Anmeldelse
Læsetid: 5 min.

Ursula Andkjær Olsens nye digtsamling er alvorstung og messende, den gider ikke mere pis

I Ursula Andkjær Olsens nye sorgfulde, besværgende digtsamling angribes verden på én gang nøgternt og mysticistisk med en insisteren på, at alt i kosmos hænger sammen. Det er tungt og godt
Kultur
31. januar 2020
I Ursula Andkjær Olsens nye sorgfulde, besværgende digtsamling angribes verden på én gang nøgternt og mysticistisk med en insisteren på, at alt i kosmos hænger sammen. Det er tungt og godt

Jesse Jacob

Det er noget af en transformerende rejse, som digteren Ursula Andkjær Olsen har foretaget sig fra sine tidlige lyriske værker frem til, hvor hun står i dag med sin nye digtsamling Mit smykkeskrin. Hvis man ikke vidste bedre, kunne man tro, at der var tale om to forskellige digtere, så ulig er stemmerne. I hvert fald hvis vi sammenligner stemmerne fra debuten Lulus sange og taler fra 2000 og gennembruddet med Ægteskabet mellem vejen og udvejen (2005) med de, der optræder i Det 3. årtusindes hjerte (2012), Udgående fartøj (2015), Krisehæfterne (2017) og nu altså Mit Smykkeskrin.

I begyndelsen af forfatterskabet var stemmerne muntre og legende, ja, måske var de nærmest lidt kække i deres demokratiske tilgang til materialevalget – alt kan være stof til et digt! – hvilket også er sandt nok. Der var tale om lyse, polyfone stemmer med en let gang på jord.

Ursula Andkjær Olsen: ’Mit smykkeskrin’.

Saxo
Sådan er det ikke længere. Nu er skridtene blevet tungere, og læseren behøver ikke vende sig om for at ane de mørke skygger. Og stemmerne? Ja, de har vel nærmest samlet sig og er blevet til én stemme, som er gået i en slags rituel overgang.

Røsten vender sig nu mod verdensrummet og er blevet dybere, mere alvorstung og messende, den gider ikke mere pis. Den gider ikke løfte stemningen, please nogen eller muntre selskabet (læseren) op. Skiftet i forfatterskabet er til at tage og føle på.

Mit Smykkeskrin befinder sig ligeledes i en slags skumring under fuldmånen, hvor motiverne, udsagnene, brudstykkerne og de fortællende passager har en nøgtern anelsesfuldhed over sig.

Digtene i Mit smykkeskrin er ikke direkte og let tilgængelige, ikke fordi de er decideret svære at læse, men meget i værket er abstrakt og kræver noget af sin læser. Mit smykkeskrin er en udfordrende digtsamling, der dog vokser betydeligt med (gen-)læsningen og som i dybde, kraft og smertelig skønhed er det hele værd.

Kroppen som smykkeskrin

Der er en række forskellige motiver, overordnede linjer og fortællinger på spil i Mit smykkeskrin, og hvorfor ikke tage de mest abstrakte og overordnede dele først, det er nemlig her, hele den poetiske verden udspringer – ja – på den måde har Mit smykkeskrin noget kosmogonisk over sig, altså læren om verdens oprindelse.

I værkets titelafsnit, Mit smykkeskrin, bliver det nemlig tydeligt, at det især er kroppen, der tænkes som smykkeskrin. Det lyder:

»mine perler af sved
kranse af lånte materialer
kroner af lånte materialer
ringe af lånte materialer«.

Og videre:

»fødekæderne
sørgekæderne
jagtkæderne
beskyttelseskæderne« og frem til »perlemor/ingenmor«.

Kroppen hænger sammen med verden, kroppen låner materialer eller atomer fra verden, den ene del af kroppen distribuerer mælk til en anden lille krop, og denne tanke og udveksling af materialer gennem kropslige eller konkrete fysiske kanaler og veje (»betalingsvejene, betydningsvejene, kærlighedsvejene«) løber igennem digtsamlingen.

Det bliver en anden måde at tænke økonomi på, hvor alt – det være sig kærlighed, omsorg eller vrede – kan anses som gaver, gæld, værdipapirer eller som det hedder sig »uendelig energi lånt fra fremtiden«. Ja, det er en slags kosmologisk eller et ontologisk regnestykke, læseren bliver præsenteret for:

»mit store, urene hjerte
at der er så meget ved det
som ikke er mig
de lånte materialer
gældens præcision
gældens stadig større forgrenethed«.

Det kan lyde som en sært abstrakt og svært forståelig teori, men som digtsamlingen udfolder sig, bliver det på mange måder også en konkret og smuk teori om, at alting i denne verden hænger sammen – og at man ikke kan isolere sig som hverken individ eller atom. At hjertesorg er plantet dér på grund af sammenhæng med andre væsner, at ensomhed sidder i knoglerne, fordi man mangler et andet væsen.

