Klare farver, ekspressiv penselføring og så en fugl, fisk eller maske. Opskriften på et COBRA-maleri lyder ganske banal. Alligevel – eller måske netop derfor – er COBRA blevet Danmarks mest eksponerede, internationalt kendte og populære kunstretning. Selv om gruppen var kortlivet og reelt kun eksisterede mellem 1948-51, er brandet så stærkt, at COBRA stadig er aktuel.
Navnet har bevægelsen til fælles med en giftig, smuk slange, men er skabt ud fra forbogstaverne på de tre byer, hvor stifterne af gruppen boede, henholdsvis Copenhagen, Bruxelles og Amsterdam. Gruppen var international fra starten, selv om Asger Jorn selvsagt fylder meget i vores danske opfattelse af COBRA.
Det gør han nu ikke specielt på den udstilling, som Fuglsang Kunstmuseum netop har åbnet under titlen På sporet af COBRA – Vilde visioner (1930-2000). Det er en titel, der lover meget, og som også fik ansporet mig til at begive mig mod det fine museum på Lolland. Men jeg kan allerede nu afsløre, at den lyder af mere, end den er.
Skuffelse ved indgangen
Første mindre skuffelse får jeg allerede ved indgangen til udstillingen, hvor det første værk hænger: et maleri af Mogens Balle fra 1986 i én af de der sølvsprayede rammer med patinaeffekt, der er blevet lig med cafékunst og dårlig smag. Både værk og ramme vidner om, at COBRA i dag er alt andet end revolutionær – selv om gruppen ville forandre verden med sin kunst – og i stedet er blevet ren dekorationskunst. Indbegrebet af et sofastykke.
Det er et paradoks, som nævnes, men som også nærmest ligger som præmis for udstillingen. Ved at åbne med et 1980’er-værk af Balle er vi altså langt fra COBRA’s egne vilde visioner og helt inde i en af de dekorative efterveer, som 1980’erne flød over med.
Inde i den hvide kube, som udstillingen foregår i, hænger alle de kendte navne fra dansk COBRA på rad og række, suppleret af bl.a. belgiske Corneille og hollandske Karel Appel. Værkerne er ikke kun fra de oprindelige COBRA-år, men rækker helt op i 1980’erne og 1990’erne. Den udvikling, som de enkelte originale medlemmer har haft siden COBRA, er interessant at få med, men det bliver ved anslaget, og i stedet er der så suppleret med COBRA-inspirerede værker af blandt andet Jens Jørgen Thorsen.
Cobra og det indre barn
I begyndelsen af udstillingen hænger symptomatiske værker af Carl-Henning Pedersen og Jorn. Her får man hurtigt indtrykket af deres stil og motivvalg. To hoveder (1940) af Pedersen forestiller to maskelignende hoveder malet op af primært rektangulære og kvadratiske former, den ene stirrer mod den anden, der stirrer ud mod os med kuglerunde øjne. Himlen er blå, græsset grønt. Masken og det primitive ligger som en grundinspiration i COBRA, hvor inspirationen fra Picasso er tydelig.
I et værk lidt længere henne på samme væg hænger en Jorn, der sagtens kunne antages for et barns værk: en stor sol i midten, et træ til højre, en fuglelignende figur til venstre, en blomst, et par dyr, fede strøg, stærke farver. At nå helt ind til det indre barn og male ubesværet fra en oprindelig kilde af kreativitet var en af gruppens hensigter.
Det lykkes lige dér.
Tam og tilfældig ophængning
Et mere mørkt motiv af Jorn på udstillingen er De efterladte (1950), der pludselig får følelsen af efterkrigsår helt ud på lærredet i et billede, hvor forskellige figurer toner frem af og nærmest også forsvinder igen i den maleriske abstraktion. Et værk, der udtrykker, at gruppen også malede lige oven på en grum krigserfaring, der havde rystet verden.
Lige ved dette ret stærke motiv hænger så et splatmaleri af Jens Jørgen Thorsen og bliver en gimmick i sammenligning. I det hele taget er det svært at finde en intention med ophængningen, der forekommer nærmest tilfældig.
Udstillingen baserer sig på Fuglsangs egen samling af COBRA, som blev doneret i 1980’erne af en lokal samler. Den resterende del af udstillingen stammer fra en privat tysk samling, som har udlånt værker til Fuglsang, så et større publikum nu kan se dem. Det er jo lidt af en våd drøm for et museum, og der vil derfor være værker på udstillingen, som selv ivrige COBRA-kendere ikke før har oplevet, ligesom de danske kunstnere nu suppleres af de internationale kunstnere, der var med fra begyndelsen.
Ingen kvinder
Det giver en mere international dimension – og dermed et større billede – af COBRA’s virke, at man på udstillingen kan se værker af belgiske Corneille og hollandske Karel Appel. De er begge med på det store sort-hvide foto af COBRA-gruppen, der hænger i stort format ved indgangen og er taget ved Høst-udstillingen i Danmark i 1948.
Her sidder, står og ligger de alle sammen, og selv om gruppen brystede sig af at være fri for alle bånd og fordomme, er sammensætningen ganske traditionel: masser af hvide mænd, og så lige sorte Ernest Mancoba og tre kvinder. Dem mærker man dog desværre intet til på denne udstilling. Faktisk er der er kun et enkelt værk med af en kvinde, Else Alfelt, der hænger – sådan lidt hovsaagtigt – som det allersidste på udstillingen.
Det er så stor en mangel, at museet enten burde have suppleret ved indlån eller skulle have tematiseret og italesat den langt mere. Gjort et nummer ud af det. For det er jo endnu et paradoks ved denne ellers så fritænkende kunstretning, at kvinderne fyldte så lidt.
For både Else Alfelt og særligt Sonja Ferlov Mancoba har siden opnået stor anerkendelse, som det blev slået fast på sidste års bevægende og storstilede udstilling med Ferlov Mancoba på SMK. Det må stå øverst på Fuglsangs ønskeliste at erhverve værker af begge kunstnere.
Flad fornemmelse af vilde visioner
I det hele taget er der noget meget lidt vildt og visionært over udstillingens måde at orkestrere værkerne på.
Hvis der er en overordnet vision bag ophængningen, opdagede jeg den ikke. Når man tænker på, hvor store intentioner COBRA-malerne havde med kunsten – det handlede ikke bare om at vække en slags kreativ urkraft i maleren selv, men om at skabe en revolution – har museet ikke ladet sig inspirere synderligt af den energi, men har valgt den allermest gængse hvide kube som ramme og en for tilfældig ophængning af værkerne.
Jeg gik derfor derfra med en flad fornemmelse af at være blevet lovet noget, museet ikke magtede at indfri.
’På sporet af COBRA – Vilde visioner 1930-2000’, Fuglsang Kunstmuseum. Indtil den 26. april 2020
Nårh, det var synd.