Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

For ikke så længe siden i Udkantseuropa var børn noget, man kunne have for mange af

Den italienske forfatter Donatella di Pietrantonio går i Elena Ferrantes fodspor med sin roman ’Pigen de sendte tilbage’
Pigen de sendte tilbage rammer plet især i kraft af sine skildringer af stærke sanseindtryk.

Pigen de sendte tilbage rammer plet især i kraft af sine skildringer af stærke sanseindtryk.

Rino Bianchi/Scanpix

Kultur
24. januar 2020

Donatella di Pietrantonios første roman på dansk, Pigen de sendte tilbage, beretter med stor sanserigdom om et barn, der bliver kastebold mellem to familier. Fattigdommen og det konservative italienske familiemønster kender mange læsere fra Elena Ferrantes filmatiserede romanserie om Min geniale veninde.

I Pietrantonios roman er fortælleren en pige, der som 13-årig bliver leveret tilbage til sin biologiske familie, som hun ikke kender. Med sig har hun kun en kuffert og en pose fuld af sko. Det ægtepar, hun er vokset op hos, er ikke hendes virkelige forældre, har hun netop fået at vide. Hendes far, der afleverer hende, er ikke hendes rigtige far, og han påstår, at hendes rigtige familie har krævet at få hende tilbage.

Donatella di Pietrantonio: ’Pigen de sendte tilbage’.

Saxo
Det er dog åbenlyst usandt. Familien er ludfattig, og alle virker forvirrede over, hvad de skal stille op med hende. Hun skal dele værelse med sine nye søskende, to halvvoksne brødre med deres lyde og lugte og en sengetissende lillesøster, hvis fodende hun skal sove i. Hertil kommer en retarderet lillebror og en mor, der heller ikke vil have hende.

Kernen i romanen er pigens følelse af at være dobbelt forladt uden at forstå et ord af det hele, selv om de voksne omkring hende synes at kende sandheden: Hendes ’mor’ er i virkeligheden en tante, og selv får pigen tilnavnet l’Arminuta, »hende, de sendte tilbage«. Selv føler hun sig forældreløs på trods af to mødre, der begge er i live.

Hendes første hjem lå ved havet, havde middelklassepræg, pigen gik til svømning og ballet. I den nye familie skal hun slås om maden med sine mange nye søskende:

»De øste op, så sovsen sprøjtede, og der blev kun en enkelt svampet kødbolle med lidt sovs tilbage til mig.«

Beskrivelsen af forladtheden og længslen efter menneskelig kontakt er rå og rørende:

»Jeg flyttede forsigtigt hendes nyvaskede fod og lagde min kind på den. Den lugtede af billig sæbe. Det meste af natten var jeg i nærkontakt med hendes hårde hud og tilpassede mig hendes bens bevægelser,« hedder det om den nye lillesøster, den tiårige Adriana, der med sit mod og sin stædighed bliver bogens anden hovedperson.

Især forholdet til den biologiske mor er skildret kompliceret. Moderen er åbenlyst misundelig på den kvikke, nye datter, der klarer sig så godt i skolen og modsat familiens øvrige medlemmer har lært at prioritere lektierne:

»Er det måske min skyld, at du er alt for dygtig? Jeg holder endda kæft, når du tænder lys og bruger strøm for at læse om morgenen.« Moderen opfatter ikke sin nye datters længsel, men er kapslet ind i sit eget livs sociale håbløshed. Selv undgår datteren at kalde hende ’mor’.

»Kvinden, der havde undfanget mig«, »moren og faren«, kalder hun dem, modsat ’min mor og far’ om adoptivforældrene.

Med Adriana danner pigen en stærk alliance, og ud af bogen lyser en beslutsomhed og modstandskraft, der også smitter af på hendes nye familie. Man fornemmer i fortællerpositionen en viden om, at ingen erfaringer bliver spildt, selv ikke den at blive ekspederet rundt som en pakke, og at familier kan nærme sig hinanden:

»Fra det fjerneste hjørne af torvet stod jeg og så, hvordan kvindeskikkelser gik travlt frem og tilbage og ordnede ting og sager bag de oplyste vinduer. De var i mine øjne de normale mødre, der havde født deres børn selv og beholdt dem hos sig. Og når klokken blev fem om eftermiddagen, gik de i gang med at forberede lange, indviklede retter til aftensmaden, som passede til årstiden. Med tiden har jeg også opgivet denne naive idé om normalitet. I dag er jeg virkelig i tvivl om, hvad det betyder at være mor.«

Bedre tider kommer langsomt listende

Pigen de sendte tilbage rammer plet især i kraft af sine skildringer af stærke sanseindtryk. Middelklassens svale og renlige liv kontrasteres til underklassens følelsesmæssige intensitet og ramme lugte, mens vi – ret forfriskende – stort set ikke får at vide, hvordan personerne ser ud, bortset fra den flotte storebror Vincenzo, som fortælleren er betaget af.

Pietrantonio, født 1963 og uddannet tandlæge, bringer en epoke til live fra et Udkantseuropa fra for ikke så længe siden, hvor børn var noget, man kunne have for mange af, og som derfor kunne afleveres hos barnløse slægtninge. Romanens personer taler dialekt som hos Elena Ferrante og i Ida Jessens rolige fremskridtsskildring fra Thyregod i En ny tid.

Også i denne roman kommer bedre tider langsomt listende. Her sker det, når bare ét eller to unge mennesker indser, at uddannelse er vejen frem og beslutter, at det nu kan være nok med at lade mænd bestemme, også når de har uret.

Donatella di Pietrantonio: ’Pigen de sendte tilbage’. Oversat af Birgitte Grundtvig Huber. C&K. 216 sider. 250 kroner.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her