Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Soldaterne dier hos enkerne i Christine Rosenlunds debut

Digte om krig og ødelæggelse
Kultur
17. januar 2020

En enke står på første side »og venter på dødens morgengave« i debutant Christine Rosenlunds (f. 1966) digtsamling Engang var vinduerne vores. Hun er krigsenke, de øvrige personer i samlingen er flygtninge, soldater, selvmordere, flere enker, eller personerne optræder som jeg, du og vi. Stedet er en unavngiven »ødelagt by«, »de døde soldaters by«, der er meget himmel, mange fugle, meget hvid sne og sort nat. En vinteragtig sommer.

Digtet med enken har to strofer, hun »skriger […] og flyver op« i den første og »falder […] ned i vrimlen af sprogene« i den anden. Hun bevæger sig altså både op og ned, eller orienteringen er generelt forstyrret i disse digte, ligesom der er forvirring af sanseindtrykkene. Almindelig logik er sat ud af spil. Det skyldes krigen, velsagtens.

Der er et før og et efter krigen, som der står i et digt lidt længere henne:

»Engang drømte vi om byen
under den blændende himmel
i langsomme busser fra forstaden
nu da krigen er blevet permanent
kigger vi ikke længere op
mod dens sorte sol
vi hører ikke længere fuglenes skrig.«

Citatet er fra samme digt, som titlen, Engang var vinduerne vores, stammer fra, og er karakteristisk for Christine Rosenlunds digte. Hun bruger ’ikke’ flittigt og beskriver dermed ofte, hvad der ikke er og ikke sker i denne krigshærgede by.

For eksempel som i digtet her, hvor vi’et vender opmærksomheden mod noget, man ikke længere er opmærksom på i en ytring som »vi hører ikke længere fuglenes skrig«. Man kan opfatte det som et paradoks eller som et udtryk for, at situationen ses både udefra og indefra. At digtene vil kommunikere.

Metaforer i gas-konstruktioner 

Som digter er Rosenlund glad for metaforer og især metaforer i gas-konstruktioner. Gas er det, man kalder en sammensætning af genitiv-adjektiv-substantiv på mange skrivekurser (underforstået, at den form for konstruktioner skal man være varsom med). 

Men måske har Rosenlund aldrig været på et sådant skrivekursus. Eller også synes hun, det er en åndssvag regel. Eller også har hun tænkt, at når Tove Ditlevsen kan (»Angsten går langt over tankens yderste grænse«) og Lea Marie Løppenthin kan (hendes debut fra 2014, Nervernes adresse, er fyldt med gas), så kan jeg også.

I hvert fald lyder nogle af Rosenlunds sådan her:

»fraværets keramiske beholder« (om en urne), »drømmenes spildte sæd« (»der tager til« og er åbent for fortolkning), »meddelelsens sorte fjer« (relateret til sorg og tab), og så er der digtet »Den faldende erindrings arkitektur«, hvori billedsproget har fået fuld gas.

"Engang var vinduerne vores" af Christine Rosenlund. 

Saxo
Alene i den første strofes seks linjer finder man »beruselsens skyhvide død« (som er en slags mælk, de på én gang euforiske og (selv)destruktive soldater drikker), og »de hvidblomstrende enkers skål« (som soldaterne skåler for). I anden strofe går enkerne og soldaterne sammen »ind i medicinal-/ industriens store hvide bjerg«. Da er det så oveni fjerde gang på otte linjer, at ordet »hvid« optræder.

Og nu er det vist på høje tid, at jeg holder inde med dissektionen og gengiver Rosenlunds poesi i en større helhed. Her kommer de første strofer af digtet, så kan man selv afgøre, om man synes om gassen eller ej:

»Soldaterne dier beruselsens skyhvide død
fra sorte beholdere drikker de
lykke i barerne
de hæver de hvidblomstrende enkers skål
skåler for sneens opstigning på træerne
i junis hvide nætter

Sammen går de ind i medicinal-
industriens store hvide bjer
 det er ikke længere til at høre
hvor man er
eller til at vide om nogen
kommer tilbage fra hvidheden
lyden af blindestokkens spids overdøves
af nedrivningsarbejdet«.

Der er flere ting, jeg prøver at finde rundt i her, men jeg får også et tydeligt indtryk af soldaternes rus og ødelæggelse. I det hele taget af det modsætningsfyldte i situationen. Der er for eksempel noget både sårbart og erotisk ved verbet »dier« om soldaterne. Det er bemærkelsesværdigt, at tiden angives som »juni«, samtidig med at træernes blomstring beskrives med en snemetafor.

Jeg tænker også på, om digtet her og samlingen som sådan med dens krig, død og ødelæggelse hilser på Paul Celans holocaustdigt »Dødsfuga«, som han skrev i 1944-1945? Det gør det måske, men bliver det klarere og bedre af det? Af at man kan hente støtte i Celans sorte mælk og overraskende sprogbilleder? Af at man også i »Dødsfuga« kan blive forvirret over op og ned, når der står, at den store mester fra Tyskland med de blå øjne giver digtets vi »en grav i luften«? Klarere måske, men ikke bedre.

Allermest er jeg mystificeret over Rosenlunds debut. Over sprogbilleder, der ender i det rene ingenting. Som her hvor en hvid blindestok slås an »mod intetheden/ der rejser sig/ med sin store hvide lyd«.

Engang var vinduerne vores. Christine Rosenlund. Digte. Asger Schnacks Forlag. 48 sider. 150 kroner

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Kenneth Krabat

Jeg fornemmer, at debuten er blevet anmeldt pga. forlaget, den udkommer på. Og at anmelderen egentlig kritiserer forlæggeren.

Når nu anmelderen er så kritisk indstillet over for GAS, hvorfor ikke anmelde en af de mange andre, der er udkommet på mindre kendte personers forlag - der er nok at tage af: 42 debuter i 2019. 54 i 2018. Eller gemme denne til en bunkeanmeldelse under overskriften: "Hvad digteren og forlæggeren ikke må" eller "Skuffende digte"?

I stedet efterlades jeg mystificeret over, at bogen med anmelderens indgangsvinkel - "hvad man ikke må som digter (underforstået forlægger)" - overhovedet gives spalteplads.

Kenneth Krabat

Dér fik jeg søreme trykket på "enter" for tidligt.

Kamilla Löfström

hej Kenneth
har du lister over de 42 debuter fra 2019 og de 54 fra 2018? De kunne være spændende at se! KH.