Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Teaterversion af ’Doppler’ er en bøvet og støvet genudsendelse fra lykkeligere tider

Tiden – og ikke mindst klimakrisen – har indhentet Erlend Loes civilisationshumoristiske roman om manden, der gik i skoven og (næsten) ikke kom hjem. Den overtydelige teaterudgave virker i hvert fald nærmest anakronistisk
Karakteren Doppler fremstår i sin skarpt skårne fremtoning ikke længere som en sympatisk antihelt, men snarere som en forkælet egoist, der forlader sin familie og kone, som kæmper for at holde sammen på familielivet, til fordel for noget uklar selvudvikling. Man forstår ham ganske enkelt ikke.

Karakteren Doppler fremstår i sin skarpt skårne fremtoning ikke længere som en sympatisk antihelt, men snarere som en forkælet egoist, der forlader sin familie og kone, som kæmper for at holde sammen på familielivet, til fordel for noget uklar selvudvikling. Man forstår ham ganske enkelt ikke.

Teater Next

Kultur
21. januar 2020

Nogle gange kommer man bare for sent. Man kan være så heldig, at der ikke er nogen, der lægger mærke til det, men så heldige kan man ikke sige, at de har været hos Teater Next med deres nuværende og akut uaktuelle forestilling Doppler.

Teatergruppen står i øjeblikket står bag opsætningen af den norske forfatter Erlend Loes bestseller Doppler i Prøvehallen i Valby, og i det mindste er direktøren, Christian Bergman, ærlig, når han i programmet erklærer det således:

»Da jeg i foråret 2018 læste Erlend Loes roman Doppler stod det klart for mig, at denne bog var noget helt særligt.«

Ja, det har der været rigtigt mange, der har syntes, siden bogen udkom i 2004, og bogen har virkelig også haft sin storhedstid, men det er ved at være nogle år siden – i hvert fald mere end 10 år siden, vil jeg anslå – at den brede læserskare ikke kunne få nok af denne nordmands eksistentielle naivisme og ganske tilgængelige humor.

Der er naturligvis ikke noget i vejen for at opdage en bog senere end alle mulige andre, sådan er det jo for det meste, og der er da heller ikke noget i vejen for at lave en teateropsætning af en roman, der har små 20 år på bagen. Hvis bogen taler ind i vores tid, hvis man kan bruge romanens tankestof til noget nyt, ja, så er det da aldeles glimrende med en aktualisering af romanen. Spørgsmålet er så i hvor høj grad – og om overhovedet – det her er tilfældet.

Civilisationskritik

For hvad var det, som Erlend Loe dengang italesatte med sin bestseller? Det er der selvfølgelig flere bud på, men grundlæggende handlede det vel om, at hovedpersonen Doppler anlagde en – godt nok blød og humoristisk – civilisationskritik af den måde, hvorpå de fleste mennesker følger den normativt forventede livsbane uden rigtigt at overveje, om man faktisk kunne gøre tingene anderledes og skabe sig sin egen rute i terrænet.

Hovedpersonen Andreas Doppler har just mistet sin far, da han styrter på cyklen og gennem dette fald, hvor han pludselig tvinges til at ligge stille og lytte til skovens ro, ja, pludselig mærker skoven kalde.

Han har fået nok af at være »kompetent«, sådan er det oversat på dansk, i den norske udgave hedder det at være »flink«, hvilket har lidt flere medbetydninger, men vi forstår det godt: Doppler gider ikke længere være en regelret og kompetent medspiller i civilisationens maskineri, så han vender samfundet og familien ryggen og bosætter sig i skoven.

Sådan da. For det viser sig jo efterhånden, at hans teltlejr ligger utroligt tæt på hans og familiens hus, at han en gang om ugen smutter ned og bytter sig til skummetmælk i ICA plus det løse.

Et liv fuldkommen alene i ødemarken, en fuldstændig hengivelse til naturen, forekommer ikke rigtig mulig for det moderne menneske, men derfor kan der jo godt være noget om snakken. Om naturlængslen, om behovet for at genfinde en relation til naturen, og ja, til samfundet – hvor man genopfinder de vilkår, man kan holde ud at leve på.

Museale tilstande

I den forstand forstår jeg godt, hvad direktør Bergman har set i Loes roman: Genforhandlingen af menneskets forhold til naturen og samfundet. Hvilket må siges at være yderst aktuelt i disse år. Der er vel nærmest ikke noget vigtigere end at finde strategier til at afhjælpe klimakrisen, hvilket ikke mindst ligger i de strukturer og måder, som vi organiserer, forbruger og indretter os på i samfundet.

Det mærkelige er så, at der slet ikke, som i slet ikke, er foretaget noget som helst forsøg på at opdatere eller aktualisere Loes roman til vor tid. I dramatiseringen kører instruktøren og direktøren, der står bag, en fuldkommen regelret og kedsommelig kompetent afrapportering fra dele af romanen uden nogen som helst henvisninger til klimakrise, smeltende poler, affaldssortering, flyrejser, nedsætning af kødforbrug – noget som helst!

Dertil har man skåret de nuancerede refleksioner, der i Doppler ikke er mange af, men dog nogle af, næsten væk, så man står tilbage med noget så mærkeligt som en påstået nutidig skildring af en simpel verden, der ikke længere findes. Forestillingen virker i sin undgåelse af de store problemstillinger nærmest museal, i sin humor genuint bøvet og i sit æstetiske udtryk nærmest anakronistisk.

Bøvet verden

Karakteren Doppler fremstår tilmed i sin skarpt skårne fremtoning ikke længere som en sympatisk antihelt, men snarere som en forkælet egoist, der forlader sin familie og kone, som kæmper for at holde sammen på familielivet, til fordel for noget uklar selvudvikling. Man forstår ham ganske enkelt ikke – hans projekt bliver decideret utydeligt, samtidigt med at alle karaktererne karikeres og gøres overtydelige.

Jeg er med på, at Dopplers projekt som udgangspunkt skal virke absurd, og dermed ikke umiddelbart indlysende, men man fornemmer i romanen trods alt, at det, der er på spil, handler om en tilbagevenden til naturen. Ikke engang dét får jeg her en reel fornemmelse af.

Romanens grundtemaer, natur og civilisationskritik, kunne sagtens have bragt Doppler ind i vores tid, hvis de var blevet udviklet og gentænkt. Men som de står nu – uberørte – falder det igennem. Doppler af Teater Next bliver en ufrivilligt trist forestilling om, hvordan simpel og bøvet verden kunne se ud, før vi for alvor fik øje på klimakrisen.

’Doppler’. Efter Erlend Loes roman af samme navn. Teater Next i Prøvehallen i København. Medvirkende: Peter Zandersen, Josephine Raahauge, Peder Holm Johansen. Instruktion: Michael Slebsager. Manuskript: Michael Slebsager og Christian Bergman. Spiller frem til 25. januar.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Ja der var mange huller i den ost