Læsetid: 3 min.

Richard Dawson er folkesangens geniale svar på Ken Loach og ’kitchen sink’-realismen

Hvis du i år kun vil høre ét album om den storbritiske tilstand, ét album med folkesang, ét album, der påtager sig singsongwriterkunstens tradition for socialt engagement, hvad så? Enkelt, min kære Watson, lyt til Richard Dawsons ’2020’
Dawson kan høres som en slags moderne forlængelse af den britiske kitchen sink-realisme, der formidler især mandlige socialt udsatte menneskers liv råt for usødet.

Dawson kan høres som en slags moderne forlængelse af den britiske kitchen sink-realisme, der formidler især mandlige socialt udsatte menneskers liv råt for usødet.

Domino Recordings

10. januar 2020

Hvis singersongwritertraditionen er blevet en distingveret herre, som nyder dyre rødvine og spiller for eksklusive skarer i finkulturens haller, så er Richard Dawson opkomlingen, der smører mudder fra sine lommer i ansigtet på ham.

Ikke at Dawson vil singersongwritertraditionen det ondt på sit nye, sjette og fantastiske album 2020. Nej, han vil bare være sikker på, at den bevarer farven i kinderne, og han har derfor skruet op for energien og melodierne – uden på nogen måde at miste forbindelsen til hverdagen, skidtet, snavset, fornedrelsen.

Den 38-årige brite galer om det moderne britiske mismod og kan høres som singersongwritergenrens svar på filminstruktøren Ken Loach og hans hudfletning af det britiske klassesamfund. Ja, Dawson kan høres som en slags moderne forlængelse af den britiske kitchen sink-realisme, der formidler især mandlige socialt udsatte menneskers liv råt for usødet.

Hans sange er strukturelt klarsynede, stærkt karaktertegnede, psykologisk komplekse, inderlige og nogle gange sort humoristiske.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer