Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Med ’Marie Nielsen og revolutionen’ bliver en revolutionær kvinde skrevet ud af glemslen

I Morten Things bog om Marie Nielsens færden og kampe indføres vi i socialismens og kommunismens historie i det 20. århundrede
Morten Thing er nok en af de forskere herhjemme, hvis ikke den, der kender kommunismens historie bedst, og Marie Nielsen og revolutionen er baseret på et omfattende kildemateriale, som han delvis selv har gravet frem.

Morten Thing er nok en af de forskere herhjemme, hvis ikke den, der kender kommunismens historie bedst, og Marie Nielsen og revolutionen er baseret på et omfattende kildemateriale, som han delvis selv har gravet frem.

Selskabet for Arbejderhistorie

Kultur
31. januar 2020

Marie Nielsen fortjener virkelig den biografi, som nu foreligger, skrevet af Morten Thing. Hun er en imponerende kvinde, modig, principfast, hjertevarm og selvopofrende. Født ind i landproletariatet, hvor far og mor måtte arbejde hårdt og ikke kunne holde opsyn med børnene. En bror faldt som 11-årig ned fra et træ og hang fast, så han blev kvalt. En anden bror døde af tuberkulose.

Selv kom Marie ud at tjene som 14-årig – hvilket var sent! – men oplevede for eksempel på det gods, hvor hun fik plads, hvordan husbonds tyendelovhjemlede tugteret gik ud over hendes mindreårige værelseskammerat, som jævnligt blev slået med en ridepisk. Marie, der er født i 1875, oplevede proletariatets hele jammerlige retsløshed, før der var tænkt på stemmeret og borgerlige rettigheder for tyende, småfolk og besiddelsesløse. Fundamentet for hendes tilslutning til socialismen og kommunismen var støbt af erfaring.

Morten Thing: ’Marie Nielsen og revolutionen’.

Selskabet for Arbejderhistorie
Men begavet som hun var, lykkedes det hende at uddanne sig til lærerinde og få arbejde på en frederiksbergsk skole.

Hun mistede det igen, da hun på grund af sin agitation imod Første Verdenskrig og tilslutning til den internationale arbejderbevægelse blev sat i fængsel i halvandet år. Krigsmodstandere og revolutionære internationalister var ikke lige det, der appellerede til myndighedernes velvilje i 1918.

I 1923 melder hun sig ind i DKP.

Kun på ét område er hendes bevidsthed forbløffende sent vakt: Kvinders rettigheder begyndte hun først at koncentrere sig om, da hun for anden gang var blevet ekskluderet af kommunistpartiet, til trods for at hun – som Morten Thing bemærker – i årevis havde kæmpet de politiske kampe som ene kvinde blandt lutter mænd.

Hun blev diskrimineret, men i stedet for at føle sig undertrykt, tog hun kampene med principfasthed, argumenter og et betragteligt mod. Og tabte hun, skrev hun i stedet en pjece om sin holdning, holdt foredrag eller startede en avis.

Gennem Marie Nielsens færden og kampe indføres vi i socialismens og kommunismens historie i det 20. århundrede: Gennem Første og Anden Verdenskrig, hvor hun gik ind i frihedskampen; gennem Sovjetunionens første år, hvor hun besøger Moskva, træffer Lenin og senere Trotskij.

Hun agiterer imod Moskvaprocesserne under Stalin, hvis partidiktatur hun kun sent og sporadisk gør indrømmelser til. Vi følger dannelsen af første, anden, tredje og fjerde Internationale, den sidste initieret af Leon Trotskij, efter at Stalin har drevet ham på flugt. Marie Nielsen støtter Trotskij.

Kræver en portion paratviden

Morten Thing er nok en af de forskere herhjemme, hvis ikke den, der kender kommunismens historie bedst, og Marie Nielsen og revolutionen er baseret på et omfattende kildemateriale, som han delvis selv har gravet frem. En stor del af bogen består af Maries brevveksling med kammerater, venner som modstandere. Men på baggrund af den kvindefattige kontekst, kan det egentlig undre, at hendes korrespondance med Sylvia Pio, Louis Pios datter, der i 1923 sendte rapporter hjem fra Moskva, ikke optræder.

Med Martin Andersen Nexø strækker brevvekslingen sig til gengæld over mange år, og vi kan følge, hvordan deres oprindelige politiske enighed med tiden og i takt med kommunisternes opsplitning krakelerer, så de ender i hver sin fraktion, Nexø i den doktrinære, partitro lejr.

Thing skriver klart og lige ud ad landevejen, bogen er fyldt med interessante og sjove illustrationer, fremstillingen er kronologisk, og som fortæller holder han sig for det meste i baggrunden. Indimellem falder der dog bemærkninger, som at de danske kommunisters, herunder Marie Nielsens, beundring for Sovjetunionen var ’de troendes’ hengivne fortolkning af årene efter Oktoberrevolutionen i 1917, men man forstår godt, at det måtte være sådan.

I kølvandet på Første Verdenskrig nærede de stadig tillid til, at den internationale revolution var lige om hjørnet, og det var i det lys, de så også fattigdom og ødelæggelser i Sovjetunionen. Man er i øjenhøjde med personerne, der er ingen bagklogskab, først da vi når op i efterkrigstiden, får vi en stillingtagen, der sætter DKP’s mistrøstige udvikling i perspektiv:

»Stalin nævnes kun en gang – og rosende. Moskvaprocesserne behandles som ’rigtige’ processer og ikke som iscenesatte skueprocesser, og Stalins bestilte mord på Trotskij nævnes ikke. Sådan var den kommunistiske tankegang fyldt med blinde pletter og ømme punkter, som ikke kunne berøres.«

Morten Things suveræne overblik gør imidlertid sine steder bogen lidt krævende for læsere, hvis paratviden om eksempelvis den tyske socialdemokrat Karl Kautsky måske ikke er helt opdateret. Der er en navneliste bagi – upåklageligt fuldstændig, ligesom litteraturliste, noter mv. – men af den fremgår ikke, at Kautsky var modstander af bolsjevismen. (Det nævnes senere, men i anden sammenhæng).

En information om, at Marie Nielsen på et tidspunkt »var orienteret imod den kautskyanske marxismeopfattelse«, vil derfor nok gå hen over hovedet på visse læsere.

Det er dog kun hår i suppen i en gennemresearchet, spændende og engagerende tekst om en usædvanlig kvinde og politiker, som hermed er skrevet ud af glemslen.

Morten Thing: ’Marie Nielsen og revolutionen’. En biografi. Ill. Selskabet for Arbejderhistorie. 380 sider. 175 kroner.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

God anmeldelse. Er glad for bogen, da den poppede op i forbindelse med sfah-arrangement(selskabet for arbejderbevægelsens historie), hvor Morten Thing præsenterede bogen i dansk metals lokaler København. Er næsten færdig med at læse Mario vargas llosa's roman "vejen til paradis", som skifter hvert kapitel mellem Paul Gauguin(i slutningen af 18-årene) og hans mormor Flora Tristan(starten af 18-årene). Hvor mormorens beskrivelser, som kvinde og revolutionær i Frankrig dengang er bekymrende og tankevækkende. Godt nok i en roman; men trods alt også i et spændingsfelt jeg endnu ikke har konkluderet på endnu. Privat er der ikke meget i bogen om Maria Nielsen, som Morten Thing oplyste, da der ikke er oplysninger. Mens llhohas bog forsøger - som roman - at beskrive det private. DET er interessant. En refleksion jeg fortsat efterfølger. Lidt i lyset af den virkelig modbydelige fremstilling af Paul Gauguin.

God informativ anmeldelse.