Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Margaret Atwoods ’Gileads døtre’ kan dårligt undgå at blegne ved siden af forgængeren

Opfølgeren til en dybt original roman som Margaret Atwoods ’Tjenerindens fortælling’ fra 1986 er dømt til at være noget helt andet og mere forudsigeligt, og det er ’Gileads døtre’ så også: en veloplagt spændingsroman om et totalitært samfund, hvor alle valg fører til lidelse
Gileads døtre er en gedigen, gennemført og elementært spændende bog af en stor forfatter, som tydeligvis er oppe at køre på fortællelyst og fiktiv verdensbyggetrang.

Gileads døtre er en gedigen, gennemført og elementært spændende bog af en stor forfatter, som tydeligvis er oppe at køre på fortællelyst og fiktiv verdensbyggetrang.

Chris Young

Kultur
3. januar 2020

Prisen for at skrive et fuldendt mesterværk af en dystopisk roman, der bliver omformateret til en (i hvert fald i første sæson) fremragende tv-serie, hvis kostumedesign bliver et ikonisk udtryk for kampen mod undertrykkelse, er tilsyneladende, at den efterfølger, man eventuelt udgiver 34 år senere, blegner ved siden af alt det, den føjer sig til. 

Sådan forholder det sig uretfærdigvis med Gileads døtre af Margaret Atwood, der udkom på dansk sidst i det forgangne år.

Margaret Atwood: ’Gileads døtre’.

Saxo
Dårlig er opfølgeren til Tjenerindens fortælling fra 1986 så langt fra. Den er bare ikke et fuldkomment og originalt værk på samme måde som forgængeren.

Den samme vildt nederdrægtige samfundsvision kan kun overraske én gang, og det gjorde det totalitære, fundamentalistisk pseudokristne styre Gilead, da jeg læste Tjenerindens fortælling for første gang. Med sin skildring af Gilead, der efter et militærkup overtager store dele af USA, opsummerer Margaret Atwood en god del af verdenshistoriens undertrykkelsesformer fra de mest subtile til de mest brutale og spektakulære.

Gileads døtre etablerer i modsætning til forgængeren ikke noget helt nyt fiktivt rum for forståelse af totalitarisme, undertrykkelse og regulering af reproduktion. Men så gør den noget andet – den fortsætter kortlægningen af det fiktive samfund, der er så rigt på ideologiske, intellektuelle, eksistentielle og strategiske blindgyder.

Den følger op på handlingsspor og spinder videre på en fortælling, der skal forklare, hvordan det kunne komme så vidt. Og det gør den helt fint.

Gileads døtre er en gedigen, gennemført og elementært spændende bog af en stor forfatter, som tydeligvis er oppe at køre på fortællelyst og fiktiv verdensbyggetrang. Den tager tråden op cirka 15 år efter det punkt i Gileads historie, som tv-serien er nået til.

Alle valgmuligheder fører til lidelse, men ikke den samme lidelse for alle 

Romanen veksler mellem tre kvindelige førstepersonsfortællinger, der alle præsenteres som historiske kilder, som flittige historikere i en halvfjern fremtid (der håbefuldt nok fremstår både fredelig og fri) har redigeret og udgivet som en bog. Ligesom i Tjenerindens fortælling, der gav sig ud for at være et vidnesbyrd afgivet af en bister og sorgfuld tjenerinde, der i Gileads første år var blevet forhindret i at flygte til Canada med sin mand og sin datter.

I Ardu Hall-håndskriftet møder man tante Lydia, kendt fra Tjenerindens fortælling som hovedpersonens plageånd. I tv-serien har tante Lydia, mens meget andet er blevet mindre og mindre troværdigt, vist sig som den mest interessante karakter; en følelsesmæssigt forkrøblet loyal regimetilhænger, der finder masser af mening i arbejdet med at disciplinere tjenerinderne. 

Tjenerinderne er kvinder, der tilhører det fertile mindretal, og som ikke er vigtige nok til at blive gift med mandlige samfundsstøtter. I stedet knyttes de til infertile ægtepar som fødedygtige husslaver, der skal befrugtes via bizarre voldtægtsritualer.

Ideen om Gilead er undfanget som løsningen på en miljøbetinget reproduktionskrise, styret er ét stort og strikst nationalt avlsprogram med den ekstra feature, at kvinderne af hensyn til deres medgørlighed ikke må læse eller arbejde uden for huset. Undtagen altså de såkaldte tanter, blandt hvilke tante Lydia er en pioner.

Margaret Atwood har været medforfatter på manuskriptet til tv-serien, hvori man ser en lille flig af tante Lydias fortid. I sin roman lader det til, at Margaret Atwood har valgt en anden fortid til sin karakter. Med en enkelt sætning får hun lige føjet seriens historie ind som en parentes i den, hun hellere vil fortælle. Den handler om en familieretsdommer med stor viljestyrke og en socialt belastet baggrund.

Tante Lydia er vant til at stå alene og få det bedste ud af situationen. Det har givet hende en høj status i Gilead, hvor en statue i hendes billede nu pryder plænen foran institutionen Ardua Hall, hvor tjenerinderne bliver rettet til.

Ud over Ardu Hall-håndskriftet læser man med på øjenvidneberetning 369A, hvori en ung kvinde fra en kommandørfamilie i Gilead beretter om sit liv, og øjenvidneberetning 369B om en teenagepige fra Canada. Øjenvidneberetningerne er fulde af velsmurte dialoger og efterrefleksioner.

Teksterne er mindre knugende, mindre desperat fokuserede og mere formidlende end i forgængeren. Hvis jeg skulle nævne et perspektiv, der for alvor føjer noget nyt til historien om Gilead, er det den unge kvinde fra Gileads mest privilegerede samfundslag, der begynder sin beretning med at slå et slag for det gode i den barndom, hun nu engang har haft: 

»Jeg forestiller mig, at I kun forventer rædselshistorier, men faktisk var mange børn elskede og værdsatte i Gilead som andre steder, og mange voksne var flinke, men ufuldkomne i Gilead som andre steder. Jeg håber, I vl have i baghovedet, at vi alle føler en vis nostalgi for den venlighed, vi har oplevet som barn, uanset hvor bizarre omstændighederne ved den barndom må virke på andre.«

Det er skelsættende tider for alle tre og for Gilead som sådan, og meget mere skal jeg ikke afsløre. Det skulle da lige være, at der i forhold til Tjenerindens fortælling er sket et markant skift fra indre til ydre handling.

Undervejs i romanens actionprægede handling gør bogen så beredvilligt, hvad den kan for at tilfredsstille ens behov for mere viden om samfundet Gilead og de karakterer, der bebor, bevogter og bekæmper det. For selv om dystopien ikke længere er ny, er den stadig spændende at se udforsket. 

Spørgsmålet om etnicitet, som næppe kan siges at være uden betydning i det USA, Gilead opstår som reaktion på, berøres lige antydningsvist, men det er stadig påfaldende, at det ikke spiller nogen egentlig rolle i Gilead. 

Derfor vil jeg gerne have alt det, Gileads døtre byder på: flere oplysninger om samfundet til os, der frygter alt, hvad det står for, flere sider at vende i gru eller håb om Gileads snarlige fald, flere observationer af vanskelige situationer, hvor alle valgmuligheder fører til lidelse, bare ikke den samme lidelse for de samme mennesker. 

Margaret Atwood: ’Gileads døtre’. Oversat af Lisbeth Møller-Madse. 431 sider. 250 kroner.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her