Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Weimarrepublikkens dødskamp var en pinefuld, langvarig og kompliceret proces

Den 30. januar 1933 blev Adolf Hitler udnævnt til tysk rigskansler. Sådan havde det ikke behøvet at gå
'Banemændene' er en nådesløs og medrivende skildring af Weimarrepublikkens sidste krampetrækninger, som blandt andet førte til udnævnelsen af Hitler til tysk rigskansler.

'Banemændene' er en nådesløs og medrivende skildring af Weimarrepublikkens sidste krampetrækninger, som blandt andet førte til udnævnelsen af Hitler til tysk rigskansler.

Album / Fine Art Images

Kultur
24. januar 2020

Hvorfor går demokratier under? Spørgsmålet hjemsøger den vestlige verden. Med historien som læremester giver bogen Banemændene en utraditionel opførelse af den nok mest berømte demokratiske fiasko: Weimarrepublikkens undergang i 1932-33.

Hvorfor gik rigspræsident Hindenburg den 30. januar 1933 med til at overlade rigskanslerposten til Hitler, kun to måneder efter at han havde afvist at gøre netop det, fordi han frygtede, at en regering ledet af Hitler ville udvikle sig til et »partidiktatur«, som han formulerede det?

Weimarrepublikkens dødskamp var en pinefuld, langvarig og kompliceret proces, men som denne bog med al tydelighed viser, troede ingen af beslutningstagerne længere på det parlamentariske demokrati.

Det gjaldt von Papen, som i november måtte overlade regeringsmagten til sin rival, general von Schleicher, og det gjaldt Schleicher, som i to måneder regerede videre på fuldmagter med ustabile alliancer, mens Hitler, der ellers var blevet tilbudt en ministerpost, nægtede at være andet end kansler.

Den aldrende Hindenburg, monarkist til det sidste, så ikke nogen naturlig forbindelse mellem folket og demokratiet og tjente helst det første.

'Banemændene - Weimarrepublikkens sidste vinter' af Hauke Friederichs & Rüdiger Barth.

Saxo
I januar 1933 gav han efter for von Papen, som ville til magten igen. Rigspræsidenten fyrede Schleicher og udnævnte Hitler til kansler med Papen som vicekansler.

Det skete på et tidspunkt, da det ellers så ud til at lykkes Schleicher at splitte nazisterne og indgå regeringssamarbejde med Gregor Strasser, som ledede NSDAP’s venstrefløj, hvorefter Hitler ville være kørt ud på et måske permanent sidespor.

Personlige intriger væltede dette spil. I mellemtiden var det nemlig lykkedes Papen at ødelægge Schleichers troværdighed hos Hindenburg.

Republikken havde for alt længe været lammet af et flertal af demokratimodstandere, som udgjordes af kommunister og nazister. Tysklands demokratiske eksperiment, som kun var 13 år gammelt, havde fejlet.

Nu gjaldt det om at finde en politisk leder, der kunne regere, med eller uden Rigsdagen, men Papen havde for mange modstandere, og Hitlers øvrige konkurrenter på den politiske højrefløj var faldet bort.

De var druknet i interne rivegilder og magtkampe. Ingen af dem var stærke nok til at turde alliere sig med socialdemokraterne i SPD i forsvaret for republikken. Hellere støttede de Hitler. Nogle mente, han kunne kontrolleres; andre ville gå med hvem som helst for at undgå SPD.

Som publicisten og pacifisten Harry Graf Kessler skriver i de sidste januardage 1933: »Det hele er en blanding af korruption, korridorpolitik og nepotisme, som minder om det enevældige monarkis allerværste perioder.«

En nådesløs og medrivende skildring

Banemændene lægger sig midt i en relativt ny bølge af dramadokumentariske, historiske værker, hvor en række begivenheder skildres på nært hold i korte, intense forløb, som blotlægger situationer og stemninger under afgørende forhandlinger og beslutninger. Man lader kilderne tale selv.

I Banemændene suppleres der med avisreportager og skildringer af Berlins hverdag fra øjenvidner som den russiske emigrant Abraham Plotkin, forfatteren Carl von Ossietzky og rigmanden Harry Graf Kessler.

Banemændene begynder in medias res ved von Papens regerings tilbagetræden efter valget i november 1932. Det giver et fængende, men også krævende afsæt, for det levner den forudsætningssvage læser ringe chancer for at forstå, hvordan den tyske rigsdag og regering er havnet i den suppedas.

Kan man endnu gå ud fra, at publikum i forvejen kender til det tyske demokratis (korte) historie, verdenskrisens indvirkning på den tyske økonomi i 1930’ernes begyndelse, og kansler Brünings forudgående, fejlslagne krisestyring?

Det er de historiske hovedfigurer, der med deres specifikke interesser, personlighedstræk og indbyrdes forhold kommer til at spille de afgørende roller i bogen, mens politiske forudsætninger og økonomiske betingelser underspilles. Det ligger i genren, og spørgsmålet er, om et overdrevent fokus på aktørerne i virkeligheden hæmmer forståelsen af årsagskæder, der havde udslagsgivende betydning for verdenshistorien.

Jeg tror det nu ikke; det er en både medrivende og oplysende fortællingsform. Men disse bøger kan ikke stå alene. Der er masser af ’hvordan’, men mindre ’hvorfor’.

Hvis ingen er villige til at forsvare demokratiet; hvis de regerende opgiver selvbeherskelsen og republikanske dyder, men i stedet begynder at udnytte demokratiets svaghed til at fremme personlige interesser og ambitioner, er vi hastigt på vej mod dets undergang.

Banemændene er en nådesløs og medrivende skildring af Weimarrepublikkens sidste krampetrækninger. Den er fremragende oversat af Lasse Rask Hoff.

Banemændene. Weimarrepublikkens sidste vinter. Rüdiger Barth og Hauke Friedrichs. Gyldendal. 410 sider. 349,95 kroner

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her