Anmeldelse
Læsetid: 7 min.

Rune Lykkeberg: Pierre Rosanvallon har skrevet den bedste bog om populismen, jeg har læst

Den franske historiker Pierre Rosanvallon har udviklet den første systematiske teori om populismen – og grundlaget for den bedste kritik
Pierre Rosanvallon bemærker, hvordan den franske præsident Emmanuel Macron trækker på populistiske forestillinger. Han har brugt betegnelsen konge om sig selv og iscenesætter gerne sig selv, så han optræder »ansigt til ansigt« med hele samfundet.

Pierre Rosanvallon bemærker, hvordan den franske præsident Emmanuel Macron trækker på populistiske forestillinger. Han har brugt betegnelsen konge om sig selv og iscenesætter gerne sig selv, så han optræder »ansigt til ansigt« med hele samfundet.

Dominique Jacovides/Ritzau Scanpix

Kultur
24. januar 2020

Vi har i dette århundrede oplevet en politisk revolution. Det er ikke en idé fra de intellektuelle eller en ideologi fra fremmede stormagter, der har udfordret vores systemer, presset de politiske klasser og rystet vores verdensbillede.

Det er et fænomen, som er vokset frem i vores egne samfund, lige efter de fleste var overbeviste om, at det liberale demokrati, som vi kendte det, var den bedste og stærkeste styreform i historien. Det var en almindelig antagelse, at vores politiske systemer var uovervindelige.

Ingen ved helt præcis, hvor dette revolutionære fænomen kom fra, men pludselig var det overalt.

Pierre Rosanvallon: ’Le Siècle du Populisme’.

Seuil
Denne revolution har for det første været fredelig, det er ikke med vold og våben, men ved demokratiske valg og folkeafstemninger, at opgøret med den politiske orden har fundet sted. Det er for det andet værd at bemærke, at den politiske revolution overhovedet ikke har rystet den økonomiske orden. De rige er forblevet rige, og kapitalismen er aldeles uantastet.

Vi har et navn for denne fredelige og prokapitalistiske politiske revolution: Populisme kalder vi den. Og det er ikke, fordi der ikke er skrevet bøger om populisme. Adskillige værker er skrevet om, hvordan dette ubehagelige fænomen kunne opstå i de ellers så sejrende samfund.

Nogle har forklaret det med, at ’globaliseringens tabere’ har hævnet sig på de herskende klasser. Andre har brugt økonomisk ulighed, indvandring, modsætningen mellem land og by og falske nyheder som forklaringer. Langt de fleste bøger er skrevet med det formål at forstå populismen for at besejre den.

Men som den franske professor ved Collège de France, historiker og demokratiforsker Pierre Rosanvallon skriver i sin suveræne nye bog, Le Siècle du Populisme, Populismens århundrede:

»Problemet med de værker om populismen, som der kommer flere og flere af, er, at de fokuserer på årsagerne til, at vælgerne stemmer populistisk, for at forklare dens spektakulære fremgang overalt i verden«.

De er som regel undersøgelser af den sociale og kulturelle virkelighed, hvor populismen er opstået. De ser således enten populismen som symptom på noget, der er gået galt, eller som protest mod noget, der opleves som uretfærdigt. Disse bøger forholder sig ifølge Rosanvallon ikke til det indlysende forhold, at populismen også er et samlet politisk projekt. Den har sin egen sammenhæng, logik og styrke.

Det sted, hvor den ægte menneskelighed kommer til udtryk

Nu har Rosanvallon, som gennem de seneste 50 år har undersøgt demokratiets historie og udviklet sin egen ambitiøse demokratiteori, skrevet den bog, vi har savnet: Le Siècle du Populisme er en sammenhængende teori om populismen som politisk projekt.

Det er den bedste bog om populismen, jeg har læst, fordi den undersøger populismens elementer, trækker historiske linjer fra det Andet Kejserdømme over en intellektuel bevægelse i Rusland i 1870’erne og The People’s Party i USA fra 1890’erne og frem til i dag og bringer det hele på politiske begreber.

Populismen baserer sig ifølge Rosanvallon på bestemte opfattelser af folket, demokratiet, borgerens deltagelse, den politiske organisering, politikerens funktion, den sociale orden og lidenskaberne.

Populisterne fremstiller folket, som om det findes i bestemt ental. Det er samme opfattelse af folket, som lå til grund for Den Franske Revolution, og som man genfinder i meget politisk teori. Populisternes begreb om folket kan minde om marxisternes opfattelse af arbejderklassen: Det sted, hvor den ægte menneskelighed kommer til udtryk. Det gode for folket er i det perspektiv det rigtige for samfundet, ligesom marxisterne antog, at arbejderklassens vilje var selve almenviljen. 

Ideen er, at folket har en fælles og udelelig vilje, som udtrykkes, når de samles i protester eller giver sig til kende ved folkeafstemninger. Denne forestilling om folket er tæt knyttet til et bestemt billede af den politiske leder. Han – for det er som regel en han – inkarnerer folket i sin krop, han taler på folkets vegne, når han taler. Folket kan ikke repræsentere sig selv, det kan kun repræsenteres af lederen.

Rosanvallon bemærker her, hvordan den franske præsident Emmanuel Macron også trækker på populistiske forestillinger. Han har brugt betegnelsen konge om sig selv og iscenesætter gerne sig selv, så han optræder »ansigt til ansigt« med hele samfundet.

Denne opfattelse af folket og lederen er forbundet med et særligt demokratiideal: Det skal være så direkte, spontant og umiddelbart som muligt. De er ikke tilhængere af administrative mellemled og repræsentative partibureaukratier, hvor beslutningskraften deles op mellem forskellige led, fordi der her ikke er noget klart møde mellem lederen og folket. EU-institutionerne i Bruxelles er på den måde den oplagte modstander for populismen, fordi magten ikke har noget ansigt, og magtudøvelsen forekommer anonym.

Til gengæld hylder de folkeafstemningen som den handling, hvor folket handler samlet og direkte. Rosanvallon pointerer, at populisterne har en »minimalistisk« demokratiopfattelse. Borgernes væsentlige politiske handling er for populisterne ikke at deltage i den offentlige samtale, men derimod at stemme ved valg og folkeafstemningen. Borgeren bliver den, som afgiver stemmer, og politikerne er dem, som modtager dette mandat fra borgerne.

Den lille ondskabsfulde elite har stjålet demokratiet

De populistiske partier er ifølge Rosanvallon ofte organiseret som bevægelser. Det er varme og engagerede fællesskaber, som kan have en tendens til at udvikle en kultisk dyrkelse af så vidt forskellige ledere som Macron, Trump og Bernie Sanders. Deltagerne i bevægelsen hylder deres ledere, og de angriber tit dem, der kritiserer deres ledere, som om de var fjender af folket.

Disse bevægelser kan på den ene side kaldes for topstyrede, fordi lederne formulerer politikken gennem store taler, mens medlemmerne er tilskuere, som jubler i enighed. Men man kan også sige, at der er kort fra bunden til toppen, fordi der ikke er nogen mellem lederen og medlemmerne.

Forbindelsen mellem lederen og medlemmerne baserer sig sjældent på vanskeligt formulerede politikker, som medlemmerne kan have svært ved at gennemskue, men oftest på klare ideer og identifikation.

Lederen formår som regel at gøre en kompleks og uoverskuelig verden let at forstå og aflæse ved at udpege en enkel og rationel orden. Det er derfor, konspirationsteorier og fortællinger om eliten virker så effektivt i politiske partier.

Rosanvallon, som selv gennem et halvt århundrede har været stærkt engageret på den franske venstrefløj, fremhæver fortællingen om »den ene procent«, som ejer det hele og har udbyttet alle andre, som eksempel på et populistisk fjendebillede.

