Læsetid: 3 min.

Soldaterne dier hos enkerne i Christine Rosenlunds debut

Digte om krig og ødelæggelse
17. januar 2020

En enke står på første side »og venter på dødens morgengave« i debutant Christine Rosenlunds (f. 1966) digtsamling Engang var vinduerne vores. Hun er krigsenke, de øvrige personer i samlingen er flygtninge, soldater, selvmordere, flere enker, eller personerne optræder som jeg, du og vi. Stedet er en unavngiven »ødelagt by«, »de døde soldaters by«, der er meget himmel, mange fugle, meget hvid sne og sort nat. En vinteragtig sommer.

Digtet med enken har to strofer, hun »skriger […] og flyver op« i den første og »falder […] ned i vrimlen af sprogene« i den anden. Hun bevæger sig altså både op og ned, eller orienteringen er generelt forstyrret i disse digte, ligesom der er forvirring af sanseindtrykkene. Almindelig logik er sat ud af spil. Det skyldes krigen, velsagtens.

Der er et før og et efter krigen, som der står i et digt lidt længere henne:

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Kenneth Krabat

Jeg fornemmer, at debuten er blevet anmeldt pga. forlaget, den udkommer på. Og at anmelderen egentlig kritiserer forlæggeren.

Når nu anmelderen er så kritisk indstillet over for GAS, hvorfor ikke anmelde en af de mange andre, der er udkommet på mindre kendte personers forlag - der er nok at tage af: 42 debuter i 2019. 54 i 2018. Eller gemme denne til en bunkeanmeldelse under overskriften: "Hvad digteren og forlæggeren ikke må" eller "Skuffende digte"?

I stedet efterlades jeg mystificeret over, at bogen med anmelderens indgangsvinkel - "hvad man ikke må som digter (underforstået forlægger)" - overhovedet gives spalteplads.