Det sorte vand i de norske elve drukner man ikke i – længere. Dertil er vi for forsigtige, børn for overvågede, og i det hele taget er vi ganske veludstyrede udi nødsituationer. Men jeg mærker som et sug, fra togvinduet på vej fra Trondheim mod Oslo, hvordan et liv, en hel familie, kan slås omkuld, når uheldet er ude, og stærke kræfter tager over.
Det sorte vand har sit eget løb. Verden er ikke så lys og gennemsikret, som den tager sig ud, forstår man, hvis ikke man allerede ved det, når man læser bogen Isolation. Et fengsel i fengselet.
Bogen skal præsenteres og kommenteres ved et arrangement i forlaget Cappelen Damms lokaler i Oslo indre by, og det er målet for min rejse. Emnet, som titlen antyder, er den dybsorte virkelighed, som rammer de mennesker, der i danske, norske og svenske fængsler og arresthuse med forskellige begrundelser idømmes isolation.
Et sted mellem 100 og 130 mennesker er troppet op til præsentationen og paneldebat. Og det er også en bemærkelsesværdig bog, som skildrer det besynderlige fænomen, at vi fortsat i 2020 – i lande som på alle andre områder går foran, når det gælder menneskerettigheder – kan finde på at sende mennesker i isolation. Låse et menneske inde i et lillebitte rum uden kontakt med andre i 22 timer eller mere af døgnets timer. Når vi nu ved, og har vidst det i mere 100 år, at det kan være dybt skadeligt.
Noget af det bemærkelsesværdige ved bogen er, at den ikke kun præsenterer forskning på området, som i hvert fald politikere i Danmark har en god tradition for at holde ud i strakt arm. Den inddrager også alle de andre perspektiver: fængselsbetjentens, den indsattes, fængselspsykologens og også de pårørendes (og det sidste er nyt).
Med andre ord, alle de berørte; dem hvis liv er mærket af den helt utidssvarende og ret brutale straffeform, som isolation er. Fra hver deres position beskriver de det, som forskningen gennem alt for lang tid har fremlagt.
De skriver om frygten, om søvnbesvær, koncentrationsbesvær, panik, selvmordstanker. Om ikke at ane hvor ens søn er, fordi han er isoleret og ikke kan give besked. Om hvordan børnene pludselig ikke kan besøge deres far, og da de igen får lov at komme, er han forandret og underligt modløs. Om tvangstanker og en altopædende vrede, der kan fylde én, når man i den grad lukkes ude fra almindelig menneskelig kontakt.
Isolation rykker ved menneskeligheden
En tidligere indsat, som ønsker at være anonym, skriver i bogen om, hvordan hun førhen havde været velfungerende, havde været flink i skolen og fået uddannelse, men i forbindelse med et dødsfald var røget ud i nogle kriser, som førte et misbrug med sig. Og det gjorde, at hun endte i fængsel.
Hun blev afruset, og det var godt, men hun havde svært ved ikke at kræve måske lidt for meget af de andre indsatte. Fængsler er jo et ganske broget miljø, og hun kom op at skændes med en anden indsat om en fjernbetjening, og også mere end det. Det resulterede i, som det ofte sker – også i danske fængsler – at begge involverede blev sendt i isolationsceller.
Dagen efter blev den beslutning omstødt, på papiret, men ingen kom og hentede hende. »Jeg sad isoleret i ti dage, fordi fængselsbetjente har mulighed og magt til at gøre det,« skriver hun. Med andre ord uden begrundelse og uden nogen form for ekstern ankeinstans.
Og så beskriver hun noget, som er tankevækkende, og det er den vrede, der rejser sig i hende. Hun fik voldstanker der i cellen, fik lyst til at dræbe, skade andre. Hun har ikke tidligere ønsket at gøre nogen ondt, som de fleste jo ikke har, men de ti dage i isolation rokkede ved noget helt grundlæggende i hende, i hendes menneskelighed, skriver hun.
Fængselsbetjent Ingebjørg Nystrøen er mærket på en anden måde. Han skal udføre sit arbejde, og det indebærer blandt andet, at han skal sætte mennesker i isolation. Han fortæller i bogen om, hvordan han gennem alle årene har gjort en dyd ud af at forsøge at hjælpe isolanterne, som de hedder, når de begyndte at ændre adfærd.
De tydelige tegn kunne være kvælningsfornemmelser, uro, vægtreduktion, mimikforandringer, ondt i hjertet, angst m.m. Og så beskriver han fint, hvordan isolationsfængsling også for den ansatte kan være slidsomt at være vidne til.
Lignende gør fængselspsykolog Anna Olsson, som har været ansat på »häktet« i Göteborg, hvor de fleste (op mod 70 procent på daværende tidspunkt) sidder isoleret, mens de venter på deres dom. Hun har besøgt unge helt ned til 15 år gamle og har set alt for mange i isolation blive psykotiske, grænsepsykotiske eller miste jegfornemmelsen. Herfra reflekterer hun over, hvordan de skader mon vil komme til at påvirke de unge og deres liv fremover.
Statestikken taler et tydeligt sprog
Endelig er der de retlige kapitler, som på en måde omkranser bogen, hvori der med stor omhu redegøres for de forskellige former for isolation, og omfanget. Og hvordan de forskellige anvendelser er blevet mødt af stærk kritik gennem de seneste 25 år, ikke mindst fra Europarådets torturkomité og FN’s torturkomité. Kritikken bunder i såkaldt, »soft law«, som er menneskeretlige anbefalinger. Og hvor direkte kritikken end har været, også i Danmark, så står det en regering og en kriminalforsorg frit for, om man vil tage den til følge eller lade være.
