Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

I ’Selvmordstanker kan ikke betale sig’ kommer Johan Davidsen aldrig rigtig ud af stedet

Johan Davidsen har skrevet en bog, der mest består af overvejelser, små erindringer og selvkorrigerende meninger, der ligesom pibler frem fra handlingens småscener og bevæger sig i snart én retning, snart en anden
Det er svært at afgøre, om Johan Davidsen vil stå ved eller udstille sin hovedpersons på én gang klynkende og skarptseende attitude. Den ubestemmelighed er interessant, men den gør ikke de konkrete passager sjovere eller mere gnistrende at læse, skriver anmelder Tue Andersen Nexø.

Det er svært at afgøre, om Johan Davidsen vil stå ved eller udstille sin hovedpersons på én gang klynkende og skarptseende attitude. Den ubestemmelighed er interessant, men den gør ikke de konkrete passager sjovere eller mere gnistrende at læse, skriver anmelder Tue Andersen Nexø.

Laerke Posselt

Kultur
31. januar 2020

Bagsideteksten på Johan Davidsens halvsmarte, let kværulerende og ret stillestående roman Selvmordstanker kan ikke betale sig er så misvisende, at det er svært at se som andet end en sær form for ironi, en joke for de indforståede.

Den sælger bogen, bagteksten, som en historie fuld af ramasjang. Den prøver at bilde læseren ind, at vores fortæller og hovedperson Daniel – i begyndelsen af trediverne, allerede nostalgisk efter sine helt unge år, efter eget udsagn ude af stand til at blive rigtig voksen – bliver kastet ud i en vild og fremmed verden, hvor han »hvirvler rundt i en rasende bølge af big business, luksusfester og blodige, euforiske sammenstød«.

Intet kunne være længere fra sandheden. Jojo, indledningsvist sikrer Daniels storebror ham et job i et pr-bureau. Så trisser vores hovedperson rundt på kontoret sammen med chefen Norbert og kollegaen Trine.

Johan Davidsen: ’Selvmordstanker kan ikke betale sig’.

Saxo
Han er også ude hos klienter, de skal trænes i mediernes logik. Det er meget banalt, det er en meget kedelig hverdag. Og jo, lige så bange Daniel er for kærlighed og intimitet (imens han samtidig, selvfølgelig, længes sentimentalt efter begge dele) og lige så træt, han kan være af klassisk aggressive forestillinger om det mandlige begær, lige så fortrolig er han med en mere flydende seksualitet, der retter sig mod begge køn og nærmest hellere tager imod end selv støder i bund.

Hipsterlivets ulidelige lethed

Det hører vi så en del om. Faktisk føles bogens omhyggeligt udpenslede sexscener mest som referater af stadigt mere outrerede pornoklip fra nettet. Hvilket tydeligvis er en pointe: I Selvmordstanker kan ikke betale sig udfolder kropsdelenes pirring sig lystigt, mens følelseslivet er som i en alvorlig ungdomsroman fra halvtredserne.

Den afstand vil bogen gerne undersøge. Det er der så ikke meget rasende bølge over, snarere – i al fald i denne bog – padler man som læser gennem roligt brakvand. Bogens hovedkonflikt er nemlig den samme hele vejen. Fra første til sidste side er Daniel ulykkeligt forelsket i Sofie, har været det siden gymnasiet, men hun er kæreste med Rasmus, hans bedste ven.

Så står han der, Daniel, og kan ikke komme videre. I det mindste giver den ulykkelige trekant hans tanker masser at gnave i, mens han bevæger sig rundt i København, uglad og privilegeret, fanget i cafeernes og hipsterlivets ulidelige lethed.

»Så vil jeg hellere, jeg ved ikke, hvad jeg hellere vil,« som han tænker undervejs. Den ene sætning fanger egentlig romanens grundstemning på kornet.

Smart, men lyner aldrig for alvor

Alle tankerne giver også læseren noget at gnave i. Mest består Selvmordstanker kan ikke betale sig nemlig af Daniels strømme af overvejelser, små erindringer og selvkorrigerende meninger, der ligesom pibler frem fra handlingens småscener og bevæger sig i snart én retning, snart en anden.

Så skal vi høre om identitetspolitikkens tvetydigheder – Daniel kan både være for og imod – så skal vi høre, som titlen lover os, om hvorfor selvmord ikke giver mening.

Tangenterne er lange og helt i stand til at føde nye tangenter, sætningerne kan vandre ud ad. Grebet minder især om Lars Frosts romaner fra begyndelsen af årtusindet – og også Frost skrev om unge mænd, der hverken kunne blive voksne eller finde ud af det med kærlighed og intimitet – men hvor forgængerens prosa var konstant overrumplende, konstant i bevægelse, så skriver Johan Davidsen et ret stift dansk. Hans sætninger er hele tiden nogenlunde smarte, men de lyner aldrig for alvor.

Faktisk har hans prosa helt ned i ordvalget noget omstændeligt forklarende, næsten kluntet over sig. Igen er det en pointe, tænker jeg, det skal markere, at Daniel er et skridt på afstand fra den verden, han så gerne vil gennemskue og samtidig hele tiden lader sig styre af.

En skrattende hovedperson

I det hele taget er det svært at afgøre, om Davidsen vil stå ved eller udstille sin hovedpersons på én gang klynkende og skarptseende attitude. Den ubestemmelighed er interessant, men den gør ikke de konkrete passager sjovere eller mere gnistrende at læse.

Sofies mor er psykolog, det fører til en erindring om Daniels gamle forestillinger om psykisk sygdom, men også til denne sætning:

»Jeg har altid haft en overdreven autoritetstro, når det gælder behandlere i den primære og sekundære sundhedssektor, nogle af de sidste autoriteter i vores samfund, selvom også den position er truet eller allerede undermineret af selvbestaltede lægmandseksperter og kvaksalvere på internettet.«

Det er jo nærmest grim prosa, alt for tung, alt for glad for sine egne lange ord og små indskud. Men sådan skratter vor hovedpersons tanker i det store hele afsted i Selvmordstanker kan ikke betale sig. Hvor efterlader det læseren? Ved den konklusion, egentlig, at denne roman, uanset hvor nogenlunde smart og interessant den er i tankerne, aldrig er rigtig god undervejs.

Johan Davidsen: ’Selvmordstanker kan ikke betale sig’. Gyldendal, 192 sider, 200 kroner.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her