Den ungarske forfatter András Forgách blev i 2013 ringet op af en gammel bekendt ved det hemmelige politis arkiv i Budapest, som var faldet over hans familienavn et sted i arkivets store labyrint. Baggrunden var, at András Forgáchs mor havde været hemmelig informant for det hemmelige politi – spion, stikker. Uden at hendes fire børn havde haft den mindste anelse om det.
Forfatteren skriver: Man bliver kontaktet telefonisk, og hvert øjeblik man har tilbragt sammen, hvert sekund, man har levet under samme tag som denne »hem. medarb.«, bliver ændret.
András Forgáchs mor, Bruria, blev født i 1922 og voksede op i Palæstina. Hans far, Marcell, europæisk jøde, blev født to år tidligere og undslap Holocaust ved at flygte fra Rumænien til Brurias hjemland. Her mødte de to hinanden og forelskede sig, han vistnok mere end hun.
András Forgách: ’Sandheden om min mor. En familieberetning fra den kolde krig’.
Faren var født Friedmann. Navnet udskiftede han i Budapest med det ikkejødiske Forgách. Ved sin hvervning tog han (eller tildeltes han) dæknavnet Pápai. Det var under det navn og under dække af at være korrespondent, at han fra 1961 og et par år frem forsynede det hemmelige politi hjemme i Budapest med nyttige informationer om det politiske liv i London og om venner og fjender af regimerne bag jerntæppet.
Så blev han indhentet af sindssyge; en løbsk bipolaritet, paranoia, angstanfald, hvad man på en måde godt forstår. Med årene tog sygdommen stump for stump liv og personlighed ud af ham, den gjorde ham også til Brurias pasningsopgave.
Farens dossier er øjensynlig forsvundet. Morens er til gengæld overleveret ubarmhjertigt intakt.
Hun blev rekrutteret i 1975. Hendes opgaver bestod først og fremmest i at holde ungarske emigranter i Israel under observation og i udførlige rapporter at registrere deres handlinger og sindelag.
Men også her trækker det hemmelige politi på en sans for psykologi og manipulation. Bruria – eller med hendes dæknavn: fru Pápai – tager i sin karriere også på sig at skaffe det hemmelige politi adgang til sin søns lejlighed og til det miljø af ikke helt systemtro intellektuelle, som han tilhører.
Faren som idiot
András Forgách skriver ikke historien én gang, men tre gange og i tre forskellige genrer.
Han begynder i fiktionen, med vittige scener på en dyster baggrund. Mor Bruria – fru Pápai – bliver vartet op af sine føringsofficerer på sin 60-årsfødselsdag. Der er noget, der ligner flirt i rummet. Føringsofficerernes nervøse betagelse af hendes store skønhed er lige ved at dække over det reelle magtforhold.
Her er også scenen med søn (den senere forfatter) og far i London lige før farens næste sammenbrud. Faren er eksalteret, tæt på at miste kontrollen helt. I lange baner får sønnen udpenslede beretninger om farens erotiske liv på alverdens bordeller. I et smerteligt øjeblik ser sønnen de to udefra: Han ser faren som »idiot«.
De genskabte og konstruerede scener (de må være en mellemting) støtter sig til en række fodnoter, hvor et tørt rapportsprog beskriver de samme øjeblikke eller med sin blanding af kold forretningssans og kammeratlig omsorg kaster et bizart lys på dem:
»Fru Pápai er en pålidelig og samvittighedsfuld samarbejdspartner, der på enhver måde opfører sig korrekt. Hun har hidtil påtaget sig mere end sin del af arbejdet med at skaffe informationer, om end hendes aktiviteter i høj grad er påvirket af hendes mands helbredsproblemer.«
Det er grum, komedieagtig læsning.
Mylder af modsatrettede følelser
I anden del gennemspilles flere af de samme historier i digtets form, blandet med bibelske og andre klassiske allusioner. Digtene trækker sønnens mange slags følelser op i fortællingen og giver med deres friere associerende strømme et indtryk af desperationen i hans eftersøgning af svar.
Sidste tredjedel er en analytisk gennemlæsning af morens dossier. Et forsøg på en rekonstruktion og en nærmere granskning af rekrutteringens og føringens psykologi. Her får vi et dybt og foruroligende kig ind i en grotesk verden. En diktaturstat, en religiøs sekt. Margaret Atwoods Gilead, men virkeligt.
Historien om den nærtstående, som viste sig at havde stået andre og farlige kræfter nærmere, er udbredt i tidligere diktaturstater. Der er rystende fortilfælde. Péter Esterházy – en anden ungarsk forfatter – har i Revideret udgave fortalt den om sin far, med en intens kraft og i et dramatisk kapløb med tiden for at kunne fortælle historien, inden andre gjorde det.
Det særlige ved András Forgáchs roman er, at den med sin raffinerede fortællekunst formidler oplevelsens, chokkets, mylder af modsatrettede følelser: vrede, fortvivlelse, medfølelse, sorg.
Nogenlunde de samme følelser bliver læserens.
András Forgách: ’Sandheden om min mor. En familieberetning fra den kolde krig’. Oversat af Péter Eszterhás. 318 sider. 300 kroner.
