Læsetid: 5 min.

I rumturismesatiren ’Avenue 5’ sørger inkompetence og storhedsvanvid for gode grin

Armando Iannucci, der tidligere har spiddet britisk og amerikansk storpolitik, har kastet sig over rumturisme i sin nye og temmelig morsomme komedieserie, ’Avenue 5’
Flot ser han ud, kaptajnen på Avenue 5, Ryan Cark (Hugh Laurie), i Armando Iannuccis rumturismesatire, ’Avenue 5’. 

Flot ser han ud, kaptajnen på Avenue 5, Ryan Cark (Hugh Laurie), i Armando Iannuccis rumturismesatire, ’Avenue 5’. 

HBO Nordic

14. januar 2020

Inkompetence, idioti, skarpe tunger, storhedsvanvid og kaos. Det er blot nogle af ingredienserne i de skarpe, velsmagende, satiriske retter, som den britiske tv-forfatter Armando Iannucci har serveret for os i fremragende komedieserier som The Thick of It, der gjorde grin med britisk politik, ikke mindst embedsværket, og Veep, der vittigt tog fat i amerikansk politik og vicepræsidentposten.

I sin nye serie for HBO, Avenue 5, har Iannucci kastet sig over rumturisme af den slags, som rigmænd som Richard Branson og Elon Musk for tiden fabler om. Og selv om serien ikke er lige så skarp eller brutal som sine forgængere, er den nu temmelig morsom.

Titlens Avenue 5 er et gigantisk, fallosformet krydstogtrumskib, der i løbet af otte uger skal bringe passagerer og besætning et godt stykke ud i rummet og så tilbage til Jorden igen. Uheldigvis sker der det – i en af første afsnits mere opsigtsvækkende scener – at tyngdekraften om bord på skibet vendes på hovedet, så gulv bliver til loft og omvendt, og et øjeblik senere vendes rigtigt, hvorfor passagererne, ikke mindst en hel yogaklasse, vælter frem og tilbage, kommer til skade og får slået skibet ud af kurs.

Jeg skal ikke påstå, at jeg forstår videnskaben bag – eller ved, om det overhovedet ville kunne lade sig gøre i virkeligheden – men det gør Avenue 5’s kaptajn sjovt nok heller ikke. Det viser sig nemlig, at kaptajn Ryan Clark (Hugh Laurie) slet ikke er amerikaner, som alle tror, men englænder. Og hvad værre er, han er heller ikke kaptajn, blot en skuespiller hyret til at være en charmerende og beroligende kransekagefigur, som skibets rigtige kaptajn kan gemme sig bag. Clark ser da også flot og handlekraftig ud i sin fine uniform.

Et skrækkeligt menneske

Ulykkerne stopper dog ikke der: Skibets egentlige kaptajn, ingeniøren og maskinmesteren Joe, bliver på en rumvandring spiddet af sin egen skrutrækker, og så har vi for alvor balladen. Ikke nok med at Avenue 5 er blevet slået ud af kurs, og turen nu kommer til at vare tre år i stedet for otte uger, nej, skibet er nu også i bogstavelig forstand førerløst. Der går selvfølgelig ikke længe, før den nyhed når de 5.000 passagerer, ikke mindst stridslystne Karen Kelly (Rebecca Front), som er en af den slags passagerer/kunder, de fleste kaptajner/erhvervsdrivende frygter. Hun er sådan set ikke urimelig, men hendes facon er, lad os sige, ganske bedrevidende og konfronterende.

Karen er ikke bleg for at sætte sig selv i scene som lidt af en rettighedsforkæmper og skabe problemer for stakkels Ryan Clark, som nok ikke er en rigtig kaptajn, men som alligevel lader som om for ikke at skabe fuldstændig panik blandt de i forvejen rystede passagerer.

Blot er det ikke helt nemt at bevare roen, når man finder ud af, at de øvrige medlemmer af besætningen på broen også er skuespillere – det vidste Clark ikke – og skibets megalomane ejer, milliardæren Herman Judd (Josh Gad), der også er om bord, samtidig er en ubegavet fantast, der tænker på sig selv og sine penge, før han tænker på sine passagerer og deres ve og vel. Han lover at stille de ansvarlige for tyngdekraftuheldet til regnskab, men sørger hele tiden for selv at smyge sig uden om.

Excentriske størrelser

Faktisk er Judd et på alle måder skrækkeligt, skabagtigt menneske, der ser sig selv som en lille solgud. Han paraderer rundt på Avenue 5, som var det parken ved Versailles, og nedlader sig kun nødigt til at have kontakt med menige passagerer. På et tidspunkt lader han sig af sin bidske og bossy assistent, Iris (Suzy Nakamura), overtale til en meet and greet med passagererne i et forsøg på at berolige gemytterne om bord på skibet. Men selvfølgelig ikke mere end tre sekunder til et akavet og modvilligt kram til hver af de tilstedeværende.

I det hele taget er Avenue 5 bemandet af en flok excentrikere og fjolser – og dem er Armando Iannucci brillant til at skrive. Skibets servicechef, Matt Spencer (Zach Woods), er en uforskammet nihilist, der opfører sig aldeles upassende i alle sammenhænge. Hvad enten det så er, når han skal hjælpe vrede passagerer, hvis kahytter ikke bliver rengjort ordentligt, eller bistå et ægtepar, der hele tiden skændes, med en form for terapi, som han på ingen måder er kvalificeret til at yde, men finder stor morskab i.

Der er dog også enkelte fornuftige mennesker om bord, især Joes højre hånd, Jaz (Sacharissa Claxton), der ikke kun må slås med Judd og forsøge at uddanne og hjælpe kaptajn Clark, men også skal forholde sig til Avenue 5’s kontrolcenter på Jorden, hvor ingen tør tage ansvar, når der er penge involveret, og alle forsøger at lade, som om intet reelt er galt, fordi de frygter Judds irrationelle vrede.

Urkomisk idioti

Da NASA kommer på besøg og indvilger i at hjælpe med en redningsmission af en slags, lykkes det for eksempel Judd i en videokonference at fornærme rumagenturet så grundigt, at tilbuddet om hjælp trækkes tilbage.

Og sådan går det slag i slag om bord på Avenue 5, hvor Joe og tre passagerer, der døde, da skibets tyngdekraft blev vendt om, nu er gået i kredsløb om krydstogtsrumskibet i deres kister. Det er ganske makabert, og en standupkomiker må holde pause i sin optræden, da de fire lig svæver forbi panoramavinduerne i natklubben. I det hele taget synes ingen af passagererne, at det er spor fedt at spotte et lig, når de skal spise eller har en spaaftale.

Det er måske ikke lige så sjovt at se rumturister og rumrejseførere klumre rundt på et rumskib, som det er at se magtmennesker spidde hinanden eller selv blive spiddet og miste al ære og værdighed i Det Hvide Hus. Vi nyder at se politikere dumme sig. Men inkompetence og idioti er altid underholdende, for ikke at sige urkomisk – tilmed kan man spejle sig selv i et eller flere af fjolserne – og det er den store attraktion ved Avenue 5.

Hugh Lauries kaptajn, hvis tidligere alkoholproblemer snart melder sig igen, er et meget morsomt omdrejningspunkt i den stadig mere kaotiske forestilling, som livet om bord på det ellers så flotte og avancerede krydstogtsrumskib udvikler sig til at være. Jeg har set de første fire afsnit af første sæson. Jeg glæder mig til at se mere. Kender jeg Armando Iannucci ret, bliver det kun værre for de ’stakkels’ mennesker.

’Avenue 5’. Skabt og skrevet af Armando Iannucci. Kan ses på HBO Nordic fra på mandag den 20. januar

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer