Som helhed betragtet er Annika B. Lewis’ The Soul Catcher usammenhængende. Der er ingen logiske overgange mellem de forskellige dele og elementer i forestillingen, som indeholder alt fra dyrefabler og alvorsfulde beskrivelser af et liv i psykisk terror til stammedans foran psykedeliske mønstre.
Alligevel er der noget ved denne fragmentariske iscenesættelse, som fungerer.
Under det hele ligger en personlig fortælling med en væsentlig agenda: et forsøg på at beskrive et liv i et forhold med en narcissist. I forestillingen kaldet alt fra »det moderne rovdyr« til »parasit« og »emotionel vampyr,« som suger sjælen ud af sit offer.
Gulvet er dækket af hvid vinyl og bagvæggen af et hvidt klæde. Når publikum træder ind i scenerummet på Bora Bora i Aarhus fremstår det i Signe Kroghs scenografi som et rent, hvidt lærred klar til at modtage og fremvise aftenens performance skabt i samarbejde med Kassandra Production med Annika B. Lewis i front som idékvinde og iscenesætter.
I løbet af aftenen ændres udtrykket fra hvidt over kaotisk gerningssted til et dystert scenarie, der – helt fysisk – er så viklet ind i fine tråde, at det er svært at slippe væk igen. For der er en sammenhæng mellem budskaberne og de fysiske handlinger på scenen. I hvert fald langt hen ad vejen.
Nøgterne dagbogsnotater
De tre performere Lisbeth Sonne Andersen, Erik Pold og Johan Svensson træder ind og ud af forskellige roller. De er alle ofre for den psykiske og fysiske terror og fortæller om oplevelserne i jegform. Men de er også alle narcissisten, forføreren, nedgøreren, der indfanger sit uvidende offer i et spind af søde ord, for dernæst nådesløst at spidde det med mere eller mindre eksplicitte ondskabsfuldheder.
Som det allerførste går de tre på målrettet charmeoffensiv hos publikum. Intense blikke, åbenlys flirt, små gaver som blomster og slik til kvinderne på de forreste rækker.
»I er et fuldkommen fantastisk publikum,« udbryder Sonne Andersen sukkersødt.
Og slam! Så begynder nedgørelsen. For der er noget, der stinker. Og der er vist også nogen blandt publikum, som ikke helt giver performerne deres fulde opmærksomhed. Således lader Lewis i en humoristisk stil publikum opleve og forstå de mekanismer, der præger et forhold til en narcissist.
I en anden noget længere sekvens placerer de tre nogle hverdagsobjekter rundt om på gulvet. En stegepande, en tom vinflaske, cremetuber, grøntsager, lysegrønne blondetrusser, et brugt kondom og en væltet skammel placeres med omhyggelighed, så rummet ændrer karakter fra sterilt til kaotisk.
Noget foruroligende er foregået, som har skabt dette kaos. Med efterforskerens opmærksomhed går de tre rundt og sætter små stykker tape fast på gulvet, som gennemgik de et gerningssted.
Sonne Andersen lægger sig ned midt i kaosset med en sort notesbog, hvorfra hun helt nøgternt begynder at læse dagbogsnotater fra næsten to års forløb højt.
»M bliver vred, fordi jeg har varmet for meget sovs«.
Alle noterne handler om vrede, vold og psykisk terror. Og de bliver ved og ved, hvilket gør det til forestillingens mest eftertankevækkende scene.
Gerningsstedsscenen efterfølges af endnu en række af de små sekvenser, der samlet udgør forestillingen. En kort forelæsning om tegn på narcissisme. Korte intense sekvenser, hvor de tre bliver fanget i rystelserne fra egne kroppe til højlydt, pulserende musik komponeret af Sofus Forsberg. En tryllekunst, der viser, hvordan illusioner fjerner fokus fra realiteterne. En række korte, meningsløse sætninger på engelsk. Og en lang sekvens med noget, der bedst kan beskrives som rituel stammedans, hvor de tre er iført masker og dragter med farvestrålende frynser, alt imens foranderlige kalejdoskopiske mønstre projiceres op på bagvæggen, og musikken brager ud af højttalerne.
Annika B. Lewis er kendt for sine politiske og samfundskritiske performances, som mixer alle scenekunstens tænkelige (og utænkelige) genrer. The Soul Catcher er på sin vis ingen undtagelse. Men det politiske er udskiftet med en personlig fortælling. En historie, der trods alt står tydeligt frem midt i det spraglede kludetæppe, som udgør iscenesættelsen.
»Dette er et forsøg på at dele min egen historie om en relation med en skadelig narcissist,« skriver Lewis i programteksten. Og selv om grænserne mellem virkelighed og fiktion ikke er klare, så er det, hvad vi får. En fragmenteret og lettere kaotisk, men personlig fortælling om et enkelt menneskes mareridt.
’The Soul Catcher’. Kassandra Production og Bora Bora. Idé og instruktion: Annika B. Lewis. Komponist/musiker: Sofus Forsberg. Scenograf: Signe Krogh. Lys: Morten Ladefoged. Med: Lisbeth Sonne Andersen, Erik Pold og Johan Svensson. Spiller i Aarhus på Bora Bora – Dans og visuelt teater til 25. januar og på Momentum i Odense efteråret 2020
