Hvad får man, hvis man krydser børnebogen Palle alene i verden med romanen Fluernes Herre og tegneserien Walking Dead? Noget i retning af tegneserien Alene af Fabien Vehlmann og Bruno Gazzotti, som indtil videre er udkommet i fem bind på dansk.
Serien handler om fem børn, som vågner op i byen Storstad og opdager, at alle andre mennesker er forsvundet. Forældre, søskende, naboer etc. De fem finder hinanden, og tiårige Djodi fra børnehjemmet bliver gruppens handlekraftige leder. I hvert fald indtil bind fire.
Den postapokalyptiske tematik er seriens spændingsladede mysterium: Hvad er det for en katastrofe, som har forårsaget de andre menneskers forsvinden? Mens børnene forsøger at løse gåden (og overleve), får serien gennemspillet de etiske dilemmaer, som typisk optræder, når menneskeheden er under pres.
Tænk blot Fluernes Herre. Hvordan er det muligt at overleve og samtidig bevare sin medmenneskelighed? Hvad er fællesskabet for en størrelse? Hvordan rummer vi hinandens forskelligheder og bruger det som en styrke? Det gør den godt, serien. Det er spændende og uhyggeligt. Og ganske gribende, fordi persongalleriet på klassisk vis er arketyper fra børnebøgernes univers, som læseren kan spejle sig i.
Der er barske Dodji, nørden Ivan, ængstelige Camilla, modige Lea og sjove-impulsive Terry. Alle fra forskellige samfundslag og med forskellig etnicitet.
Man må håbe, at tågerne letter
Hvor de første tre bind er elementært spændende, mister i hvert fald denne læser grebet om plottet i de to efterfølgende bind, hvor børnene forskanser sig i byen, trods den udmærkede pointe at Ivan skal overvinde sin frygt og træde i karakter som midlertidig leder af gruppen. Vi får ikke nogen forklaring på, hvorfor aggressive aber bygger dysser/forhøjninger af skrald og døde dyr og overhælder dem med rød maling.
Vi får ikke fortalt, hvorfor nogle af dyrene virker forheksede, hvorfor to af de nye børn i gruppen opfører sig morderisk, og hvordan det hele åbenbart forbinder sig til hvepse. Og det er mildest talt mystificerende, hvordan dødsfald alligevel ikke er dødsfald. Det er således svært at mobilisere den sympati og bekymring, man ellers har opbygget til børnene gennem serien. Ved historien, hvor den vil hen?
At serien åbenlyst ikke er nogen eksperimenterende børnetegneserie understreges også af formatet. I disse grafisk roman-tider, hvor tegneserier har bogens format, er det nærmest nostalgisk at sidde med Alene. Ikke mindst for en læser, som kender til tegneseriens storhedstid i 70’er og 80’erne.
Tegneserien er trykt som album på de klassiske 48 sider og tegnet i den velkendte fransk-belgiske stil. Gazzotti er inspireret af den belgiske tegner Janry, som er kendt for sit arbejde med Splint & co. (fra 1981 til 1998).
Stregen er dynamisk og tydelig. Der er mange zoom ind på ansigterne, som bærer uhyggen og spændingen frem. Hele følelsesregisteret træder tydeligt frem, fra bekymring, ængstelse, frygt og glæde. Gazzottis filmiske billedsprog gør afkodningen nem, det er forbilledligt klart.
Det forlyder, at forlaget planlægger at udgive hele serien på dansk. Den er indtil videre udkommet i 11 bind på fransk. Man må håbe, at tågerne letter inden da, og at Gazzotti og Vehlmann har held med at forløse plottet. Og ikke mindst at udfolde de etiske dilemmaer og lade personerne modnes undervejs. Heri ligger seriens styrke.
Bruno Gazzotti og Fabien Vehlmann: ’Alene. De røde dysser’. Bind 4. Forlaget Zoom.
Bruno Gazzotti og Fabien Vehlmann: ’Alene. I malstrømmens centrum’. Bind 5. Forlaget Zoom.