Imidlertid har der de seneste år, som man kan læse, også været afsagt en række domme, såkaldt »hard law«, som erklærer for eksempel ubegrundet anvendelse af isolation for lovstridigt. »Vi bryder loven hver eneste dag« sagde lederen af Oslo Fængsel, Nils Leyell Finstad, som er en af dem, der denne aften er inviteret til at kommentere.
Hos både FN og i Europarådet har anbefalinger længe lydt, at isolation kun anvendes i »exceptionelle tilfælde og som sidste udvej«. Siden er flere skærpelser kommet til, blandt andet i de såkaldte Mandela Rules, FN’s nye fængselsregler fra 2015, at isolation af børn, gravide og psykisk syge bør forbydes helt. Ligesom isolation i mere end 15 dage bør være forbudt. Ikke desto mindre regner bogens to redaktører sig frem til, at »det er sandsynligt at det sker minimum 20.000 gange årligt at indsatte placeres i isolation i Danmark, Sverige og Norge«.
Men det stærke ved bogen er, at statistikkerne, som der er mange af, fortæller den samme historie om skødesløshed og magtesløshed som den indsatte, fængselsbetjenten og de pårørende. Bogen har således succes med, at de forskellige positioner faktisk forstærker og nuancerer hinanden og ikke blot maner forskellige virkeligheder frem. Det er et sobert og smukt bud på, hvordan forskning også kan formidles.
Et spørgsmål, der går som en rød tråd igennem bogen, er, hvordan kan det være muligt, at en sådan praksis, som ingen af faggrupperne kan forsvare, findes i dag? At der ligefrem stimuleres til mere brug af isolation fra politisk side, som det er sket i Danmark siden 2001? Og hvorfor netop isolation anvendes i så overvældende omfang i de skandinaviske lande?
Det synes at være en pointe, at spørgsmålet får lov at bestå ubesvaret, som henvendt til dem der sidder med magten. I stedet gives der i et historisk kapitel, skrevet af psykolog Ida Koch og historiker Peter Scharff Smith, en fin og grundig beskrivelse af fænomenets opståen og videre liv i det nordiske fængselsvæsen.
Afskaffet i 1930'erne
Da isolation i sin tid blev indført, var isolation ikke undtagelsen, men reglen. Det var det i det helt nye og dengang spritmoderne Vridsløse, som åbnede i 1859, hvor de kriminelle, tænkte man, skulle sidde, som i klosteret, afsondret fra de andre. Kun i det gode selskab, som hedder samvittigheden eller Gud. Hurtigt forlod man den tanke i andre lande, hvor isolation så at sige gik af mode. Ikke mindst på grund af alt for mange rapporter om psykiske lidelser, depression og sindssygdom i de fængsler, hvor man havde brugt isolation.
Men i Danmark, og i Norden, fandt man tilsyneladende ikke grund til at ændre regime. I Danmark godt hjulpet på vej af de to psykiatere, Chr. Tryde og G.E. Schrøder, der i henholdsvis 1871 og 1917 argumenterer for, at de tilsyneladende skadevirkninger ved brugen af isolation ikke kom af selve isolationen. At mange indsatte ikke klarede enecellen skyldtes først og fremmest deres i forvejen degenererede sind.
Indtil selv Skandinavien måtte bøje sig for kritikken, og man holdt op med at anvende isolation som gængs afsoningsform. I Danmark skete det i 1930’erne, i Sverige i 1946, i Norge i 1958. At brugen af isolation så har haft sin egen skjulte historie siden, fortæller bogen med al tydelighed.
Bogen er mere end en fagbog. På en måde er den til alle os, som ved for lidt om vores samfunds skyggesider. Som voksenoplæring, som en af paneldeltagerne siger. Og så er det en bog, der rækker meget tydeligt ud til beslutningstagere, dem der rent faktisk kan gøre noget ved den her sag. Og som i alt for mange år har valgt at vende det døve øre til.
Ikke kun på det store fremmøde til præsentation af bogen mærker man, at i Norge sker der noget lige nu. »Jeg bruger næsten ikke ordet isolation mere,« siger fængselslederen fra Oslo. »Det hedder bare sagen«. Alle taler om det, i Norge. Ikke kun de internationale tilsynsorganer. Senest har også civilombudsmanden og dennes tilsynsråd rettet en såkaldt særskilt melding til Stortinget – om sagen. Og siden er Røde Kors i Norge kommet med en meget kritisk rapport – om sagen.
Samtidig med at det der hedder Skandinavisk isolasjonsnettverk, som bogens to redaktører er aktive i, siden 2014 har gjort et stort arbejde med at samle og dele al viden og kritik, der bliver til på området i denne tid. Det er derfor, som der blev sagt i panelet »en bog til tiden«. Som, måske, hvis politikerne også vågner op, kan om ikke afskaffe så i hvert fald reducere brugen af en på alle måder inhuman og omkostningsfuld straffeform.
Lidt kedelig ser den ud, ligner noget fra en pensumliste, hvad man må håbe, den også bliver. Men hvad gør det. Den er både oplysende og ambitiøs i sin form. Med sine mange perspektiver, og de konkrete forslag, som flere af bidragyderne slutter af med, til hvordan man fremover kan gøre det bedre. Og det sker jo. Indimellem flytter viden (og faglige meningsudvekslinger) faktisk bjerge.
Marte Rua og Peter Scharff Smidt (red.): ’Isolation. Et fengsel i fengselet’. Cappelen Damm, 280 sider, 419 NOK
Kamille Nygård er tidligere fængselspræst