Det er ikke rigtigt, som kritikerne af »den ene procent« antager, at techmilliardærer, finansfolk, popkulturelle stjerner, folk med nedarvede formuer og ejere af gamle virksomheder skulle være en samlet lille gruppe med samme politiske holdninger og forestillinger om verden. Det er et populistisk billede, som kan være godt til at mobilisere, men som ikke hjælper venstrefløjen med at udvikle en ordentlig og effektiv kapitalismekritik.

Hvad enten populismen er højreorienteret eller venstreorienteret, dyrker den en polariseret fremstilling af samfundet. Den opererer med en forestilling om, at der sidder en lille ondskabsfuld elite, som har stjålet demokratiet, løjet for folket og taget selvbestemmelsen fra dem.

Populismen er overordnet set en mobilisering af revolutionære lidenskaber mod samfundets privilegier, som formår at forene den politiske og den sociale kamp:

»Det er det, som er dens styrke«, anfører Rosanvallon. 

Demokrati er en kolossal opgave for ethvert samfund

Den sidste del af Rosanvallons bog handler om det, som er populismens svagheder; det er hans bud på en populismekritik. Problemet med dyrkelsen af folkeafstemninger er, at de adskiller den politiske vilje og det politisk ansvar, fordi de, der stemmer ved folkeafstemninger, ikke har ansvaret for at skabe løsninger bagefter, anfører Rosanvallon. 

De nedvurderer den offentlige samtale, som både har til formål at gøre samfundet klogere og drage de regerende til ansvar, når alt andet end direkte stemmeafgivning opfattes som en distraktion fra »virkelig politik«. Og folkeafstemninger gør det vilkårlige flertal på et vilkårligt tidspunkt helligt, som om det var det eneste og sande folk.

Men der er altid flere grupper på spil på samme tid i samfundet, flere folk, om man vil. Og megen politik handler om at lave kompromiser mellem de forskellige folk, hvilket nærmest pr. definition er illegitimt for populismen.

Rosanvallon fremhæver også demokrati som omsorg for »fremtidens folk«. Og hvis man, som visse populister har gjort, vil reducere forsamlingsfriheden, ytringsfriheden og betingelserne for den frie presse, fratager man fremtidens borgere mulighed for at danne sig selv og deres fællesskaber demokratisk.

Endelig er problemet med den minimalistiske demokratiopfattelse, at den slet ikke tager højde for, at demokrati er en kolossal opgave for ethvert samfund, som handler om at danne borgerne, oplyse fællesskabet, skabe institutioner for frihed og retfærdighed og kultivere forskellige former for magt. Og hvis man ikke trækker alle de læreprocesser og sociale praksisser ud af demokratiet og reducerer det til at stemme og dyrke frelsere, overlader man borgere til afmagt og umyndighed.

Man kan sige, at populismen således nærmest demonstrerer sin egen afmagt, når lederne, selv efter de er kommet til magten, bliver ved med at klage over alle de onde kræfter, som bliver ved med at chikanere og tyrannisere dem. For deres folk er også altid det lidende, det forladte og det usynlige folk.

Den progressive lære af populisme er således hverken at overtage den eller afvise den. Men at indlejre bevægelsen, idealerne, engagementet og kravet om selvbestemmelse i nye udviklinger af politik og reformer af de gamle institutioner. Først da vil det være en virkelig politisk revolution, vi oplever i det 21. århundrede. 

Pierre Rosanvallon: ’Le Siècle du Populisme’. Seuil. 288 siser. 22 euro.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Det kunne være super med en oversættelse

Simon Nielsen, Poul Møller og Kurt Nielsen anbefalede denne kommentar
Susanne Ekman

Hvordan er dette meget mere genialt end Chantal Mouffes (og Ernesto Laclaus) teorier om populisme, som har fremhævet samme pointer i flere årtier?

