Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Alex Michaelides’ ’Den tavse patient’ tåler sammenligning med Hitchcock

Alex Michaelides har skrevet en intens psykologiske thriller, måske ligefrem den perfekte thriller
Jeg læste ’Den tavse patient’ i én køre. Min indledende skepsis blev hurtigt gjort til skamme af et intenst og medrivende plot, skriver anmelder Tonny Vorm. På billedet ses forfatteren Alex Michaelides.

Jeg læste ’Den tavse patienti én køre. Min indledende skepsis blev hurtigt gjort til skamme af et intenst og medrivende plot, skriver anmelder Tonny Vorm. På billedet ses forfatteren Alex Michaelides.

Andrew Hayes-Watkins

Kultur
7. februar 2020

Jeg har svært ved at gå i gang med bøger, der er blevet rigtig godt anmeldt. Ikke kun fordi jeg som kritiker helst vil have lov at danne min egen mening, men også fordi jeg af natur nærer modvilje over for alt, hvad mange mennesker er begejstrede for. Det viser sig alt for ofte, at de ikke har ret.

Det var derfor med en vis skepsis, at jeg startede på den debuterende Alex Michaelides’ Den tavse patient, der i amerikanske og britiske medier er blevet kaldt både »den perfekte thriller«, »uforglemmelig« og »intelligent og original«. Alt sammen citater, der sammen med andre af lignende slagfærdige kalibre er klæbet på bogens i øvrigt stilfulde omslag med et maleri af et kvindeansigt med en flænge i.

Alex Michaelides: ’Den tavse patient’.

Saxo
Dette motiv kunne være skabt af titlens tavse patient Alicia Berenson, der »var 33, da hun slog sin mand ihjel«, som det indledningsvis fortælles.

Alicia og hendes ægtemand Gabriel lignede ellers det perfekte par. Han var en succesrig modefotograf, hun en anerkendt kunstmaler med fashionabel London-adresse, hvorfra de hurtigt kunne stikke til Camden for at købe joints eller til Hampstead Heath for at finde inspiration i parkens stilhed.

Men en aften kommer Gabriel hjem og bliver skudt fem gange i hovedet af sin kone, der nærmest gribes på fersk gerning.

»Hun var tavs, da de arresterede hende, hun hverken tilstod eller nægtede. Alicia talte aldrig igen.«

Seks år efter bliver bogens fortæller, psykologen Theo Faber, ansat på den sikringsanstalt, hvor Alicia er indlagt. Theo lægger ikke skjul på, at han er fascineret af forbrydelsen og føler sig særlig kvalificeret til at hjælpe den traumatiserede kunstner:

»Jeg er kriminalpsykolog og har arbejdet med nogle af samfundets mest skadede og sårbare eksistenser. Desuden var der noget ved Alicia Berensons historie, der berørte mig personligt. Lige fra begyndelsen havde jeg følt en dyb empati med hende.«

Theo Faber ser det som sin opgave at få Alicia til at tale igen, hvilket for ingen andre er lykkedes. Hvad skete der i virkeligheden den aften i ægteparrets idylliske hjem? Hvad lå til grund for forbrydelsen? Hvorfor dræbte Alicia sin mand? Hvis hun gjorde det.

Timing, finesse og græsk mytologi

Jeg læste Den tavse patient i én køre. Min indledende skepsis blev hurtigt gjort til skamme af et intenst og medrivende plot, hvis handlingsforløb konstant overrasker og veksler mellem Theos fortællestemme og siderne i den dagbog, som Alicia skrev i helt frem til mordaftenen.

Heri fremgår det, at hun i perioden inden har følt sig forfulgt af en ukendt mand med solbriller og kasket. Gabriel vil ikke tro på hende, da hun fortæller det, og Alicia lægger heller ikke skjul på, at hun selv frygter at have sin mors »vanvid i blodet«, som hun skriver.

Med til at underbygge formodningen om, at Alicia har en skrue løs, er det faktum, at hun efter mordet var i stand til at male videre.

»Den koldblodige dræbers grufulde mangel på anger,« som Theo bemærker, inden han pointerer, at Alicia har givet selvportrættet, hun arbejdede på, titlen Alkestis.

Denne heltinde fra den græske mytologi går frivilligt i døden for sin mands skyld og bringes derefter tilbage til livet, hvor hun siden forbliver tavs. Michaelides stræber tydeligvis efter at give sin thriller litterær dybde ved at genfortolke en græsk tragedie, men det element hæftede jeg mig nu ikke så meget ved. Ligesom man sagtens kan læse Dan Brown uden at have set et eneste da Vinci-værk, vil Den tavse patient også fungere fint for læsere med et sparsomt kendskab til græsk mytologi.

Hvad det angår, er der mere substans i skildringerne fra The Grove, hvor Alicia er indlagt. Det føles ligefrem befriende at læse om en psykiatrisk anstalt, der ikke er skildret som et skræmmende gotisk fængsel, men derimod fungerer som en moderne arbejdsplads med budgetnedskæringer og interne stridigheder blandt de ansatte, der engageret diskuterer både terapeutiske teknikker og psykologiske teorier. Det fremgår af forfatterens ’Tak’ på sidste side, at han har gjort en grundig research på området, hvilket bogen på bedste vis bærer præg af.

Alicia er tungt medicineret, og i et forsøg på at få hende til at tale vil Theo have skåret ned på pillerne. Men er det nu en god ide? Er han så dygtig en psykoterapeut, som han selv tror? Også Theo lever med en traumatisk opvækst, og dertil kommer, at han midt i det hele opdager, at hans kone er ham utro med en mand, som hun skriver seksuelt eksplicitte e-mails med. Med en smertende jalousi i maven begynder Theo derfor at stalke hende.

Hvordan det hele hænger sammen, får vi først at vide i en slutning, der naturligvis ikke skal røbes her, men instinktivt gav mig lyst til at læse bogen igen med det samme. I den forstand må jeg tilslutte mig omslagets rosende ord.

Enkelte figurer er vel karikerede, og Alicias detaljerede og stemningsfulde dagbog synes at være skrevet af en romanforfatter mere end en kunstmaler. Men Den tavse patient tåler sammenligning med Hitchcock og besidder både »timing og finesse«. Om det ligefrem er den perfekte thriller, ved jeg ikke – men det er i hvert fald den bedste thriller, jeg længe har læst.

Alex Michaelides: ’Den tavse patient’. Oversat af Nanna Lund. Hr. Ferdinand. 392 sider. 300 kroner.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her