Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Reformationens samfundsorden var en politistat

Morten Fink-Jensen har skrevet om dengang Danmark blev omkalfatret
Kultur
31. januar 2020

De sejrende skriver historien. Også religionens. I 1536 ændredes Danmarks kirkelige indretning radikalt – og dermed også rigets forfatning. Konge og kirke blev reelt og formelt to sider af samme sag. Kirken med dens enorme formuer fik hidtil delvis dessiner fra Rom; nu overtog kongemagten hele indretningen, konfiskerede kirkegodset og videredonerede en del til forbundsfællerne og magtbasen i adelen.

Indflydelsen fra Rom var hermed afbrudt. Den katolske kirke blev fra at være eneste legitime konfession forbudt. Statsmagten satte sig ikke alene på den fysiske kirke, ydermere på forkyndelsen, gudstjenestens form og indhold, forvaltningen og på præste- og bispeudnævnelser.

Morten Fink-Jensen: ’Den danske reformation – 100 danmarkshistorier’.

Saxo
Dertil kom i langt højere grad end før rigsmagtens strikse regler for undersåtternes adfærd til hverdag og fest. Det er næppe for meget sagt, at Reformationens samfundsorden kom til at ligne politistaten med nidkær overvågning, tankekontrol og strenge sanktioner over for afvigende adfærd. Senere kom kætter- og heksebrændingerne til.

Reformationens kirkeorden var mere gennemgribende fra top til bund i samfundet, end den kirke der blev kørt på møddingen. Statsomvæltningen var så radikal, at den kunne bane vejen for enevælden godt 100 senere. Autokratisk regering var en logisk konsekvens af Reformationens magtfulde midttyske iværksætter Martin Luthers ideer og krav.

Oprør mod øvrigheden var ulydighed mod Gud, fra hvem øvrigheden – det vil sige fyrsten – havde sin legitimitet og autoritet. Det siger sig selv, at den samme øvrighed så en umiddelbar fordel i at følge Luther og Wittenberg-teologernes anvisninger og knæsætte disse principper for kirke og stat om ikke med andet så med vold. De tyske bondekrige i 1520’erne, hvor oprørske bønder blev massakreret i hundredtusindvis, viste hvordan. Nedslagtningen skete med Luthers efterfølgende velsignelse.

I dansk pædagogisk historieformidling er Reformationen traditionelt blevet fremstillet som et fredeligt fremskridt, en naturnødvendig overgang fra teologisk hykleri, korruption og gudløshed til den sande tro i den støbning udtrykt i den evangelisk-lutherske kirkeordning.

Fremgangsmåden med den strenge adfærdsregulerende kirkeforordning kan udlæses af Luthers nære medarbejder Johannes Bugenhagen, der i 1536 for den danske regering skrev og gennemførte Reformationen: Én entydig kirke, én entydig øvrighed, én sand Gud.

Myten bestod siden i Danmark i fremstillingen af reformationsprocessen som fredelig, hvilket har fået mere end én tænksom elev i historietimen til at undre sig over, at den unægtelig foregik under danmarkshistoriens blodigste borgerkrig. Flere tusinde oprørske bønder blev hugget ned af Johan Rantzau, rigets mest brutale feltherre. Bondeføreren Skipper Clement lod han halshugge i Aalborg.

Kirker og kroner

I 100 danmarkshistorier, bogserien fra Aarhus Universitetsforlag, beskriver universitetslektor Morten Fink-Jensen i håndterlig form den danske udgave af reformationen under skyldigt hensyn til de realpolitiske interesser, der i energisk og brutal fromhed drev Christian 3. til så drastisk at omkalfatre Dannmarks rige til egen fordel.

Fink-Jensen frakender på ingen måde kongen og hans omgivelser og for den sags skyld den slagne Christian 2. i oprigtigt at have adopteret Luthers udgave af kristendommen. Troen stod dengang ikke til diskussion, kun måden hvorpå man troede. Luthers måde faldt i så fald belejligt sammen med kongens behov for en heftig styrkelse af centralmagten. Svært at sige, hvor troen holder op, og magtpolitikken begynder.

Ét er, hvad Reformationen var og betød, da borgerkrigen og begivenhederne i 1530’erne løb over brædderne, noget andet, hvad eftertiden har set i de kirkelige omvæltninger.

Her peger forfatteren med god ret på det forgangne jubilæumsår til minde om de dage, da Luther slog sine teser op på kirkedøren i Wittenberg, hvad han rimeligvis ikke gjorde. Danske politikere og andre rullede sig ud og mente i Reformationen at finde forudsætningen for vor tids demokrati og frihed, hvad der simpelthen er ahistorisk.

Luther stod til orientering under fyrstebeskyttelse fra først til sidst og var ikke socialdemokrat.

Lige så forkert er det selvsagt at frakende Luther og Reformationen i bredere forstand enhver betydning for andet end brandmord på uskyldige kvinder og institutionaliseringen af det moderne jødehad.

Lutherfejringen og det mere af samme skuffe, der følger de næste 16 år, vil med Fink-Jensens ord frembyde yderligere komprimering af historien til skade for et nøgternt syn på de tendenser, der førte til den katolske kirkes delvise undergang i Nordeuropa og fyrsternes støtte til Luthers folk i Wittenberg.

Det er i øvrigt værd at bemærke, at Reformationen trods sin rabiate karakter ikke rev Romerkirken omkuld, som det nu og da lyder. Faktisk styrkede Reformationen Rom ved modreformatoriske strømninger og en katolsk revitalisering. Men det er en anden historie.

Morten Fink-Jensen: ’Den danske reformation – 100 danmarkshistorier’. Aarhus Universitetsforlag. 100 sider. 100 kroner.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her