Kim Hjerrild, Tom Bratzen og Kurt Nielsen anbefalede denne kommentar

Mens vi venter på oversættelsen, kan jeg anbefale Samuel Rachlins bog om populisme (Folket og magten - Populisme og den nye verdensorden) og Madeleine Albrights: Fascisme - en advarsel. Og såmænd også Rune Lykkebergs egen: Vesten mod vesten, som jeg er i gang med. (Alle tre findes som lydbøger).

Ja, det er da rigtigt Rune Lykkeberg: Lad os i den intellektuelle elite endelig blive fri for at høre, se og forstå de utåleligt uartikulerede stemmer fra almuen, så vi i al fredsommelighed kan tonse videre hen over dem.
Næste gang kan du måske overtales til at skrive en tekst der er forståelig også for de intellektuelle.

Rolf Andersen, Ole Arne Sejersen, Bjarne Bisgaard Jensen, Niels Christensen, Torben K L Jensen og Liselotte Paulsen anbefalede denne kommentar
Ib Jørgensen

Lykkeberg afslutter sin anmeldelse således:
"Den progressive lære af populisme er således hverken at overtage den eller afvise den. Men at indlejre bevægelsen, idealerne, engagementet og kravet om selvbestemmelse i nye udviklinger af politik og reformer af de gamle institutioner. Først da vil det være en virkelig politisk revolution, vi oplever i det 21. århundrede."
Det lyder som om at Rosanvallon - iøvrigt i lighed med Habermas - ikke har blik for de ødelæggende virkninger af kapitalismen på menneskers bevidstheder.
Jeg vil vove den påstand, at et af de afgørende elementer i populismen, er en dybtliggende skuffelse over, at økonomien ikke har givet mennesker det liv, de håbede på, og måske var blevet lovet. Men de ser ikke at årsagen ligger i økonomien , og derfor retter de deres vrede mod det politiske system. Politikere og eliters store forbrydelse består i, dels at de foregøgler de skuffede, at politikken nok skal ordne sagerne for dem (højere skatter), dels at ikke selv ser - eller skjuler - at kapitalismen som den er, ikke kan levere.
Derfor: en politisk revolution uden en samtidig samfundsmæssig kontrol over produktion og økonomi, kan ikke være en løsning på de problemer vi står overfor.

Erling C Havn, Flemming Berger, Jan Weber Fritsbøger, Henrik Røngaard Bentzen, Jørn-Erik Rasmussen, Ole Arne Sejersen, Michael Larsen, Bjarne Bisgaard Jensen, Mikael Velschow-Rasmussen, Eva Schwanenflügel, Susanne Kaspersen, Hanne Utoft, Bent Larsen, Curt Sørensen, lars ulrik thomsen, Erik Winberg, Jens Flø, Niels Møller Jensen, Torben Hansen, Torben K L Jensen, Bjarne Jørgensen og jens christian jacobsen anbefalede denne kommentar
Maj-Britt Kent Hansen

Jeg læser sjældent Rune Lykkeberg.

Nu læste jeg så ovenstående, og der skete det forudsigelige, at det til trods for min ihærdighed lykkedes mig at slå fra undervejs. Godt og grundigt.

Maj-Britt Kent Hansen

PS. Der savnes en oversættelse. Ja, fra dansk til læseligt dansk.

Torben K L Jensen, Kurt Nielsen og Tom Bratzen anbefalede denne kommentar

Rosanvallon lader til at være en af Lykkebergs primære inspirationskilder, derfor er det mærkeligt at Informations Forlag ikke for længst har inkluderet ham blandt deres oversættelser. Og jeg tror at der er andre af hans bøger, der kunne være endnu mere interessante at få på dansk.

