Det vilde ved ’Noia’ er, hvor hurtigt ekstatisk intimitet slår over i ensomhed

Det er næsten for oplagt, da de to bedsteveninder og hovedpersoner i DR 3’s nye serie Noia finder bogen The Ballad of Sexual Dependency af den amerikanske fotograf Nan Goldin frem. Goldins intime portrætter af venner og elskere badet i blåligt, gulligt og rødligt lys engang i 80’ernes New York minder bemærkelsesværdigt meget om seriens egen skildring af et ømt, vildt og sårbart fællesskab.

Nadja (Frederikke Dahl Hansen) og Bess (Eja Penelope Roepstorff) er nogle unge normkritiske og hårdt festende queertyper, der bruger nætterne og morgenerne på at høre techno og tage stoffer og dagene på at splatte ud i Bess’ lejlighed sammen med vennerne Andrea (Ezra Shami) og Sebastian (Anton Nikolaj Hjejle Øberg).

Nadja og Bess sidder sammenslynget i en lænestol og bladrer i bogen, hvis titel næsten kunne fungere som en undertitel på serien. Noia handler lige præcis om balladen ved afhængighed.

‘Hele Fyn til dig og mig’

I en af de første scener står Nadja og Bess på toilettet til en fest og er helt kulrede og opslugte af hinanden. Nadja har lige klippet to store runde huller i Bess’ bukser, så man kan se hendes hvide baller lyse op. En fremmed kvinde spørger dem, om de er kærester. Nadja gør sig hård i ansigtet og siger: 

»Hvis kærester er sådan noget med at bolle og være monogame, så nej.«

Bess er mere kategorisk: »Nej. Vi er ikke kærester.«

Den fremmede kvinde har ret, da hun siger, at »det ligner det«.

Både i festscenerne (der næsten udgør halvdelen af serien) og tømmermændscenerne (der næsten udgør den anden halvdel) er den kropslige nærhed mellem Nadja og Bess tydelig. De holder hinandens ansigter, mens de danser, og læner sig dovent og trygt ind over hinanden, når de slapper af. De aftaler at flytte til Berlin, til Georgien, til hvor som helst. 

»Jeg er ligeglad med, hvor jeg er, bare jeg er sammen med dig,« siger den ene, mens de sidder i et badekar og forsvinder i hinandens øjne. Den anden foreslår at købe en ø, som de to kan have helt for sig selv. For eksempel Fyn: »Hele Fyn til dig og mig.« Sådan er stemningen i Noia. En del af tiden.

Sagen er nemlig, at Nadja læner sig lidt mere op ad Bess, end Bess læner sig op ad Nadja. Det bliver tydeligt, da Bess så småt forelsker sig og flytter sit fokus fra Nadja. Nadja læner sig også længere ud over kanten, når de og deres festslæng ud på morgenen driver rundt på byens forskellige tage, og hun læner sig længere ind i rusen. Det er ikke helt godt. 

Vild ensomhed

Noia er Camilla Ramonns instruktørdebut og et dejligt bidrag til dansk tv-dramatik. Mens DR’s prominente søndagsserier i disse år har tendens til at drukne i forceret plotmekanik og utroværdige, hvis ikke decideret klichéprægede karakterer, og TV 2 mere og mere konsekvent holder sig til kitschede periodedramaer, sker der noget fint i ungdomsserierne. Her står relationerne mere centralt og bliver udforsket i scener, der ikke bare føjer en brik til plottet, men har deres egen uforudsigelige dynamik.

Ikke at Noia er præget af den helt store forudsigelighed i de fire af seriens otte afsnit, jeg indtil videre har set: Nadja nærmer sig de andre, distancerer sig fra dem eller mærker dem trække sig, og så nærmer de sig igen. Men det føles både friskt og hjerteskærende at se på en ekstatisk form for intimitet, der når som helst kan slå over i vild ensomhed. 

Det visuelle udtryk er gennemført og tydeligvis med til at fortælle historien. Lige fra Nadja og Bess’ venindehårfarve (en hidsig orange) til det næsten uigenkendeligt 80’er-agtige København, de lever i, med graffitimalede kælderrum og ferskenfarvede vægge prydet med tørrede blomsterbuketter.

Ligesom i Nan Goldins bog er det et portræt af udsatte mennesker, der befinder sig sådan lidt på afstand af samfundet med dets tandhjul og faste mødetider.

Nadja udvikler jævnfør titlen en slem paranoia. I serien manifesterer anfaldene sig ved, at kameraet zoomer ind på hendes ansigt, der er helt stivnet, mens man hører lyden af hyperventilation og heftigt bankende puls. Lige her er det ved at kamme over og blive overtydeligt.

Anderledes velfungerende er de visuelle hallucinationer, hvor overgangene mellem de forskellige genstande i et rum bliver en lille smule slørede. Det er en god måde at vise en skrøbelig realitetssans på.

Dialogerne svinger det meste af tiden mellem at være stenede og helt blæste. Ligesom karaktererne er det, men det gør ikke udsvingene mellem samhørighed og ensomhed mindre hjerteskærende.  

‘Noia’. Instruktion: Camilla Ramonn. Manuskript: Marie Grahtø Sørensen, Anders Jeelsmark Mortensen og Camilla Ramonn. De to første af otte afsnit kan ses på dr.dk.