Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Maria Hellebergs 432 sider om besættelsen fremstår pligtskyldige og uambitiøse

Maria Helleberg er diskret til stede i sin egen jyske families historie om besættelsen. Alt for diskret
Jeg tror, at det ville have været interessant at få Maria Hellebergs 2019-øjne på besættelsestiden sammen med hendes tanker om, hvad hendes mors historie betyder for hende, skriver Kamilla Löfström.

Jeg tror, at det ville have været interessant at få Maria Hellebergs 2019-øjne på besættelsestiden sammen med hendes tanker om, hvad hendes mors historie betyder for hende, skriver Kamilla Löfström.

Cathrine Ertmann

Kultur
10. januar 2020

Der er mange dramatisk fortalte dramaer i Maria Hellebergs slægtsroman Søstrene fra Thy, der følger lige i hælene på Kvinderne fra Thy fra 2016. I den første roman er titlens kvinder forfatterens egen oldemor og mormor, Mariane og Marie. Søstrene i den nye slægtsroman er Maries døtre, det vil sige forfatterens mor og moster, Gerda og Ruth.

Romanen foregår under besættelsen, og den første dramatiske begivenhed udspiller sig i en prolog dateret »1945, 4. maj«, stedet er Thisted. Midt i befrielsen har Marie, »familiens overhoved og samvittighed« fået et hjerteanfald.

»Det lød så kønt, det ord«, bemærker den alvidende fortæller, og ja, det gør det jo, et anfald af hjerte.

Øjeblikket efter har fortælleren mistet interessen for ordene og deres mulige betydninger, så da Gerda finder sin mor, der er krummet sammen af smerte, tænker hun ifølge fortælleren:

Maria Helleberg: 'Søstrene fra Thy'.

Gucca
»Ikke i dag, jeg kan ikke rumme det, alle andre dage.«

Det lyder jo som en reaktion på en punkteret cykel eller en stor opvask. Ordene »jeg kan ikke rumme det«, er så underligt små i hovedet på en datter med sin måske døende mor i armene.

Scenens dramatik bliver en ydre dramatik. Her kunne jeg godt have brugt, at fortælleren trådte frem som Maria Helleberg og fortalte, hvad scenen betyder for hende. Hvilke tanker gør hun sig om de to kvinder? Hendes mor og mormor.

For forfatterfortælleren gør faktisk diskret opmærksom på, at det er hendes egen families historie, hun fortæller. Hun erklærer, hvad hun ikke vil, hun vil ikke skrive »en biografi eller en rørstrømsk retfærdiggørelse af afdød familie«, som hun lover i det første kapitel.

Men hvad vil hun så? Eller hvorfor vil hun gerne fortælle om sin slægt og især sin slægts kvinder i de år, Danmark var besat af Tyskland?

På den ene side virker det overmåde ambitiøst i 2019 at skrive 432 sider om besættelsen, en periode i historien, som allerede er godt og grundigt fortalt.

På den anden side fremstår skildringerne af mørklægningsgardiner, kaffeerstatning, almindelige menneskers pludselige mod og modstand, offentlige afstraffelser af kvinder med tyske kærester pligtskyldige og uambitiøse, fordi de ikke adskiller sig fra alle de andre bredt og jovialt fortalte fiktioner om Danmark under besættelsen. Tænk Matador og i den dur.

Jovialiteten kan være en kæk tone i en replik om kaffe:

»Giv Rasmus en kop kaffe, eller hvad vi kalder det, er det rug og cikorie?« Eller i Gerdas påtaget naive tanker om hagekorset:

»Hvorfor vælge et bomærke, der lignede en knust edderkop?«

Ikke mere for den 25-øre

Gerdas og Ruths historier handler også om forskellene mellem land og by, og forskellene mellem at være født som pige og som dreng. Marie-moren har ambitioner på sine døtres vegne, de skal ikke bare være stuepiger i andre menneskers liv. Ruth er den smukkeste af de to, hun forelsker sig i en SS-officer – og i det byliv, hun forbinder ham med: danserestauranter og jazz.

Gerda går fra at komme til København og være noget fremmedgjort over for at læse nyheder om krigen i Politiken til selv mange år senere at få job som skrivende på Berlingske Tidende. Godt nok skal hun skrive om kvindelige emner som hjem og børn, men alligevel.

I de mellemliggende år er hun blevet udlært i en boghandel hjemme i Thisted. Ordene, bøgerne og skriften har helt tydeligt en stor betydning i hendes liv. Jeg ville så gerne have hørt mere om det. Ikke bare om læderindbundne bøger som fetich, men som noget helt eksistentielt og frisættende.

Gerda bliver politisk vakt. Sammen med sin medboghandler i Thisted planlægger hun sabotage, og Helleberg krydsklipper mellem boghandlernes overvejelser om risici ved at begå sabotage med statsminister Vilhelm Buhls radiotale, hvori han siger, at regeringen »med den yderste strenghed vil forfølge sabotage og anden forbrydelse mod den tyske værnemagt«. Gerda er naturligvis uenig med statsministeren:

»Var Buhl nødt til at sige alt dette? Ville han blive afsat og anholdt, hvis han forblev tavs?«

Og her kommer så igen et eksempel på, at Maria Helleberg træder frem i sin egen fortælling. Hun overtager Gerdas tanker og skriver:

»Måske er det først nu, vi alle forstår, hvad det vil sige at være besat. Kommunisterne blev fængslet. Hvad man så ellers måtte mene om dem, var det et lovligt partis lovligt valgte repræsentanter«. Så får vi ikke mere for den 25-øre, tilbage til Gerda.

Jeg tror, at det ville have været interessant at få Maria Hellebergs 2019-øjne på besættelsestiden sammen med hendes tanker om, hvad hendes mors historie betyder for hende. En Helleberg.

Maria Helleberg: 'Søstrene fra Thy'. Roman. Rosinante. 432 sider. 300 kr.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Steffen Gliese

Et eller andet sted bliver jeg irriteret over anmeldelsen, fordi den jo tydeligvis demonstrerer, hvad bogen gør: ægger til spørgsmål, man kan fabulere sig til svaret på.