Thorkel Hyllested

Er menneskets hjerne overhovedet i stand til at forstå og identificere sig med millioner af mennesker, sådan i dagligdagen? Det er ihvertfald ikke de størrelser på gruppesammenhænge, den er bygget til.
Vi gør under alle omstændigheder alt for lidt for at udstyre borgerne med værktøjer, der giver mulighed for at forstå de komplicerede processer. Har nogen prøvet at analysere populismen ud fra bl.a. denne synsvinkel?

Henrik Røngaard Bentzen, Emil Davidsen, Ib Jørgensen, Eva Schwanenflügel og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Niels Møller Jensen

Så længe mennesket eksistere vil populisme være en yndet adfærd når det hele går rigtigt godt, og det må man jo sige at det gør når vi taler om økonomien i den vestlige verden. Lige siden Globaliseringen fik sit gennembrud. Man kan sammenligne Globaliseringen med Roundop, begge dele skaber vækst som aldrig før. De positive finansmarkeder er bulderet der ud af, kæmpe bonusser, fratrædelses ordninger, you name it. Ikke så meget i lønudgifter, fremtids sikring af lærlinge uddannelser i håndværk med flere, sygepleje uddannelser og mange andre grupper. De er udryddet nøjagtigt som Roundup ødelægger vores drikkevand med mere. Så på disse områder er der ikke Populisme, men frustrationer.

Flemming Berger, Erik Winberg, Hanne Utoft, Jens Flø og Ib Jørgensen anbefalede denne kommentar
Curt Sørensen

'Populisme' er noget helt andet end det Rosanvallon og en begejstret Rune Lykkeberg tror. 'Populisme' er en lidt selvgod liberalistisk elites betegnelse for almindelige menneskers deltagelse og indflydelse. I stedet skal almuen deltage i det der kaldes 'den offentlige samtale'. I hvilke medier er det i grunden almindelige mennesker kan deltage i den offentlige samtale ? Der er ingen.

Erling C Havn, Henrik Røngaard Bentzen, Anne-Marie Paul, Egon Stich, Erik Winberg, Jens Flø, Ib Jørgensen, Michael Larsen, Kurt Nielsen, Eva Schwanenflügel, Susanne Kaspersen og Hanne Utoft anbefalede denne kommentar
Niels Christensen

Måske glemmer Rune at også venstrefløjen har jaget sin egen populisme. Kritikken af Neo liberalisme, kritikken af konkurrencestaten og diverse Public management teorier. Uden man på nogen måde har magtet at komme op med alternativer.
Der er ikke nogen der er kommet ned en alternativ og mere demokratisk måde at styre budgetlægning og fordeling af ressourcer i den offentlige sektor uden tidsplanlægning og regneark. Og prioritering.
Det er ikke tilfældig at den uddannede del af arbejderklassen længst har accepteret den slags regimer, de har forstået at de er en del af verdensmarkedet og at service og planlægning er vigtige parametre. Derfor var Labours valgkamp inspireret af Chantel og Laclaus venstrepopulisme faldt for døve øren. Forsøget på at slå at kritisere nedskæringpolitik og moraliserende kritik af de rige faldt for døve øren i et samfund med ultralav arbejdsløshed, og hvor de fleste ikke oplever 'austerity' som et problem. Den sag som Labour forsøgte at rejse om NHS via de lille dreng der lå på gulvet, blev ikke rigtig til en sag. - Den kunne ligeså godt være foregået i Danmark eller Sverige - fordi man har accepteret at den offentlige sektor ikke kan løse alle problemer 100%. Det er ikke tilfældig at over 1.5 million danskere har en privat helbredsforsikring uden at klage over at de også betaler en pæn sundhedsskat.
Hvis den næste populisme 'Miljøpolitik populisme' skal lykkes, så stiller det store krav om at de ofre der skal gøres er rimelige, og om at befolkningen føler sig indraget i beslutningerne og at de opleves som rimelige. Det er der ikke meget der tyder på.

