Læsetid: 5 min.

På Betty Nansen føles det fuldkommen oplagt at mixe ballet og rap med Bonnie og Clyde

Historier om oprør, kærlighed og vold går aldrig af mode. Måske er det derfor, vi stadig elsker fortællingen om Bonnie og Clyde her næsten 100 år efter, den fandt sted. På Betty Nansen Teatret får den en ny frisk form med alt fra gangsterrap til yndefulde ballettrin
Astrid Elbos Bonnie og Ulrik Birkkjærs Clyde er begge yndefulde med lange, stærke, slanke lemmer. Deres baggrund i balletten fornægter sig ikke.

Astrid Elbos Bonnie og Ulrik Birkkjærs Clyde er begge yndefulde med lange, stærke, slanke lemmer. Deres baggrund i balletten fornægter sig ikke.

Catrine Zorn

13. januar 2020

»Dette er en virkelig historie,« står der med store hvide bogstaver på det udskårne skilt, der hejses ned over det mørke scenerum i instruktør og koreograf Signe Fabricius’ Bonnie & Clyde på Betty Nansen Teatret i København. 

Vi kender den alle sammen. Historien om det unge par, der gik mod systemet og fik stjernestatus under den økonomiske nedtur i USA i begyndelsen af 1900-tallet.

De purunge Bonnie Parker og Clyde Barrow var stjernerne i det, der kaldtes Barrow-banden. De begik adskillige røverier og dræbte såvel civile som politifolk på deres vej, indtil de selv blev skudt af politiet i 1934 kun 23 og 25 år gamle.

På Betty Nansen Teatret fortælles deres historie gennem dans med talentfulde, unge dansere. Og den udtryksfulde fysiske form virker fuldkommen oplagt til den intense, højdramatiske fortælling. I samspil med et velfungerende lydbillede og Ida Grarups visuelt betagende scenografi, der mestendels består af lys, fungerer den kropslige udtryksform ganske forrygende.

Stilmix og knivskarpe præstationer

I sin iscenesættelse, der har involveret prominente navne som teaterdirektør Elisa Kragerup som instruktørkonsulent og performer Jeanett Albeck som musikalsk konsulent, mixer Signe Fabricius alverdens genrer. Både når det kommer til koreografien, der indeholder trin fra den klassiske ballet, jazzet swing, ekspressiv moderne dans og de mere funky streetmoves. Men også i lydbilledet, der skifter mellem alt fra lydklip fra gamle film som Borte med blæsten over pulserende beats til vred rap fra Eminem og klassiske korværker. Det kunne lyde rodet, men det er det ingenlunde.

De mange skift i stemning og udtryksform kommer hurtigt og indimellem uventet, men danserne er alle knivskarpe og imponerer med deres evner, energi og udholdenhed.

De har ikke mange reelle pauser i løbet af de 75 minutter, forestillingen varer. Og selv når de ligger stille, tilsyneladende udmattede, på gulvet, benyttes deres unaturligt højlydte åndedræt som et ekstra lag i fortællingen. Den synkrone, hivende vejrtrækning gør lydbilledet til en fysisk del af oplevelsen, så selv publikum føler sig forpustet.

Hver enkelt af de syv medvirkende har sin egen individuelle stil, der gør, at de med deres kropssprog skaber en personlighed og et udtryk, der uden problemer adskiller dem fra de øvrige medvirkende. Og netop Signe Fabricius’ valg af så forskellige dansere giver et dynamisk resultat.

Som en lille stjerne

Astrid Elbos Bonnie og Ulrik Birkkjærs Clyde er begge yndefulde med lange, stærke, slanke lemmer. Deres baggrund i balletten fornægter sig ikke. Selv når de bevæger sig i de mere rytmiske sekvenser, som forestillingen har flest af, adskiller de sig markant fra de øvrige på scenen.

Astrid Elbo, der i 2018 blev udnævnt som solist ved Den Kongelige Ballet, er forunderlig som Bonnie. Hun stråler som en lille stjerne. På samme tid graciøs, sensuel og provokerende med sine lange ben og dybe bredstillinger – både når hun er iført tykbundede hvide sneakers, og når hun er helt oppe på tæerne i sine tåspidssko.

For også scenograf Ida Grarups valg af kostumer er gennem forestillingen så varierende, at det er vanskeligt at sætte et enkelt prædikat på.

