Anmeldelse
Læsetid: 2 min.

Marc Facchini finder en alternativ folk-balance mellem humor og alvor

Dansk-italienske Marc Facchini markerer sig både visuelt, lyrisk og musikalsk som en moderne spillemand. Hans kompositioner strækker sig mod den klassiske musik – men i tekst og billeder læner han sig op ad poetisk, folkelig komik
Marc Facchinis stemme er mere poleret end hans forgængeres. Og de numre, han skriver, strækker sig hen imod klassisk musik. Men i tekst og billeder læner han sig direkte op ad spillemandstraditionens elskelige, poetiske komik, som han helt ideelt viderefører, skriver anmelder Sophia Handler.

Marc Facchinis stemme er mere poleret end hans forgængeres. Og de numre, han skriver, strækker sig hen imod klassisk musik. Men i tekst og billeder læner han sig direkte op ad spillemandstraditionens elskelige, poetiske komik, som han helt ideelt viderefører, skriver anmelder Sophia Handler.

Mads Ogstrup

Kultur
31. januar 2020

Marc Facchini er en kendt stemme på den danske musikscene. Den dansk-italienske sanger og sangskriver er frontmand i de to engelsksprogede rockprojekter Mescalin Baby og Mother Lewinsky.

Førstnævnte vandt KarriereKanonen i 2010, men har de seneste fem år ikke været udgivelsesaktive. Sidstnævnte er en indietrio, som holder pause for at lade medlemmerne fokusere på andre projekter. I den forbindelse har Marc Facchini fået rig lejlighed til at udfolde sig som soloartist på dansk. 

Marc Facchini kalder sig for en moderne spillemand i grænselandet mellem sort og hvid magi. Hans fjerde soloalbum, Ind I Evigheden, rummer på den ene side både nogle sødladne og mælkehvide, moderne folkeviser, og på den anden side nogle lidt traurigt sortsynede fremtidsprognoser. Men i en skinnende sølvgrå sammensmeltning af de to yderligheder, viser han vejen til flot, alternativ folk-balancekunst.

Til Ind I Evigheden hører desuden en form for illustreret sanghæfte. De syrede, sort-hvide illustrationer er skabt af blandt andre Lars Horneman og Vera Siena, hvis streg i en årrække har tegnet Marc Facchinis visuelle identitet op via musikvideoer og pladecovers.

Personlige historier fra det danske mikrokosmos

Ind I Evigheden har Marc Facchini samarbejdet med komponist Marco Spallanzani, tonemester Sebastian Vinther, og producer og sanger Neill C. Furio. Det har blandt andet affødt klassisk inspirerede strygersekvenser, som gerne indleder numrene, betagende blæseroutroer og rockede guitarriffs.

På sin foregående plade, Himmelmekanik, skrev Marc Facchini politiske sange på makroplan om blandt andet krigen i Syrien og overfald på svenske aktivister. Nu er det, som om han fokuserer på at gå ind i de mere personlige historier fra vores danske mikrokosmos. Ind I Evigheden handler om kærlighed, krigsveteraner og klimakrisen som fælles ansvar.

Både visuelt, lyrisk og musikalsk markerer Marc Facchini sig som en stærk, selvsikker og nogle gange næsten påtrængende sympatisk personlighed. På nummeret »Ikke Flere Sange« parafraserer han uden ærefrygt sine folkekære forgængere i en medley af Kim Larsens »Om Lidt Bliver Her Stille«, Skousen & Ingemanns »Herfra Hvor Vi Står«, Sebastians »Når Lyset Bryder Frem« samt Benny Andersen og Povl Dissings »Svantes Lykkelige Dag«.

»Om lidt bliver her stille / men herfra hvor jeg står / kan jeg se mig omkring / og lyset bryder frem / se hvilken morgenstund«

Spillemandstraditionens samklang mellem det lette, folkelige, humoristiske og det socialrealistisk alvorlige opnår Marc Facchini bedst på numre som »Tre Drømme« og »Genforeningspladsen, Tidlig Aften« – og i øvrigt når han bruger hverdagsfortællinger til at skabe geniale, mentale billeder som på nummeret »Bag Tonede Ruder«.

»Avisen tager skylden / for den menneskeformede gasballon / de forsøgte at tage luften ud / i stedet kom de til at puste den op«. »Alle Dem Med Vinger Flyver« virker til gengæld som en lidt fastlåst, religiøs forestilling om evigt liv, der samtidig lyder hen ad en tango.

Marc Facchinis stemme er mere poleret end hans forgængeres. Og de numre, han skriver, strækker sig hen imod klassisk musik. Men i tekst og billeder læner han sig direkte op ad spillemandstraditionens elskelige, poetiske komik, som han helt ideelt viderefører.

Marc Facchini: ’Ind I Evigheden’ (Sorte Plader).

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her