"Måske glemmer Rune at også venstrefløjen har jaget sin egen populisme. Kritikken af Neo liberalisme, kritikken af konkurrencestaten og diverse Public management teorier. Uden man på nogen måde har magtet at komme op med alternativer."

Venstrefløjen har fremsat adskillige alternativer, som blot ikke har fået opbakning blandt opinionsdannere og medier, som typisk er borgerligt funderede, Niels Christiansen.

Men bortset fra dette, så er det evige krav om man kun kan øves kritik af de eksisterende mekanismer og strukturer hvis man har en vandtæt, alternativ plan en dysfunktionel tankegang, hvis man ønsker frie og dynamiske, folkelige debatter om samfundsudviklingen. En smålig, intellektuel afpresning, som foretages af tilhængere af det bestående; et bestående, som tydeligt har demonstreret en total mangel på sammenhængskraft og holdbarhed.

Flemming Berger, Henrik Røngaard Bentzen, Egon Stich, Erik Winberg, Ib Jørgensen, Kim Hjerrild, Anders Reinholdt og Martin Rønnow Klarlund anbefalede denne kommentar

"Det er ikke tilfældig at over 1.5 million danskere har en privat helbredsforsikring uden at klage over at de også betaler en pæn sundhedsskat."

Disse private helbredsforsikringer, eller sundhedsforsikringer, ville slet ikke kunne fungere, hvis ikke de var knyttet til det offentlige sundhedsvæsen, som de drager stor fordel af. Og det skal samtidig bemærkes at de regeringer, som har trukket sundhedsforsikringerne ind i/over det offentlige, danske sundhedsvæsen, samtidig har haft travlt med at sænke skatten - med absurde henvisninger til at skatterne udgør et problem for nationen og dens geskæftige, grådige borgerskab.

Flemming Berger, Jan Weber Fritsbøger, Henrik Røngaard Bentzen, Steffen Gliese, Egon Stich, Erik Winberg, Ib Jørgensen, Anders Reinholdt, Martin Rønnow Klarlund og Nille Torsen anbefalede denne kommentar
Ole Rasmussen

Pierre Rosanvallon hvem han er han. Jeg ved mange mennesker hader samfundet, og jeg er ved at blive lidt træt af de voldsbølger som hærger. Kan man ikke få sin vilje så slår man man bare. Min nabo kalder mig dement fordi hun ikke kan lide farven på mig hegn Men populisme advokerer til politikere, og de er som min nabo, intellektuelle eller ej, over en kam utroværdige

Torben Lindegaard

@Rune Lykkeberg

Da Christian Christiansen (sic: kørerlærer Christian Christiansen, som Information skrev) blev knock-outed af Emile Griffith inde i Forum, skrev Information leder om kampen.

Vi har også læst om 80'er fodboldlandsholdet -
på en eller anden måde blev Peter Rubens, den flamske maler, blandet ind i det.

Jeg havde gerne læst en artikel, meget gerne en leder, om Caroline Wozniackis tenniskarriere, der nu er slut. Det er en stor dansk sportspersonlighed, der nu lægger ketcheren på hylden.

Information bør også hylde Wozniacki.

Malene Nielsen

Populister er det den "kreative klasse" kalder "de andre". De respekterer ikke "de andre" nok til at tro at de har deres egne mening og kalde det i stedet populisme. Det er topmålet af nedladenhed ikke at kunne se sin modstander som jævnbyrdig - og det er fuldstændig ude af trit med den tid vi lever i. I den her tid er der ikke længere nogen der tror på at de er mindre værd end andre - alene i kraft af deres økonomiske formåen eller uddannelse - og gudsketakoglov for det. Jeg hører selv mere til "den kreative klasse" end til "de andre", men bliver ederspændt rasende når populismekortet bliver trukket. Det er arrogant, magtfuldkomment og bare at bruge det ord stopper diskussionen. Spørg dig selv hvordan du ville have det med at diskutere med nogen som synes du faktisk er for dum til at danne dig din egen mening og ikke tror at du mener det du mener, men bare følger en eller anden leder.

