Læsetid: 5 min.

Ursula Andkjær Olsens nye digtsamling er alvorstung og messende, den gider ikke mere pis

I Ursula Andkjær Olsens nye sorgfulde, besværgende digtsamling angribes verden på én gang nøgternt og mysticistisk med en insisteren på, at alt i kosmos hænger sammen. Det er tungt og godt
I Ursula Andkjær Olsens nye sorgfulde, besværgende digtsamling angribes verden på én gang nøgternt og mysticistisk med en insisteren på, at alt i kosmos hænger sammen. Det er tungt og godt

Jesse Jacob

31. januar 2020

Det er noget af en transformerende rejse, som digteren Ursula Andkjær Olsen har foretaget sig fra sine tidlige lyriske værker frem til, hvor hun står i dag med sin nye digtsamling Mit smykkeskrin. Hvis man ikke vidste bedre, kunne man tro, at der var tale om to forskellige digtere, så ulig er stemmerne. I hvert fald hvis vi sammenligner stemmerne fra debuten Lulus sange og taler fra 2000 og gennembruddet med Ægteskabet mellem vejen og udvejen (2005) med de, der optræder i Det 3. årtusindes hjerte (2012), Udgående fartøj (2015), Krisehæfterne (2017) og nu altså Mit Smykkeskrin.

I begyndelsen af forfatterskabet var stemmerne muntre og legende, ja, måske var de nærmest lidt kække i deres demokratiske tilgang til materialevalget – alt kan være stof til et digt! – hvilket også er sandt nok. Der var tale om lyse, polyfone stemmer med en let gang på jord.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Bjarne Toft Sørensen

En kommentar til:
”Ja, det er en slags kosmologisk eller et ontologisk regnestykke, læseren bliver præsenteret for:”.

Jeg er enig, men derfor er det også vigtigt for forståelsen af digtsamlingen, hvilket kosmologisk eller ontologisk perspektiv, der anlægges fra kritikerens side.

Mellemrubrikken ”Kan man forvise sine følelser til universet?” bliver på den baggrund misvisende, for ”følelserne er ikke mine men universets” må forstås begge veje, ikke kun som noget, der bliver ”forvist” til universet, men noget der også, i en vis forstand, bliver til skabelse af universet.

Tilgangen til forståelsen bliver i sammenhængen langt mere givende, hvis perspektivet netop er procesmetafysisk og ikke psykologisk. Det bliver dermed også et spørgsmål om væren tænkt som skabelse og tilblivelse, og bl.a. digtning som skabelse og tilblivelse.

Selv om man ikke længere kan skabe børn, er der andet, man kan skabe.

Jeg er til gengæld meget enig med kritikeren i følgende:
”Det er noget af en transformerende rejse, som digteren Ursula Andkjær Olsen har foretaget sig fra sine tidlige lyriske værker frem til, hvor hun står i dag med sin nye digtsamling Mit smykkeskrin”.