Når Aretha Franklin spænder buen, så bøjer både englene og ateisterne sig for hende

Noget så sjældent som en koncertfilm er ankommet til vores breddegraders biografer. En af den slags koncertfilm, som kan slå benene væk under enhver, der har en tone i livet og en puls i kroppen.

Amazing Grace hedder den meget passende. Det er titlen på den gamle kristne hymne, der også synges i koncertfilmen, men også en udmærket varedeklaration.

Amazing grace – ufattelig ynde. Dét, som dokumentarens hovedperson Aretha Franklin (1942-2018) besidder i sit musikalske virke i det hele taget, men i ekstrem grad som sanger. Dronningen af soul lyder hendes kælenavn – og det demonstrerer hun til overflod sin ret til her.

I soulens tjeneste

Vi befinder os i Franklins storhedstid. Efter at hun har forladt gospeltraditionen fra sin opvækst med en far, der var præst og trak hende med i et gospel road circus i midt-50’erne. Efter at hun har indspillet en række for pæne plader med showsange, spøgefuld pop og let r&b. Efter at hun endelig beslutter sig for at stille sig i den rå souls tjeneste med det skelsættende album I Never Loved a Man the Way I Love You fra 1967, der kaster klassikere af sig som »Respect« og »Do Right Woman, Do Right Man«. En stjerne er født.

Fem år senere har hun haft 11 nummer et-singler i træk, og hun vender tilbage til udgangspunktet for sit vokale mesterskab: kirken og gospelmusikken. En tilbagevenden, der dokumenteres i den aktuelle koncertfilm og på det langt ældre album Amazing Grace.

Vi er i begyndelsen af 1972, og over to aftener skal hun optræde med kirketradition, soulklassikere og nyfortolkninger i selskab med et seksmandsband og gospelkoret The Southern California Community Choir dirigeret med stor elasticitet af Alexander Hamilton. Mens pastor James Cleveland residerer som pianist, sanger og vært – med humoristisk lune og bjørnebasstemme.

I dans og vildelse

Som Aretha Franklin beviste allerede med I Never Loved a Man the Way I Love You, hvor hun gjorde Otis Reddings »Respect« til sin helt egen sang (det anerkendte Redding selv), så er hun en fabelagtig fortolker. Og i The New Temple Missionary Baptist Church i Los Angeles giver hun og gospelkoret sindsoprivende udgaver af klassikere som Carole Kings »You’ve Got A Friend«, Marvin Gayes »Wholy Holy« fra hans politiske album What’s Going On og selvfølgelig »Amazing Grace«, der står som et ufatteligt højdepunkt.

Skælv blot, kære lyttere og seere, når den 30-årige mester går op i det høje register med bomstærke kraftfraseringer, hvor hver forsiring synes helligbeåndet. Eller lad underkæben bæve som budding, når hun gør det samme i et lavmælt stemmeleje, der mere end noget andet synes at formulere hendes dybe tro. Som er svær at afvise selv for en ugudelig dansker som denne signatur. Når Aretha Franklin spænder buen, så bøjer både englene og ateisterne sig for hende.

Og at se koret og pastoren overgive sig til hendes storhed er et studie værd i sig selv. Koret tripper fantastisk, hvirvler armene til himmels, græder, fylder luften med tilråb, bryder ud af formationen og danser. Og pastoren må sætte sig og gemme ansigtet i sit lommetørklæde.

Publikum flipper også mere og mere ud gennem de to aftener. Nogle til sidst opløst i tårer, andre i vild dans eller vildelse. Et overvejende afroamerikansk publikum, dog isprængt lidt ukendte såvel som kendte blegansigter som Rolling Stones’ Mick Jagger og Charlie Watts.

Kropssproget råber respekt

The New Temple Missionary Baptist Church ligger i den overvejende afroamerikanske bydel Watts, hvor der i 1965 var voldsomme raceoptøjer over seks dage, som kostede 34 mennesker livet. I mellemtiden har der også været optøjer i Aretha Franklins hjemby Detroit (i 1967), mens borgerrettighedsbevægelsen har vokset sig større og stærkere, og Aretha Franklin er blevet en vigtig figur i bevægelsen – ikke mindst med »Respect«, der er blevet en slagsang.

Så det er med stor vægt, at pastor Cleveland siger, at »for 20 år siden havde jeg aldrig troet, at Gud ville gøre så mange gode ting for os«, lige dér i Watts, Los Angeles.

Et andet afgørende øjeblik er, da Aretha Franklins far, pastor C.L. Franklin, går på scenen og hylder sin datter og påpeger, at hun aldrig – modsat hvad nogle tror – har forladt kirken. Det er tydeligt, at Aretha Franklin har respekt for sin far, det råber hendes kropssprog. Ja, på et tidspunkt tørrer han hendes sveddryppende ansigt, som var hun et barn.

Og hun udviser en stor ydmyg religiøsitet under begge koncerter. Ytrer næsten ikke et ord til publikum og optræder uden vanligt showmanship, uden dans eller overdreven gestik. »I’m so glad I’ve got the religion«, er nogle af de sidste ord, hun synger – i endnu et af disse vokale klimakser, hvor det lyder som om hele hendes krop gasser op mod de høje toner, til himmels, som en mægtig V8-motor.

Mundaflæsning nytteløs

Musikoptagelserne fra de to magiske aftener blev udgivet samme år som koncerterne, i 1972, men filmoptagelserne var noget rod. Det var filminstruktøren og skuespilleren Sydney Pollack, der døde i 2008, som instruerede. Og det var sket uden brug af klaptræ eller andre tidsmarkører, så Pollack måtte hyre mundaflæsere og andre specialister – som alle måtte opgive at synkronisere lyd og billede. Først ti år efter Pollacks død og ganske kort efter Franklins død i 2018 lykkedes det med moderne teknologi.

Nu er Amazing Grace her, og den er fuld af nostalgisk varme, 70’er-funky æstetik, menneskelig overgivelse, kristen potens og musikalsk mesterskab. De to aftener lyser med uformindsket styrke på tværs af de mange årtier.

’Amazing Grace’ – Instruktion: Alan Elliott og Sydney Pollack. Manuskript: Sergio Olguin, Luis Ortega, Rodolfo Palacios. Fotografi: Julián Apezteguia. Længde: 89 minutter. Biografer landet over.