På siderne i Mit smykkeskrin fyger det med celler, ingenting, alting og stoffer. Læseren er på en betalingsvej mod stjernerne, de fire elementer ild, jord, luft og vand påkaldes i en række forskellige sammenhænge, hvor der er en sitrende hekset vibe (»duemælk, ravnemælk«) ikke mindst i myternes stedvise opdukken – som Thor, der drikker af Udgårdslokes drikkehorn eller bare »myten er bagsiden af medaljen/ som mennesket er forsiden af«. Så smukt kan det jo siges.

Kan man forvise sine følelser til universet?

Indimellem sker der også noget dybt interessant – ikke mindst psykologisk – i denne dybest set radikale opløsning af grænser mellem jeg og verden – som denne økonomiske relationelle teori indvarsler: På side 88 står der eksempelvis:

»følelserne er ikke mine
men universets«.

Hvad sker der lige dér? Kan man virkelig forskyde sine egne følelser, nægte at tage ejerskab over dem og forvise dem til universet? Så abstrakt tror jeg næppe, at følelseslivet kan operere, men det giver en spændende – og sjovt nok mere konkret – åbning til digtsamlingen. For jeget i Mit smykkeskrin har løbende en masse sorg og smerte at bearbejde – og ville det ikke være belejligt, hvis disse følelser kunne udliciteres til Mars? Hvem ønsker ikke indimellem det?

Fra begyndelsen hænger dødens skygge over digtsamlingen. På et helt konkret plan. På første side hører læseren om en moders død, jegets mor, og denne tilintetgørelse af den verden – og livmor – som jeget udspringer af, skaber en række ringe i vandet.

Jegets eget moderskab behandles og ikke mindst udløbsdatoen for moderskabet, idet jeget ikke længere kan få børn. Dette er nogle af de allermest smukke og hjerteskærende passager i digtsamlingen, når digteren skriver om de tomme og døde æg:

»som universets begyndelse
i den tomme sal
under hjertet
et big bang der ikke lykkes
der ikke vil lykkes«.

HULK. Livmoren som den tomme sal under hjertet! Det er faktisk slet ikke til at bære. Ligesom det heller ikke er til at bære, når jeget fortæller om længslen efter – som ulven i Rødhætte – at fylde maven med sten for dog ikke at mærke tomrummet.

Således er smykkerne i Mit smykkeskrin langt fra noget, man altid ønsker sig at bære, det er i den grad også sorgens smykker. Sådan er det også her, hvor det forbandede menstruationsblod tilmed også ved sit endelige ophør ikke bliver en befrielse – men derimod markeringen af en anden type forbandelse; nemlig den, at man ikke længere kan skabe liv:

»jeg bløder blodet
men det er usynligt nu
jeg vil pynte mig med lånt blod
fra nu af pynter jeg mig
med lånt blod«.

Suk, suk, suk – og tak! For sådan er denne digtsamling bare, et smykkeskrin med skinnende, dyrebart mørke:

»når jeg zoomer ind ser jeg
et sort optog hen over håndleddet
jeg ser og ser og
det er bare livet«.

Ursula Andkjær Olsen: ’Mit smykkeskrin’. Gyldendal. 244 sider. 250 kroner.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Bjarne Toft Sørensen

En kommentar til:
”Ja, det er en slags kosmologisk eller et ontologisk regnestykke, læseren bliver præsenteret for:”.

Jeg er enig, men derfor er det også vigtigt for forståelsen af digtsamlingen, hvilket kosmologisk eller ontologisk perspektiv, der anlægges fra kritikerens side.

Mellemrubrikken ”Kan man forvise sine følelser til universet?” bliver på den baggrund misvisende, for ”følelserne er ikke mine men universets” må forstås begge veje, ikke kun som noget, der bliver ”forvist” til universet, men noget der også, i en vis forstand, bliver til skabelse af universet.

Tilgangen til forståelsen bliver i sammenhængen langt mere givende, hvis perspektivet netop er procesmetafysisk og ikke psykologisk. Det bliver dermed også et spørgsmål om væren tænkt som skabelse og tilblivelse, og bl.a. digtning som skabelse og tilblivelse.

Selv om man ikke længere kan skabe børn, er der andet, man kan skabe.

Jeg er til gengæld meget enig med kritikeren i følgende:
”Det er noget af en transformerende rejse, som digteren Ursula Andkjær Olsen har foretaget sig fra sine tidlige lyriske værker frem til, hvor hun står i dag med sin nye digtsamling Mit smykkeskrin”.