Henrik Røngaard Bentzen, Egon Stich, Ole Arne Sejersen, Emil Davidsen, Kurt Nielsen og Henrik Andersen anbefalede denne kommentar
Ib Gram-Jensen

Betegnelsen ”populisme” giver mening, hvis den forbeholdes partier/bevægelser, for hvis ideologier og politiske strategier det styrende element er forestillingen om, at samfundets grundlæggende (eneste?) modsætning er mellem folket på den ene side og eliten (og/eller ydre fjender) på den anden, og at partiet/bevægelsen og/eller dets/dens leder repræsenterer folket og dets interesser, hvorfor modstandere af partiet/bevægelsen og lederen kan defineres som modstandere af folket (del af eller sammensvorne med den nationale eller internationale elite eller en anden ydre fjende).

Defineret på denne måde adskiller populismen sig både fra ideologier og partier/bevægelser, der bygger på forestillingen om, at de grundlæggende modsætninger er mellem klasser defineret som henholdsvis udbyttede og udbyttende i kraft af deres forskellige placeringer i bestemte produktionsforhold og fra ideologier og partier/bevægelser, der bygger på forestillingen om et grundlæggende interessefællesskab mellem folk og elite (liberale og konservative i forskellige varianter).

Dette er ikke ganske forskelligt fra for eksempel Pierre Rosanvallons begreb om populisme, men definitionen er snæver nok til at skelne mellem egentligt populistiske partier/bevægelser og politiske strategier på den ene side og på den anden partier/bevægelser og politiske strategier med populistiske træk eller indslag og dermed til at forebygge, at betegnelsen ”populistisk” bruges i flæng om alt og alle med sådanne træk eller indslag, som man vil kunne finde mange steder.

Populistiske partier og bevægelser kan ligge mere eller mindre til venstre eller højre, alt efter hvordan folket og eliten/ydre fjender og modsætningen mellem dem konkret defineres, og de kan være mere eller mindre demokratiske eller udemokratiske. Men det er ud fra definitionen indlysende, at vægten på parti/bevægelse og/eller leder som repræsenterende folket, og på modstandere af dem som stående uden for folket, kan føre til, at modstand og kritik imod dem betragtes og imødegås som illegitim. Under alle omstændigheder indebærer populisme ikke i sig selv tilslutning til et udvidet demokrati eller demokrati overhovedet. Derfor er det ud fra denne definition, og ud fra enhver definition, ifølge hvilken NSDAP var et populistisk parti, misvisende at påstå, at ”’populisme’ er en lidt selvgod liberalistisk elites betegnelse for almindelige menneskers deltagelse og indflydelse.” (Curt Sørensen, 24. 01. 2020, 17:08). Det står naturligvis Curt Sørensen frit for at operere med sin egen definition på populisme, men så skriver han bare ikke om det samme, som Rosanvallon skriver om.

Én ting er, at ordet ”populisme” kan forfladiges, og bliver forfladiget, til et skældsord, der henviser til alting og ingenting; noget andet er, at det også henviser til nogle særdeles reelle og særdeles ubehagelige historiske og aktuelle erfaringer og tendenser (for eksempel USA, Polen, Ungarn, Brasilien, Tyrkiet). Og at problemet med populisme også er, at dens strategi over for reelle problemer og modsætninger ofte bliver ikkerevolutionære løsninger dækket bag (pseudo-)revolutionær retorik: som om det hele er et spørgsmål om sætte ”eliten” på porten og lade partiet/bevægelsen og/eller lederen, der angiveligt repræsenterer ”folket” komme til magten i stedet for at ophæve klasseskellene og skellet mellem magthavere og ikkemagthavere – meget klart illustreret af Trumps proklamation af, at magten blev givet tilbage til folket, da han tiltrådte.

