingens barndom.« Om det at skrive siger hun, at hun aldrig har været i tvivl om, at det er noget, hun kan gøre:

»Det vidste jeg som man ved at man ville kunne dræbe i kamp.«

Mest hjerteskærende er beskrivelserne af livet med eksmanden og børnene, og ikke mindst sorgen over tabet af den familie, de var engang. Der er så meget kærlighed i teksten, og det er noget af det, der slår mig ud, hver gang jeg læser Boström Knausgård. Al den kærlighed som gør ondt, taknemmeligheden og ensomheden:

»Jeg der ikke længere har en favn at gemme mig i, alene, uden nogen at holde fast i, besejret af livet og hvem var det der førte øksen? Var det ham eller mig eller ingen?«

Den kyniske fabrik

Fortælleren skammer sig over fraværet fra børnene og bebrejder blandt andet sig selv for ægteskabet, som gik i stykker. I en scene som går igen, er hele familien samlet omkring bordet, mens eksmanden fortæller børnene, at de skal skilles.

»Der er gået tre uger, siden du sagde det. Jeg mener halvandet år.« Ikke mindst er der den frygtelige hændelse, som fortælleren ikke kan forstå, som eksmanden ikke kan tilgive og heller ikke hun selv: Da hun tog et helt glas piller, det sidste i en række selvmordsforsøg, mens hun var gravid med deres fjerde barn.

Scenen er tidligere blevet beskrevet i Karl Ove Knausgårds årstidsroman Om foråret, selvfølgelig fra et andet perspektiv. Hos Linda Boström Knausgård fører fortvivlelsen over hendes handling også til anerkendelse af sygdommen. 

»Hvordan kunne jeg vælge fabrikken frem for dem jeg elskede?«

Det Sverige, der beskrives i romanen, består af triste, trøstesløse byer, smukke landsteder og den kyniske fabrik. Nogle gange er der noget næsten eventyrligt ved stemningen i Boström Knausgårds tekstunivers, som der var i hendes novellesamling Grand mal. Lagerlöf dukker op, »Selmas heste der galopperer i Gösta Berlings saga«, fordi det at skrive, ifølge Linda, er som at slippe hestene fri; det er absolut frihed.

Refleksionen bevæger sig over i et minde om at ride som barn:

»Når hesten begyndte at svømme, lod vi os glide af og lagde armene om hestens hals.«

Romanen er fyldt med sådanne særlige, stærke billeder. Andre gange skriver Boström Knausgård overrumplende, hårdt:

»Du kastede morgengaven til mig som om jeg var en hund. Det var måske det første tegn. Den her dag smager af jern. Vi ved at vi er ensomme. Børnene kommer et efter et. Intet ondt måtte ske dem. Deres hænder mod himlen. Vi plukkede stjerner. Vaskede op. Vi åd af hinanden.«

Der er noget fantastisk krigerisk eller næsten voldeligt ved sproget, og så er der de her utroligt smukke sætninger, som får lov til bare at stå og lyse til sidst i et afsnit.

Et gennemgående tema i Oktoberbarn er, hvordan vi former vores egne og andres liv. Ikke igennem gode intentioner, men igennem handlinger. Og ikke kun igennem handlinger, men også igennem det, vi ikke gør.

Oktoberbarn er en stærk og hård roman, fyldt med smerte og skam. Men teksten vender altid tilbage til børnene, og den slutter ved børnene. Der er en velkommen forsoning til sidst i romanen, en tilbagevenden til livet.

Linda Boström Knausgård: ’Oktoberbarn’. Oversat af Charlotte A. E. Glahn. Lindhardt og Ringhof. 163 sider. 200 kroner.

 

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her