Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Tine Høegs forbudte kærlighed i toget hænger smukt sammen som teater

Tine Høegs korte digtroman ’Nye rejsende’ har fået repremiere på Det Kongelige Teater og er som skabt til den sceniske fremstilling. Enkel. Fragmentarisk. Velfungerende
Sicilia Gadborg Høegh leverer som gymansielærer og hemmelig elsker en overbevisende præstation i den forholdsvis komplicerede monolog, der bygger på Tine Høegs ’Nye rejsende’.

Sicilia Gadborg Høegh leverer som gymansielærer og hemmelig elsker en overbevisende præstation i den forholdsvis komplicerede monolog, der bygger på Tine Høegs ’Nye rejsende’.

Camilla Winther

Kultur
29. januar 2020

Forestillingen havde faktisk urpremiere allerede i efteråret under KGL DANSK-konceptet, der afprøver ny dansk dramatik, men da spillede den kun ganske kort. Nu er teaterversionen af Tine Høegs debutroman, som vandt Bogforums debutantpris i 2017, tilbage på Lille Scene i Skuespilhuset med Sicilia Gadborg Høegh for fuld udblæsning.

Hun gør det virkelig godt i den forholdsvis komplicerede monolog. Hun er følsom, usikker, tålmodig, sexet og vred på skift i takt med tekstens hurtige udsving. Men hun holder energien oppe fra start til slut, og det er i sig selv lidt af en præstation.

Nye rejsende er en historie om et kærlighedsforhold. Fortalt i brudstykker af en ung kvinde, der – på vej til sin allerførste arbejdsdag som gymnasielærer i Næstved – møder en mand i toget. En gift mand, der er ti år ældre end hun og far til en lille pige.

De to indleder et forhold i pendlertoget mellem København og Næstved. En intens kærlighedshistorie bestående af hemmelige stævnemøder med sex på togtoiletter, i redskabsskure, parker og i hendes lejlighed. Alt sammen fortalt af og set igennem hendes øjne.

Kontraster og skarp lyssætning

Johan Sarauw har i sin instruktion fokuseret på det helt enkle. Og det er velvalgt. Scenerummet er bart. Kun en stor, grøn skoletavle på hjul og et fritstående kateder har Sicilia Gadborg Høegh til sin rådighed. Et kateder, som hun rykker rundt, vipper omkring og med overbevisning forvandler til alt fra sofa til bardisk. For ikke at tale om skufferne, der kan gøre det ud for både et 700-sider langt pædagogisk opslagsværk og en computer.

Illusionerne hjælpes godt på vej af Svend Bergstrands skarpe lyssætning, der skifter lige så brat som fortællerens humør og stemning. Gadborg Høegh sætter sig på gulvet med en skuffe i skødet. Rummet omkring hende bliver mørkt bortset fra et blåligt lysskær, der oplyser hendes ansigt. Med den ene hånd scroller hun, som holdt hun en computermus, alt imens hun beskriver de billeder af elskeren og hans kone, som hun piner sig selv med at se på Facebook.

Selvpineriet er en væsentlig del af Nye rejsende. »Jeg prøver at lade være med at tænke på din kones nøgne krop.« Forholdet er ikke ligebyrdigt. For Gadborg Høeghs fortæller er den opsøgende, den forelskede. Hun er den anden kvinde, der kontant får besked på, at hun må vente på at høre fra ham. »Du kan ikke skrive til mig. Jeg skriver til dig.«

Indimellem bruger Gadborg Høegh den store tavle til at angive, hvilken måned den igangværende del af fortællingen foregår i. Først med store, smukt svungne bogstaver i august og september, hvor affæren er ny og spændende. Så hurtigt og sjusket i oktober, hvor nyhedens interesse er aftagende. Og igen med både schwung og hjerter i november og december, hvor håbet om at tage forholdet til et mere officielt niveau spirer frem.

Hvert af hendes skriblerier på tavlen ledsages af Simon Brincks melodisk klimprende guitarmusik, som skaber en effektfuld kontrast til den skurrende – til tider hvinende – lyd af kridt mod tavle.

Stemningen rykkes fra bog til scene

Tine Høegs fortælling er befriende uprætentiøs læsning, og denne stemning følger teksten ind på scenen. Publikum skiftevis morer sig og er stille på de rigtige tidspunkter. Vi følger de hurtige sceneskift og føler med Gadborg Høegh.

Hun formår at se så sårbar ud, som hun står der helt alene midt på den mørke scene kun omkranset af et enkelt spot. Hun formår at være vild, løssluppen og beruset til gymnasiets gallafest, hvor hun forsøger at glemme sin egen usikkerhed og frustration over det umulige forhold. Og hun er påtaget pædagogisk og stift smilende, når hun står bag katederet som underviser for de gymnasieelever, der faktisk ikke er så meget yngre end hun selv, og derfor prikker til hendes usikkerhed ved at bruge ukendte ord som »kontrapunktisk«.

Gadborg Høegh rummer det hele. Alle de mange sider, som udgør et menneske. Hun bliver personificeringen af fortælleren i Tine Høegs roman. Resultatet er ikke en forestilling, der tager sit publikum med på en overvældende følelsesmæssig rejse, men der vil på den anden side næppe være nogen iblandt, der ikke kan genkende sig selv i blot nogle af de følelser, den unge kvinde gennemgår.

Johan Sarauw bevarer i sin iscenesættelse bogens rytme, men tilføjer på samme tid et nyt, meget fysisk lag til fortællingen.

Rytmiske, næsten melodiske ordrækker som »Sæd. Blod. Sommerregn« og »Sengen. Toget. Katederet« klinger overraskende naturligt i munden på Gadborg Høegh. Og selvom der ingen logisk sammenhæng er mellem de forskellige dele af historien, der brat skifter fra en beskrivelse af sex til besvarelse af et spørgsmål fra en af eleverne, så hænger det hele alligevel smukt sammen.

’Nye rejsende’. Romanforlæg: Tine Høeg. Iscenesættelse: Johan Sarauw. Komponist: Simon Brinck. Lys: Svend Bergstrand. Med: Sicilia Gadborg Høegh. Spiller på Det Kongelige Teater, Skuespilhuset til den 21. februar

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her