Læsetid: 4 min.

Træsnitteren Ester Fleckners suveræne stedfortrædersprog burde optages i ordbogen

Ester Fleckners træsnitsværker er ‘skrevet’ i et computerkodeagtigt og sagte sprog. Til gengæld udtrykker de sig bedre om kroppes forskelligheder end alle verdens bøger tilsammen
Den danske billedkunstner Ester Fleckner (f. 1983) er aktuel med 23 nye værker, som lige nu udstilles på Avlskarl Gallery i Indre København. Det er vibrerende, blå, næsten ens træsnit, der flugter med lange, hvide vægge.

Den danske billedkunstner Ester Fleckner (f. 1983) er aktuel med 23 nye værker, som lige nu udstilles på Avlskarl Gallery i Indre København. Det er vibrerende, blå, næsten ens træsnit, der flugter med lange, hvide vægge.

Torben Eskerod

3. januar 2020

Hvis du lader være med at fokusere blikket, ligner det computerkoder fra 80’erne, der flimrer hen over en blå skærm. Men stiller du skarpt og går helt tæt på, står lange rækker af små, hvide kvadrater frem. Skrånende, fordoblede og forskudte.

Den danske billedkunstner Ester Fleckner (f. 1983) er aktuel med 23 nye værker, som lige nu udstilles på Avlskarl Gallery i Indre København. Det er vibrerende, blå, næsten ens træsnit, der flugter med lange, hvide vægge under titlen Woodbeds, brimming.

Ved synet får jeg spontant lyst til at udbryde: »Åh, hvilken herlig nat!«

For med værkernes titel kan man jo nærmest høre træsengene – the woodbeds – knirke i mørket.

Det handler om træ, ja, og om senge, der sprudler eller flyder over. Men som det altid er med Ester Fleckners værker, ligger der komplekse spørgsmål gemt under det tyste ydre og titlernes poetiske pegefingre. Spørgsmål som: Hvordan sætter vi sprog på vores kroppe, køn og identiteter? Hvad vil det sige at have en queer krop? Og hvordan kan kroppe tale?

Et nyt forståelsespapir

Ester Fleckner er uddannet fra Det Kgl. Kunstakademi og har suppleret med kønsstudier på Goldsmiths, University of London. Siden hun dimitterede i 2013 med værkserien Clit-dick Register – et åbent register over klitorisser og pikkes former og størrelser, skildret med bløde u’er – har hun gang på gang markeret sig med sine træsnittede perspektiver på krops- og kønskategorier.

Egentlig udspringer hendes værker fra en erkendelse af, at erfaringer med krop og køn er noget nært umuligt at indkapsle. De er en slags kaotisk viden, som det verbale og skriftlige sprog ikke yder rum for at optage og formulere nuanceret.

Derfor forsøger hun at skabe et supplerende sprog – et visuelt vokabular for kroppen, som bedre kan rumme alle de svære og anderledes kød og blod-erfaringer, der ligger her.

Selv kalder hun sine værker for tekster, og med den aktuelle udstilling hos Avlskarl føjer hun yderligere 23 sider til sit skriv: ni værker med firkanter, syv med trekanter og syv med femkanter i lange vand- og lodrette rækker.

Torben Eskerod
De små, hvide geometrier hælder til hver deres side, nogle ligger oven i hinanden, andre er hoppet ud af de tilsyneladende stringente geledder – nogle helt ud i papirets hvide margin, hvor Fleckner med blyant har tilføjet ekstra i hånden.

De blå ‘træsenge’ flyder bogstaveligt talt over af skæve og afvigende tre-, fir- og femkanter. De kan opleves som symboler på sexakter, der består af flere personer end de traditionelle to. Trekanten som det kvindelige kønsorgan. Og de mange fordoblinger: Er de et symbol på transkønnethed eller tvekønnethed?

Der er ingen svar hos Ester Fleckner. Kun insinueringer og spørgsmål. Hvordan ser en krop ud? Hvordan føles et begær? Seksualitet?

Veludviklet vokabular

Motiverne har hun med kraft og koncentration skåret ud i krydsfinér, sværtet til med blå farve og overført til tykt papir i en manuel presse. Det kan ikke blive mere analogt end det.

Træsnit er den ældste grafiske metode, der findes. Den er utroligt tidskrævende og et hårdt fysisk arbejde. Og så er den en ‘farlig’ teknik, i den forstand at fejl let opstår.

Men ‘fejlene’ er netop centrale for Ester Fleckner. Hun nærmest ‘skriver’ med fejl, mønsterbrud og variationer. Og illustrerer dermed, at det flydende og komplicerede, som er vores seksualitet og identitet, ikke kan siges eller skrives med faste kategorier og klassifikationer, men med alle mulige afvigelser og aldrig afsluttede systemer.

Og heldigvis formår hun fortsat at udvikle og udfordre sit eget ‘skriftsprog’. Værkerne på Avlskarl Gallery er endnu mere minimalistiske og mere hviskende end hendes tidligere.

Førhen har hun arbejdet med at akkompagnere sit visuelle træsnitsprog med det skriftlige, altid med blyant direkte på det grafiske tryk. I marginen har hun i tidligere værker noteret små poetiske noter a la »words can be common, words can be mutual« eller »part time woman, part time drag«.

Torben Eskerod
I Woodbeds, brimming er der ingen skriftlige noter i marginerne længere, kun de samme små geometrier. Fleckners sprog strammer altså til her og bliver endnu mere visuelt, mere kodeagtigt, men for så vidt også mere rummende og endnu mere sensitivt over for kroppene, kønnene, identiteterne.

Jeg synes, Fleckner her har fundet den perfekte balance mellem at sige for lidt og at sige for meget. Alt er åbent og alligevel rammesat med den trækasse, vi kalder en seng.

Fleckner afliver det skrevne ord helt og aldeles og giver os i stedet et stedfortrædersprog, der er lige så kaotisk som virkeligheden. Lige så varieret som vores kroppe, der kan bue og skråne i alle mulige retninger, være lange, korte, afrundede, kantede, enkønnede, tvekønnede, med eller uden hår, af hud eller af plastik, begærende og aseksuelle.

Det lyder så banalt med ord, men med Ester Fleckners fine, sensitive sprog er det meget nøjagtigt: Vi har alle sammen en krop. Vi har alle sammen et driftsliv. Vi er alle i samme seng. Vi er bare forskellige.

Ester Fleckner: ’Woodbeds, brimming’, Avlskarl Gallery, til og med 24. januar 2020.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu