Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

’The Cave’ knuser vores tro på menneskeheden og rejser et nyt håb for den

Dokumentarfilmen ’The Cave’ fortæller historien om desperat kæmpende læger i den syriske by al-Ghoutas undergrund. Den er medrivende og filmisk muskuløs, ja, ofte overvældende
I ’The Cave’ følger vi dr. Amani Ballour i hendes kamp for at redde så mange menneskeliv som muligt i byen al-Ghouta.

I ’The Cave’ følger vi dr. Amani Ballour i hendes kamp for at redde så mange menneskeliv som muligt i byen al-Ghouta.

National Geographic

Kultur
9. januar 2020

»Ingen kan forestille sig det, vi har oplevet,« siger syriske dr. Amani Ballour i slutningen af den danskproducerede dokumentarfilm The Cave. Og det har hun selvfølgelig ret i.

Ikke desto mindre kan vi gøre et forsøg som medmennesker med anlæg for næstekærlighed, og Feras Fayyads rystende og fabelagtige dokumentarfilm giver os et skarpt værktøj til at forstå det uforståelige: krigens gru. Denne rundhåndede og i Syriens tilfælde topstyrede, men alligevel kaotisk spredte død.

Den dybt nødvendige kortlægning af krigens vanvid er set før og vil blive set igen. Men syriske Fayads film er alligevel gjort af et særligt stof.

Vævet af både mareridt og håb – nådesløst realistisk og filmisk gribende. Stærkt struktureret, musikalsk smuk (britiske Matthew Herbert står for et dramatisk og emotionelt soundtrack), lydligt brutal (bombeflyene, bomberne, raketterne, skrigene), undervejs benådet med nogle flotte kamerature, ikke mindst da vi glider fra et raketinferno på overfladen og ned gennem ruinerne, ned i undergrunden.

Resultatet af vanviddet

Dokumentarfilmens titel er også navnet på det hospital, der gemmer sig nede i det stadig voksende netværk af tunneler og sikkerhedsrum, der forgrener sig under byen al-Ghouta. Byen er under belejring af regeringsvenlige styrker og udsættes for heftige bombardementer fra luften og fra raketbatterier ved fronten. Det er en i alt fem år lang belejring, en af de længste i nyere tid.

Vi følger dr. Amani Ballour, leder af hospitalet, og hendes underordnede i kampen for at redde så mange menneskeliv som muligt under kummerlige kår. Elektriciteten svigter, hospitalet bombes, maden og medicinen slipper op.

Altså er vi inde i skadebehandlingens epicentrum, dér hvor de uskyldige ofre for krig samles. Resultatet af vanviddet. Dér hvor de civile tab og helt igennem urimelige konsekvenser af krig paraderes. De døde og døende og sårede bæres ind i flodbølger. Forældre, der har mistet deres børn. Børn, der har mistet deres forældre.

Smil i synet på al gruen

Dr. Amani er en gribende hovedperson. På lydsiden fortæller hun, at hun blev læge, fordi hun ønskede at identificere verdens problemer og gøre noget ved dem – og dermed også hjælpe sig selv.

»Mit job giver mig afløb for min vrede,« fortæller hun.

Hun kæmper ikke kun mod død og ødelæggelse, men også mod forstokkede traditioner. På hospitalet mod mandlige pårørende, der ikke kan acceptere hende som leder af hospitalet grundet hendes køn. Og på sygebesøg hos kvinder med underernærede børn. Deres mænd vil ikke lade kvinderne arbejde uden for hjemmet.

»De tager det, de vil, fra religionen,« siger hun rasende i bilen på vej tilbage.

Det er ikke den eneste gang, hun raser.

»Fanden tage dig, Bashar,« lyder det også med henvisning til den syriske præsident. Og: »Må Gud knuse russerne.«

Hendes omgang med de sårede børn udarter sig i umuligt fine og rørende scener. Hvordan hun kontant henter splinter ud af halsen på ét barn og med et andet taler om livet og fremtiden, mens hun stryger barnet over håret.

»Vi vil være vigtige,« siger hun til pigen. Gøre en forskel.

Hun spørger en anden pige om hendes forældre. Faderen er blevet dræbt af en bilbombe, fortæller barnet, mens hun smiler stille.

Også andre smiler i synet på al gruen.

»De bomber os helt sikkert igen,« lyder det for eksempel fra Samaher, mens hun smiler bredt.

De er de stærke

Samaher, der er sygeplejerske, er en anden central figur i dokumentarfilmen. Et livstykke med hukommelsestab, som vasker kirurgiske instrumenter og laver mad i hospitalets mest bombetruede rum. Og der er dr. Amanis kollega, dr. Salim, som altid opererer til lyden af klassisk musik.

Alle tre bukker de før eller siden under for det absurde pres på hospitalet, ikke mindst efter et kemisk angreb.

Der er gået hul på vores menneskelighed, og den fosser ud i brændpunkter som Syrien. Men der er folk, der lapper på den. For hver bombe, der kastes, for hver ny lidelse, de må opgive at dulme, stråler dr. Amani, Samaher og dr. Salims offervillighed klarere.

De er de stærke, uanset hvor udsatte og magtesløse de er. For de kæmper med stadig svindende midler mod en komfortabel overmagt.

Knuser tro, rejser håb

Som en absurd krølle på historien om The Cave så er instruktøren Ferras Fayyad – der blev Oscarnomineret for dokumentarfilmen De sidste mænd i Aleppo og sandsynligvis bliver det igen for The Cave – blevet nægtet indrejse i USA. Her skulle han have bestredet en jurypost på Sundance Film Festivalen. Så manden, der kritiserer det regime, som amerikanerne er i opposition til, kan altså ikke komme ind i USA.

The Cave tilbyder også perspektiv. Uden at røbe noget afgørende, kan jeg fortælle, at den sidste scene indledes på bunden af Middelhavet. Her ligger vragrester af desperate flygtninges både. Dem, der blandt andet flygtede fra det helvede, vi netop har set dokumenteret.

Det er værd at tænke på i en tid, hvor vores nye regering ikke ligefrem viser sig fra sin mest næstekærlige side – om det så gælder fremmedkrigeres uskyldige børn eller de allersvageste kvoteflygtninges ret til permanent ophold her i velfærdsstaten.

The Cave er en sjældent vellykket, sindsoprivende dokumentar. Den er æstetisk muskuløs, ja, ofte overvældende. Der er vovemod og indføling i kameraarbejdet. Der er tempo i fortællingen, og den har et stærkt og medrivende narrativ med intense karakterer, der gennemlever tåretrækkende dramatiske forløb.

Men det mest forunderlige ved The Cave er, at den knuser vores tro på menneskeheden og i samme bevægelse rejser et nyt håb for den.

'The Cave' – Instruktion: Ferras Fayyad. Manuskript: Alisar Hassan og Ferras Fayyad. Fotografi: Muhammed Khamir Al Shami, Ammar Suleiman og Mohammed Eyad. Længde: 102 minutter. Biografer landet over.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Se den!