Hvordan ville det føles, hvis tiden pludselig gik i stå? Hvordan ville et menneske have det, hvis en given dag, for eksempel den attende november, bare kom igen og igen? Hvordan ville man mon opleve en fundamental skade på den almindelige fremadskridende tid? Og hvordan ville du have det, hvis – efter et sådant brud på tiden – du selv kunne huske alt, men din elskede intet?
Så store og åbne spørgsmål stiller den tænksomme, æstetisk egensindige Solvej Balle i sin nye originale og tindrende smukke bog, det første bind i en planlagt septologi, hvis anden del vil udkomme senere på året, de følgende i løbet af det næste par år.
Fællestitlen Om udregning af rumfang må kaldes typisk Balle. For er der noget, som har kendetegnet denne på én gang sensitive og spekulative forfatter, må det være hendes konstante dialoger med videnskaben og hendes usvækkede optagethed af kendsgerninger, manifesteret i debutens (romanen Lyrefugl, 1986) robinsonade-agtige skildring af kvinden, som på en øde ø rekonstruerer verden og sin viden om den, og videreført i fortællekredsen Ifølge loven (1993), som fuldt fortjent foreligger på en halv snes fremmede sprog.
Solvej Balle blev i 1990’erne opfattet som tilhørende holdet af usædvanlig synlige og overmåde talentfulde kvindelige forfattere – ud over hende jo Merete Pryds Helle, Naja Marie Aidt, Christina Hesselholdt, Kirsten Hammann, Katrine Marie Guldager og Helle Helle – men samtidig kunne man ikke undgå at lægge mærke til hendes vovemod og egenart.
Skulle man her, nu ved hendes lykkelige og bemærkelsesværdige comeback, sætte ord på hendes særpræg, kunne det for eksempel være: en fænomenologisk, på én gang perciperende og reflekterende tilgang, en antropologisk interesse i udforskning af menneskets væsen, en omfattende kulturhistorisk og lærdomshistorisk orientering samt en karakteristisk sansebåren skrivemåde kombineret med en æstetisk kræsenhed, der muligvis kunne forklare de forholdsvis lange pauser mellem hendes bogudgivelser.
Koncis uhygge og tør intensitet
Med Om udregning af rumfang synes det hele at komme igen, og gudskelov for det. Romanen udgør et fint eksempel på, hvad man kunne kalde spekulativ fiktion, og som vi i forvejen kender fra forfattere som Peter Høeg og Umberto Eco eller (i en periode) fra norske Jan Kjærstad.
Men hos Balle kobles metoden til hendes vidunderligt smidige og ligesom »lyttende« skrift. At læse hende føles som at lade åens vand eller strandens sand glide mellem fingrene, det er som at blive kærtegnet af sproget selv.
Og dette på trods af, at handlingsstoffet denne gang nu ellers kan synes alvorligt og apokalyptisk-dystopisk nok. For kernen i romanen udgøres af dét brud på tiden, som opstår for ægteparret Tara og Thomas Selter, da tiden med ét kommer imellem dem og mentalt anbringer dem i to forskellige verdener.
Normalt handler de fra deres bolig i det nordligste Frankrig med antikvariske bøger, især illustrerede værker fra 1700-tallet inden for astronomi og zoologi. Men under en forretningsrejse til Bordeaux og siden Paris kommer Tara ud for det sælsomme, at verden i løbet af natten vender tilbage til sit udgangspunkt. Den har nemlig forrykket sig med et døgn og kan følgelig genfindes nøjagtig som dagen før.
For Tara bliver dagene herefter kopier af den dag, den attende november, som hun allerede har lagret i sin erindring. Thomas derimod føler absolut ingen genkendelse. For hende er det gentagelse, når hun ser ham som »en våd skygge ved hegnet«, hvorimod alting for ham er nyt.
Hun husker, og han glemmer, hvilket man får sprogligt markeret ved, at hun i sine dagbogsnotater veksler livfuldt mellem præsens og præteritum, hvorimod hans sprog fremstilles som underlig porøst og ligegyldigt, hvortil kommer, at samtalerne mellem dem gives et underligt dødt præg, fordi brug af direkte tale er undladt. De før så nære bliver fjerne, de levende gøres uhyggeligt livløse.
Tematikken vil for nogle være velkendt fra filmen Groundhog Day (’En ny dag truer’, 1993) eller muligvis fra Svend Åge Madsens kierkegaardske thriller Lad tiden gå (1986), men hos Solvej Balle tvistes eksperimentet intelligent til »et rationelt delirium« og »en logisk kværnen«, og decideret provokerende er det for læseren at følge, hvordan Tara efterhånden besættes af ønsket om en verden, hvor tiden går, af sin længsel efter at »finde den dør, der fører ud af den attende november«.
Hvorvidt dette lykkes, skal anmeldelsen ikke røbe, kun at romanens projekt er gennemført med ubønhørlig konsekvens, koncis uhygge og en egen tør intensitet.
Afslutningsvis kan man spørge, hvad det er, der gør en roman som denne eksistentielt så vigtig midt i en tid, hvor såvel politiske som klimamæssige sammenbrud og katastrofer truer. Jo, Om udregning af rumfang går, på sin egen sindige, stilfærdige måde, hen og bliver en forløsende og forsonlig påmindelse om, hvor udsatte vi i grunden er.
Hvordan, spørger Tara sig selv, kan man eller rettere hun, blive så foruroliget over det usandsynlige – når vi nu ved, »at hele vores eksistens hviler på mærkværdigheder og usandsynlige sammentræf«? For det skyldes jo disse mærkværdigheder, at vi overhovedet er her.
»At der er mennesker på det, vi kalder vores planet, at vi kan færdes på en roterende kugle i et umådeligt verdensrum fyldt med ubegribeligt store objekter med dele så små, at tanken slet ikke kan begribe, hvor små og hvor mange de er.« Hvordan går det til, at disse uendeligt små genstande midt i det ubegribeligt store kan holde sammen på sig selv, og at vi kan holde os svævende?
Sådan spørger Solvej Balles roman, som på én gang betegner en tilbagevenden til alt det største og bedste i hendes æstetiske bestræbelser – og et modigt spring fremad, båret af uendelig taknemmelighed ved det at være til i samme tid som vore medmennesker.
Solvej Balle: ’Udregning af rumfang’. Bind 1 (af i alt 7). Forlaget Pelagraf. 160 sider. 248 kroner. Udkommer søndag den 2. februar.
