Mungo Park lykkes med at lave kropsligt teater ud af fransk politik

Kan en folkebevægelse gøre op med autoriteter uden selv at have en leder? Kan man skabe politisk forandring, hvis man er så desillusioneret af det politiske system, at man ikke vil handle på dets præmisser?

Med forestillingen ’De Hovedløse’, skrevet af Nanna Plechinger Tüchsen og instrueret af Johan Sarauw og Anna Malzer, undersøger det kunstneriske hold på Mungo Park den lederløse franske protestbevægelse De Gule Veste.

Den opstod spontant for lidt over et år siden, da lavtlønnede franskmænd gik på gaden og spærrede vejene i protest mod præsident Emmanuel Macrons plan om at hæve benzinpriserne. Det er også en forestilling, som selv forsøger at forene kroppen og hovedet i fortællingen om de franske protester; den vil både kontekstualisere og informere om konflikten, og samtidig undersøge kropslige og personlige forbindelser mellem klasse, følelser og revolution.

Vi begynder i Frankrig, men ikke i nutiden. En adelsdame (Malin Rømer Brolin-Tani) ligger på en sofa i et stort, lyserødt renæssanceskrud. Hun keder sig og får sin tjener til at hoppe rundt som underholdning. Ind på scenen træder to ’teatermagere’, der vil have både damen og tjeneren til at spille med i et skuespil om et oprør i en fjern fremtid, 2019.

Denne rammefortælling leder tankerne hen på Molières franske folkekomedier, hvor snedige kunstnere og tjenestefolk narrer eller hjælper den forfængelige og allround-besværlige overklasse. Grebet gør mig nysgerrig: Er det en forvekslingskomedie, teatermagerne vil vise adelen og publikum, eller er det noget andet, de har gang i?

En fransk familie

I teaterstykket møder vi en moderne fransk familie, der præsenteres af en voice-over over fransk rap og foran videooptagelser fra de parisiske forstæder.

Søsteren Manon (Malin Rømer Brolin-Tani) er enlig mor og arbejder i hjemmeplejen. Lillebror Marcel (Kasper Dalsgaard) er 32 og arbejder på Burger King. Hans kæreste har forladt ham, og han bor hos storebroren Phillippe (Jonas Munck Hansen), der er politibetjent. Det samme gør faren Bernard (Henrik Prip), som er pensioneret bokser og lider af så meget angst, at han ikke tør gå udenfor.

På hver sin måde ændres deres liv af De Gule Vestes protester. Marcel er et charmerende bulderhoved, som både kan få afløb for vrede og rastløshed til de stadig mere voldelige protester.

Bernard er skrøbelig, men romantiserer samtidig det gamle Frankrig og landsfaderen Charles de Gaulle. Både han og Marcel holder med fodboldklubben Olympique Marseille, fordi de repræsenterer »Syden og Frankrig som kolonination«. De udtrykker begge en bevidsthed om klasse og ulighed kombineret med stolthed over europæernes kolonialistiske fortid, der er genkendelig fra nye højrefløjsbevægelser i Vesten.

Spørgsmålet melder sig, om De Gule Veste som bevægelse primært har racismen til fælles.

Manon viser sig, da hun tilfældigvis bliver interviewet af en tv-journalist, at være god til at formulere politiske problemer og projekter. Hun vil give De Gule Veste en stemme, men bliver hun også lige lovligt glad for netop det magtfulde ved at have ordet i sin magt? Bror Phillippe traumatiseres langsomt i baggrunden; hver dag ser han demonstranter og politikolleger udøve vold mod hinanden.

Lykkes med kropsligheden

På flere måder er De Hovedløse et stykke teksttungt teater. Der er meget kontekst at formidle om det brændende Notre Dame, franske fængsler og krigshelten De Gaulle. I den ene side af scenen står en lille lydstudieagtig boks, som karaktererne kan træde ind i for at fortælle om dem selv og deres liv. I det hele taget er det sparsomt med egentlig dialog i forestillingen. Også uden for boksen omtaler karaktererne sig selv i tredje person, så de fortælles mere end spilles frem.

Med al den tekst og kontekst kunne forestillingen nemt være blevet en tør affære. Alt skal bruges til at belyse konflikt, klassespændinger og proteststrategier.

Tempoet er højt, scenerne er korte. Når vi en gang imellem får lov at blive lidt længere i en situation, føles det lettende. Især i forholdet mellem Bernard og Marcel kan man mærke, at lidt mere plads giver mulighed for meget mere nuance og følsomhed, som når Marcel hjælper Bernard med at klæde sig på til en date, der viser sig at skulle foregå over telefonen.

Når forestillingen alligevel formår at fastholde min opmærksomhed, er det på grund af skuespillernes præcise gestik og bevægelser, som formår at skabe komprimerede udtryk af charme, uhygge, humor og kropslig intensitet. Marcel, der ruller over scenen på en sofa, Bernards flapsende hænder, når har bokser, hele familien, der rejser sig op i ærgrelse, da det forkerte fodboldhold scorer et mål.

Også scenografien skaber spændende sammenhænge mellem forestillingens to verdener og historiske perioder. Hvad der ligner en havepavillon, når den bebos af den franske adelsdame, bliver i nutiden til en benzintank. Sofaen, som hun keder sig på, bliver til den samme sofa, som en hel familie skal deles om i det tæt beboede franske nutidshjem.

Avisteater

Programmet for forestillingen er udformet som en gul avis, og man kunne sige, at Mungo Park med De Hovedløse forsøger at skabe en slags avisteater. En scenekunst, som bringer publikum tættere på en virkelig politisk konflikt med en blanding af kontekst og personlige historier, som man kender det fra featureartikler og reportager.

Man kunne let have trukket konflikten mellem en politi-storebror og en voldelig demonstrant-lillebror så hårdt op, at det blev klichéfyldt, og med forestillingens hurtige tempo er man til tider lige ved at miste grebet om karaktererne.

Når det alligevel lykkes så godt, som det gør for Mungo Park med denne forestilling, er det, fordi den er så grundig og følsom. Den vil virkelig, at vi skal blive klogere på konflikten, og vil samtidig have os til at forstå dens menneskelige konsekvenser. Og jeg tror også, at det lidt lette eller drilske Molière-agtige gavner forestillingen. Det både kan og bliver, diskuteret, om der er tale om en komedie eller en tragedie, men uanset er den velspillet og behageligt befriet for selvhøjtidelighed.

’De Hovedløse’ spiller på Mungo Park fra 22/1-26/5. Dramatiker: Nanna Plechinger Tüchsen. Instruktion: Johan Sarauw/Anna Malzer. Scenografi og kostume: Frederikke Dalum. Medvirkende: Malin Rømer Brolin-Tani, Jonas Munck Hansen, Kasper Dalsgaard, Henrik Prip.