Anne Henk Johnson, Hanne Utoft og Anders Reinholdt anbefalede denne kommentar

De gule veste, vedgår mange nu, har været med til at modvirke populismen.
1. De har 3 krav. R..I.C (som skal folkeafstemmes ved et antal underskrifter.)
A. Man skal kunne fjerne/forslå en lov
B. Man skal kunne fjerne/afsætte en politiker(som man ikke mener arbejder i almenes interesser)
C. Man skal kunne forslå ændringer i konstitutionen
2. Alle franskmænd er blevet politisk mere oplyste
3. Der er opstået en myriade af møder, hvor ideer og meninger udveksles.
4. Flere uafhængige vil opstille til kommunalvalg.(Macron prøver forøvrigt at påvirke sin lave popularitet ved i stilhed at indføre et dekret, som kun offentliggøre partiresultater af kommuner med over 9.000 indbyggere, der repræsenterer over halvdelen af alle franske stemmeberettigede. Det blev så opdaget, så nu må vi se.

Macron holder fast ved at han er valgt, og har flertal(fordi de ikke har repræsentativt repræsentation pga. to runder)
Hans popularitet og støtte har Længe ligget og svømmet omkring små 30%
Han vedtager love uden at lade de andre partier bidrage(med mindre de er enige.)
Nu begynder højrepressen allerede at skubbe Front national(le Pen) eller som de nu hedder Rasemblement National, som en mulig opposition til Macon ved næste valg. Det er den upopulære Macrons eneste chance for at vinde næste valg.
Populist imod populist?

Netop Macron dyrker populismen: da Bennala affæren var på sit højeste proklamerede han “den eneste ansvarlige det er mig. I kan bare komme og hente mig”
Den frase, (Vi kommer og henter dig)er blevet til en af de mest populære sange i demonstrationerne, både blandt de gule og blandt andre strejkende.
Kongen Macron spillede uvidende Louis 16, som blev dømt til gillotinen.

Man kan i øvrigt hører forfatteren på engelsk hvis man går på you tube.

Henrik Røngaard Bentzen og Erik Winberg anbefalede denne kommentar
Torben Lindegaard

Vedr. Torben Lindegaard 25. januar, 2020 - 09:11

Himmel og Hav .... det lykkedes mig at skrive Gentleman Chris' - senere Killer Chris' - navn forkert.

Den danske bokser hed Christian Christensen - og supplerede boksehyren som kørelærer i Frederikssund.

Steffen Gliese

Det, der jo mangler, er den anden forudsætning for et demokratisk samfund: at befolkningen er oplyst og interesseret og DELTAGENDE. Populismen lefler for den befolkning, der ikke er tilstrækkeligt oplyst, og som heller ikke bliver det, fordi der altid spares, når de mange endelig skulle have adgang til den viden og indsigt, som ellers har været forbeholdt de få.

Til Rune Lykkeberg vil jeg stærkt anbefale Eugénie Mérieau , forsker på Haward som lige har udgivet bogen ‘La dictature, une antithèse de la démocracie?’
Et klip her https://youtu.be/5x7mYQQqfrU

Populime og demokrati er et og det samme, årsagen til, at demokratiet i den vestlige ende fungerer så fint er fordi, at størstedelen af den vestlig befolkning er småt begavet.

Jan Weber Fritsbøger

ja Steffen Gliese, populismens basis er absolut de mindst oplyste, og derfor fylder populistiske politikere folk med skræddersyede løgne som gør endnu flere uoplyste,
hvis hele ens viden om verden er opdigtet og usand er man jo totalt uoplyst,
i hvert fald om tingenes rette sammenhæng,
fidusen består i at man opfinder et problem, og tilbyder en løsning på dette problem, eller man puster et lille problem op til et kæmpeproblem, og kan dermed få opbakning til selv de mest rabiate "endegyldige" løsninger.