Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Peter Sommers sange er vægtløse som kroppen under vand. Lidt modstrøm og lidt tang er der

Peter Sommers sjette album ’Stærk strøm hen over ujævn bund’ er sange fra en mand, der virker afklaret med, at livet bølger op og ned, og fra et band, der lyder, som om de virkelig nyder at lade deres instrumenter flyde sammen
Peter Sommers sjette album ’Stærk strøm hen over ujævn bund’ er sange fra en mand, der virker afklaret med, at livet bølger op og ned, og fra et band, der lyder, som om de virkelig nyder at lade deres instrumenter flyde sammen

Jannick Børlum / Sony Music

Kultur
17. januar 2020

Jeg kan ikke cykle forbi Zoologisk Have på Frederiksberg uden at få omkvædet fra Peter Sommers gennembrudssang »Valby Bakke« fra 2004 på hjernen og – mens jeg tramper hårdt i pedalerne – overveje forskellen på at tale og at snakke, og i hvilke situationer man gør hvad og hvorfor.

Det er en sang om identitetstvivl, om at fumle med egne og andres fremtidsforventninger. At vide man kan nå langt, men ikke at vide, hvor man skal hen. Og samtidig en sang, der med ord sætter billeder på de små tegn på regionale forskelle, der skiller en skanderborgenser som Peter Sommer fra en indfødt københavnersnude.

Det slår mig, når jeg hører de ti numre på Peter Sommers sjette album i eget navn, hvor afklaret og afslappet han lyder her mange år senere.

Stærk strøm hen over ujævn bund er det nuet, der fylder. Hans stemme er blevet dybere, roligere og mere afbalanceret. Det er sange fra en mand, der virker afklaret med, at livet bølger op og ned, og fra et band, der spiller som fisk i vandet og lyder, som om de virkelig nyder at lade tonerne flyde sammen til poetisk rockpop.

»Det tog sin tid at blive en mand« konstaterer han på den pianosarte midaldrendemandsballade »Hele hjertet hele tiden«. Og mens en tamburin rasler rastløst og en elektrisk guitar henslænger sig i delay og rumklang på »Videre og så videre«, synger han:

»Livet ruller videre
selv om det er hårdt
videre og så videre
lidt ligesom i sport
vi vandt heller ikke i dag
Lå lå lå låååååå.«

Tangentgejst

Sangene er vægtløse på den måde, kroppen bliver det, når den kommer under vand. Lidt modstrøm og lidt tang er der, »virkeligheden vipper«, som Sommer synger et sted, men det er heller ikke værre end det. Tilværelsen kan gynge lidt, men der er ingen hestehuller, ingen faretruende oversvømmelser, blot en let kølig understrøm, der kilder om anklerne, når lytteren sopper i vandkanten på en mild og mindeværdig sommerdag.

For selv om Stærk strøm hen over ujævn bund åbner med en vemodig afskedssang om først at ville forlade sin elskede, når hun har forladt ham, er det ikke et album om sorg eller livskriser. Det er snarere sange med indstillingen ’nå ja, det går jo nok alt sammen alligevel’.

Kærlighedssangene indeholder alle erkendelsen af, at relationer fungerer bedst, når begge parter er på samme bølgelængde. At det går »Begge veje«, og at det kan være en befrielse at have mod til at sætte den anden fri. Den slags livserfaringer, der kan lyde enkle, men som det for de fleste vil tage et halvt levet liv at kunne ekstrahere.

Undervejs skiller en bedrøvet mundharmonika og en fortolkning af Richard Strauss’ »Morgen« med Knud Romers oversættelse af et digt af den skotsk-tyske anarkist John Henry Mackay sig ud. Ellers er pladen domineret af bandet Tiggernes storladne sammenspil.

Pianist Palle Hjorth, der blandt andet erstattede Thomas Koppel i Savage Rose efter Koppels død, har ligefrem fået en art hyldestsang, »Mørket Trumfes Af Palle Hjorth«.

På Peter Sommers opfordring spiller han »op til gejst« i en grad, der får én til at ønske at høre nummeret live. Spilleglæden sprudler på den ærgerligt korte syrerockede digression, der på en scene ville kunne udvikle sig endnu mere sprælsk.

Hvis den stærke strøm i albumtitlen skulle foranledige nogle til at tro, at det er elektrificeret rockmusik, der giver stød som Jimi Hendrix, bliver de skuffede. Bunden er ujævn, men Peter Sommer og hans Tiggere er aldrig i nærheden af at gå på grund. Det er de alt for musikalsk sammentømrede til.

Peter Sommer: ’Stærk strøm hen over ujævn bund’ (Sony Music)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her