Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Menneskeligheden har svære vilkår i Taliban-land i ’The Swallows of Kabul’

Fire mennesker kæmper for at overleve både fysisk og mentalt i en ødelagt, Taliban-kontrolleret by i Afghanistan i stærke, universel animationsfilm
Zunaira og Mohsen drømmer om en tid, hvor Kabul ikke var under Taliban-styre, og mennesker og tanker kunne være frie, i animationsfilmen ’The Swallows of Kabul’.

Zunaira og Mohsen drømmer om en tid, hvor Kabul ikke var under Taliban-styre, og mennesker og tanker kunne være frie, i animationsfilmen ’The Swallows of Kabul’.

Cinemateket

Kultur
16. januar 2020

Hvordan holder man fast i sin menneskelighed i et samfund, der er umenneskeligt? Det er et af de spørgsmål, som Zabou Breitman og Eléa Gobbé-Mévellec stiller i deres afdæmpede og alligevel voldsomme, fransksprogede animationsfilm, The Swallows of Kabul.

Filmen foregår i 1998 i et ødelagt, Taliban-kontrolleret Kabul i Afghanistan, hvor steninger, nedskydninger og hængninger af anderledestænkende er en del af hverdagen, og den handler om fire mennesker – to ægtepar, der forsøger at navigere og overleve i denne glædesløse, undertrykte verden.

Den livstrætte fangevogter og krigsveteran Atiq (Simon Abkarian) har mest af pligt gift sig med den sygeplejerske, Musserat (Hiam Abbass), der reddede ham fra at dø på slagmarken. Nu er hun selv ved at dø af kræft, og der er intet, han kan gøre for at hjælpe hende.

Et yngre ægtepar, Mohsen (Swann Arlaud) og kunstnerisk anlagte Zunaira (Zita Hanrot), der begge er universitetsuddannede – dengang byen havde et universitet – drømmer om et bedre liv; om at være frie som svalerne, der flyver rundt over Kabul. Men, som vi meget symbolsk ser på et tidspunkt, også en svales vinger kan stækkes, hvis en talibansoldat beslutter sig for at skyde den ned.

Ødelagt af Taliban

The Swallows of Kabul er en melankolsk film, fuld af længsel efter det, der var, og som måske aldrig kommer igen. Men det er heldigvis ikke en film uden håb. Selv om Taliban holder nøje øje med alle byens borgere, og mange af dem ikke tør andet end at angive andre, der forbryder sig mod den lokale svovlprædikants ord – og Talibans lov – så findes der sprækker af lys og lærdom og frihed.

Der er den gamle, enøjede mand, Atiqs ven, som trækker rundt med sin vogn, der synes at gemme på forbudte ting og sager. Og der er Mohsen og Zunairas gamle professor, der ikke kun arbejder på koranskolen, men også i al hemmelighed leder en skole, hvor byens børn bliver undervist i alt det, Taliban har forbudt: kunst, kultur, litteratur og selvstændig tænkning.

Talibans hykleri får man også at se. Mens de forfølger mennesker på gaden for at have for korte ærmer, gå i forkerte sko og opføre sig frivolt, fordi de griner, frekventerer de selv bordeller, hvor de ryger og drikker og går i seng med den slags kvinder, de senere stener ude på gaden.

Det er til en af de steninger, at Mohsen nærmest som i trance selv samler en sten op og smider den mod kvinden. Han ved ikke hvorfor, og det får ham til at tvivle på, om han overhovedet er et godt menneske, eller om hans medmenneskelighed og sjæl er blevet ødelagt af Taliban.

Svært at være vidne til

Atiq tumler med nogle af de samme tanker. Han arbejder i det lokale fængsel, hvor de dødsdømte fanger holdes fanget, og følelsesmæssigt synes han at være helt forstenet. Som Musserat siger til ham, så kneb han ikke engang en tåre, da hun trak granatsplinter ud af hans sønderskudte krop. Men noget er ved at briste inden i ham, og da hans og Musserats stille liv vikles ind i Mohsen og Zunairas, får det på godt og ondt konsekvenser for dem alle.

Det er store spørgsmål, som The Swallows of Kabul beskæftiger sig med, og det er på ingen måder en animationsfilm for børn. Fordi den er animeret, er der mulighed for at vise voldsomme ting – for eksempel steninger og nedskydninger – uden at de bliver alt for blodige, men de er stadig forfærdelige og svære at være vidne til.

Tegningerne er enkle, farverne mættede og lydsiden fuld af liv og markante stemmer, der gør personerne nærværende, og det er også grunden til, at The Swallows of Kabul virker så stærkt, som den gør.

Det er en indfølt og – trods det afghanske miljø – universel fortælling om at sige fra og gøre, hvad man kan, også selv om det er farligt og kan koste én dyrt. Det nemmeste er at lukke øjnene for det, der sker, men så giver man netop slip på sin menneskelighed, svigter både sig selv og sine nærmeste og lader de onde, undertrykkende kræfter vinde.

’The Swallows of Kabul’ – Zabou Breitman og Eléa Gobbé-Mévellec. Manuskript: Zabou Breitman, Patricia Mortagne og Sébastien Tavel. Længde: 81 minutter. Cinemateket i København

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her