Helt i begyndelsen er scenen mørk og røgfyldt med trenchcoatklædte dansere, der bevæger sig hektisk og skaber en troværdig noirstemning. Men så dukker Astrid Elbos Bonnie op i en skarpt aftegnet lyskegle. Hun er iført pink T-shirt med Betty Boop på maven, en yderst nutidig plisseret nederdel samt røde sokletter. Ikke meget noir over det.

Siden oplever publikum alt fra traditionelle 1920’er-looks med stumpede herrebukser og seler over overdimensionerede pelskåber i gangsterstil til politibetjentens polerede og tidløse sorte jakkesæt med slips.

Effektfulde kontraster

Netop politimanden (m/k) er værd at bide mærke i. Stephanie Nguyen er modsat de to balletdansere grounded på en måde, så det næsten ser ud som om bevægelserne forplanter sig fra gulvet under hende og op gennem hendes krop i små rytmiske bevægelser.

Hun er personificeringen af ordensmagten, der til sidst finder og skyder Bonnie og Clyde. Og hun har en signaturdans, der – de første gange, den fremføres – ledsages af fraser som »øje for øje« og »tand for tand« med matchende, næsten karikerede bevægelser, der understreger ordene. Efterfølgende gentages bevægelserne flere gange gennem forestillingen – uden ordene, men med samme sigende effekt.

Både når hun står helt alene og når hun ledsages af sit slæng af overpumpede, dynejakkeklædte politifolk, der står bag hende og fuldkommen synkront mimer hendes lille koreografi.

Signe Fabricius formår at udnytte potentialet i modsætningerne, såsom kontrasten mellem de forskellige dansestilarter. Og hun bruger også kontrasterne aktivt i instruktionen.

Det ses blandt andet, da Nguyens politimand med alvorsfuldt udtryk står forrest på scenen og udtaler, at »Clyde Barrow er en yderst farlig mand, som ikke vil tøve med at slå ihjel«, alt imens hele Barrow-banden står bag hende og poserer som en flok filmstjerner til lyden af knitrende blitzlys.

Også udnyttelsen af den enkelte dansers særlige potentiale står tydeligt frem i kontrasterne. Selv om både Bonnie og Clyde er skruppelløse og morderiske, så fremstår hun alligevel sensuel og feminin, mens hans udtryk har mere vægt på rå muskelstyrke og maskulinitet.

Det samme gør sig gældende for den kun 16-årige Mads Gronemann, der som et af Barrow-bandens medlemmer i bedste hiphopstil med glitrende guldgrillz på tænderne og en umiskendelig fandenivoldsk gadedrengsattitude udviser en misundelsesværdig kropskontrol og talent, hvor selv hans mindste bevægelse på uforklarlig vis understreger humoren i hans karakter. 

Han bidrager med op til flere små komiske indslag, der står i skarp kontrast både til bandens morderiske gerninger og til Bonnie og Clydes inderlige kærlighedsforhold.

Bonnie & Clyde er den første af Betty Nansen Teatrets forestillinger, der er delvist finansieret af den pulje på otte millioner, som teatret sidste år fik bevilget af Bikubenfonden til at »udvikle og formidle samskabende scenekunst«.

Midlerne skal blandt andet give rum til flere teatereksperimenter og samskabende processer, hvilket i dette konkrete tilfælde har betydet en længere prøveperiode med forudgående workshops for de involverede. Og det har givet pote at inddrage de syv forskellige dansere så tidligt i processen. Deres respektive talenter står i hvert fald tydeligt frem. 

I det hele taget er Signe Fabricius’ iscenesættelse af Bonnie & Clyde fuld af energi, intensitet og kontrastfyldte scener. Hun har formået på samme tid at fortælle historien, præcis som vi kender den, og give den et helt nyt fysisk udtryk. 

’Bonnie & Clyde’. Koreograf og instruktør: Signe Fabricius. Scenograf: Ida Grarup. Med: Astrid Elbo, Ulrik Birkkjær, Veronica Bracaccini, Stephanie Nguyen, Suad Demirovic, Robert Malmborg og Mads Gronemann. Spiller på Betty Nansen Teatret til den 1. februar

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Steffen Gliese
Steffen Gliese anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu