Anmeldelse
Læsetid: 8 min.

Med animationsinstruktør på Pixar-udstilling: »Se overfladen på de stjerner dér!«

Kunstmuseum Brandts i Odense huser for tiden en stor udstilling, som Pixar har lavet om sig selv og sine film. Den er blevet kritiseret for at agere reklamesøjle for animationsselskabet, men tager man animationsinstruktør Amalie Næsby Fick under armen, er det den begejstrende indsigt i arbejdet bag nogle af verdens bedste animationsfilm, der står tilbage
En skitse af de to stykker legetøj Buzz Lightyear og Woody, der kommer til live i Toy Story-filmene. Foto fra udstillingen.

En skitse af de to stykker legetøj Buzz Lightyear og Woody, der kommer til live i Toy Story-filmene. Foto fra udstillingen.

Disney / Pixar

Kultur
14. februar 2020

»Man siger, at hele Pixars projekt starter med spørgsmålet: Hvad nu hvis ting havde følelser?«

Animationsinstruktøren Amalie Næsby Fick gengiver en populær generaliserende beskrivelse af det amerikanske animationsstudie Pixars udviklingshistorie. Hun er inviteret med til udstillingen Pixar – 30 Years of Animation på Kunstmuseum Brandts i Odense som faglig ekspert, og vi er lige trådt ind i den første af to store sale. 

Amalie Næsby Fick har ud over afgangsfilmen Ztriwer (2016) været med til at instruere filmatiseringen af Jakob Martin Strids Den utrolige historie om den kæmpestore pære (2017). Ved siden af animationsfilmene har hun instrueret den aktuelle TV 2-serie Sex

»Og i 1995, da Pixar lavede Toy Story, verdens første 3D-animerede spillefilm, lød spørgsmålet: ’Hvad nu hvis legetøj havde følelser?’,« forklarer hun videre

»Siden har de stort set varieret det samme spørgsmål og lavet film om, hvordan det ville være, hvis monstre, fisk, biler, robotter osv. havde følelser – indtil 2015, hvor Inderst inde kom og stillede spørgsmålet: ’Hvad nu hvis følelser havde følelser’?«

Inderst inde foregår inde i psyken på en stor pige, der befinder sig i en livskrise. Hovedpersonerne er hendes grundfølelser, der må samarbejde med hinanden for at få deres menneske på ret køl igen.

»Det er totalt det spørgsmål, de kører på, og det synes jeg er en fed mission. Jeg synes, det er så uendeligt fascinerende, at man kan gøre døde ting levende, så man føler med dem. Det er på en måde essensen af den kunst, Pixar laver,« siger hun. Fuldstændig virkelighedstro animation interesserer ikke Amalie Næsby Fick: »Hvis meningen er, at det skal ligne virkeligheden, vil jeg hellere lave live action-film med levende skuespillere.«

Reklamesøjlekritik

At Pixar-film handler om at tilskrive diverse genstande, væsner og dyrearter et menneskelignende følelsesliv er selvfølgelig en generalisering, men den er rammende. Det første, man ser på udstillingen, er Pixars allerførste kortfilm fra 1986 – den to minutter lange 3D-animerede Luxo Jr. om en voksen skrivebordslampe og en mindre skrivebordslampe, der leger med en bold.

Lampernes bevægelser er så livagtige og menneskelignende, at man med det samme afkoder den sociale dynamik mellem dem. I stedet for øjenkontakt lader lamperne deres lyskegler mødes, og den lille lampe sænker skamfuldt sin lampeskærm, når den store ryster på sin, fordi bolden punkterede under Luxo Jr.s ivrige hop. Den lille hoppende lampe er siden blevet en del af Pixars logo.

Disney / Pixar

Pixar-udstillingen på Kunstmuseum Brandts er kurateret af Pixar selv i anledning af firmaets 30-årsjubilæum i 2016. To store sale er fyldt med hundredvis af skitser, storyboards, colorboards, skærme og figurer, der tilsammen formidler den ekstremt omfattende arbejdsproces, der ligger bag hver af filmene.

Overdimensionerede legetøjsklodser, som man genkender fra Toy Story-filmene, er placeret midt i salene som mindre og mørke rum, man kan gå ind i og få forskellige 3D-animationsteknikker forklaret mere eller mindre pædagogisk.

I en af dem kører en såkaldt zoetrope: en halvanden meter bred karrusel rundt i en glasmontre, dækket af figurer fra Toy Story-filmene, 18 af hver slags. Hver figur har en lidt anden positur end den foregående, og når karrusellen går i gang og det blinkende stroboskoplys tændes, ligner det, at Woody galoperer afsted, og at Buzz Lightyear hopper som en vægtløs astronaut i rummet. Sådan kan man også vise, hvordan animation fungerer i praksis. 

I museumsbutikken kan man både købe figurer fra filmene og bøger med colorboards for de forskellige film. Colorboards er skitser over, hvordan det visuelle udtryk skal være og udvikle sig i de enkelte film, som man så arbejder ud fra, når man designer de enkelte scener. 

Fyens Stiftstidende skrev ved udstillingens åbning sidst i januar, at museet lagde lokaler »til en milliardkoncerns markedsføring af sig selv og sine egne produkter«. Politikens kritiker Mathias Kryger mente også, at Brandts gør sig til reklamesøjle med en præfabrikeret udstilling lavet af et firma, der bare gerne vil fortælle om hemmeligheden bag sin egen succes.

Om det forholder sig sådan, kan man diskutere – det bliver bare ikke en særlig lang diskussion, hvis man spørger Amalie Næsby Fick. Hun er mest bare begejstret for at se eksempler på koncepttegninger, skitser og alt det andet materiale, der ligger til grund for det, hun ikke er alene om at mene er nogle af de bedste animationsfilm i nyere tid. 

Allerede ved indgangen, hvor en halvanden meter høj plastikversion af hovedpersonen fra Toy Story-filmene, cowboydukken Woody, står og peger kækt på nyankomne gæster, stopper hun op og siger: »Hvis nogen tilbød mig den her figur, ville jeg totalt sige ja tak.« 

Imponerende øjne

Inde i udstillingen gransker vi skitser og primitive forstadier til de kortfilm, Pixar er blevet ved med at lave for at prøve nye teknikker af. I Geri’s Game spiller en gammel tandløs gubbe skak med sig selv – og skifter karakter fra sindig til triumferende, hver gang han rejser sig og går over til den anden side af brættet. Sådan har man øvet sig på at lade det samme digitalt 3D-modellerede ansigt udtrykke forskellige følelser.

En anden kortfilm, La Luna, handler om en lille dreng og to gamle mænd, der sejler ud til månen og ordner den hver dag. Det viser sig, at grunden til, at den lyser, er, at der ligger stjerner på den, som de hver nat fejer sammen til fuld-, halv- eller nymåneform. Stjernerne siger en glaslyd, når de bliver fejet sammen.

»Se overfladen på de stjerner,« siger Amalie Næsby Fick. »De er transparente, og man fornemmer en dybde i dem. Det hedder en shader. Jeg har prøvet at ramme den shader i mange år, den er så sindssygt smuk.«    

En teksttung tidslinje fortæller om firmaets historie fra den visionære instruktør John Lasseter (der bl.a. har lavet Toy Story-filmene) med flere løsrev sig fra Lucas Film og etablerede Pixar Animation Studio i 1986 med Steve Jobs som hovedaktionær og til fusioneringen med Disney i 2006.

Det mest interessante i rummene er alt det billedmateriale, der enten ligner eller faktisk er autentisk forarbejde fra filmenes tilblivelsesproces. En stor samling kulørte cirkler viser sig at være iriser fra de øjne, bilerne i Cars-filmene har. Det er umiddelbart svært at se, men Amalie Næsby Fick er imponeret: 

»Det er skidesvært at lave livagtige øjne. Det er der, vi afkoder følelser fra, så det skal bare være så præcist, men også så foranderligt, alt efter hvad karaktererne føler. Hvis man ikke rigtig kan se dybden, er det svært at tro på dem. Så alle de her malerier er ligesom lag, der bliver lagt sammen og udgør iris. Man kan jo også føle med en karakter med prikøjne, men når det er 3D er det nødt til at være i orden.«

Film for film kan man se, hvordan det visuelle udtryk er blevet udviklet. Der er kridttegninger fra Find Nemo, som undersøger lysets brydning i vandet. Alle medvirkende på den film var ude at dykke i forberedelsesfasen, så de bedre kunne vide, hvordan ting ser ud og bevæger sig under vand. 

Den slags forberedelse siger selvfølgelig også noget om, hvilke budgetter Pixar arbejder med. Amalie Næsby Fick fortæller, at et minut af en typisk Pixar-film koster mere at lave end hele Den utrolige historie om den kæmpestore pære. Selve historieudviklingen er det, de bruger længst tid på. Det er også her, det er billigst at ombestemme sig – før man har designet og animeret skud. Historien i Frost blev eksempelvis ændret flere gange, inden man gik i produktion, fordi historien skulle sidde helt i skabet.

»Den frihed har vi ikke i danske animationsfilm. Der er der stort set altid sat en premieredato på forhånd.«

Plads til patos

Vi standser ved tegningerne og figurerne fra Up (2009) og taler om dens ti minutter lange prolog, hvori man ser et helt halvt livs kærlighedshistorie mellem hovedpersonen og hans livs udkårne Ellie, som han aldrig nåede at få børn med, og som døde alt for tidligt.

I resten af filmen er hovedpersonen blevet gammel, ensom og tvær. Det er en ekstrem tårepersersekvens. Jeg spørger, om man kunne være sluppet godt afsted med at lave så sentimental en prolog i en live action-film. Man kunne godt forestille sig, det ville blive noget kvalmt?

Udstillingsteksten forklarer, at animationens »overdrevne proportioner giver den et karikeret udtryk, som passer til filmens meget komplekse følelser.«

Amalie Næsby Fick er enig. Animationsfilm har både lov til og behov for at overdrive for at fortælle deres historier: »Der er jo altid en distance, når det er animation. Det er også derfor, at bevægelserne skal være større, for ligesom at karikere og fremkalde følelsen. 

Jeg tror sgu godt, man kunne få lidt opkastfornemmelse, hvis den samme prolog var lavet som live action-film. Men når der hele tiden er det farverige fantasielement med, så kan man gå længere den anden vej i retning af det sørgelige.«

En pointe, som Amalie Næsby Fick bliver ved med at vende tilbage til, mens vi ser på tegninger af følende biler, monstre, fisk og følelser, er, hvor universelle historierne bliver, når man vælger netop de karakterer.

En af de kortfilm, der vises materiale fra, The Birds, kalder hun »en af de bedste kortfilm nogensinde«. Filmen er uden dialog og handler om nogle fugles fejlslagne ekskludering af en anderledes udseende fugl. »Den her film kan du vise i hele verden, den er ikke forankret i nogen form for nationalfølelse,« tilføjer hun. 

Vi kommer forbi en af de undtagelser, der bekræfter reglen om at skildre følelseslivet hos alt andet end mennesker – Coco (2017) – som handler om en mexicansk dreng, der forvilder sig ind i de dødes rige. Amalie Næsby Fick så den fire gange i biografen på grund af dens svimlende visuelle udtryk, men var ikke tilfreds med historien. 

»Det er en af de få Pixar-film, hvor historiens præmis falder lidt fra hinanden, når man ser den mange gange,« siger hun, inden vi går ind i museumsbutikken, som hun allerede ved ankomsten insisterede på, vi skulle have tid til. Et par af varerne her har Amalie Næsby Fick allerede, men hun køber en lille Buzz Lightyear-figur og et kort med en simpel og elegant sort stregtegning af de to hovedpersoner i Monsters Inc..

Udstillingen ’Pixar – 30 Years of Animation’ kan ses på Kunstmuseum Brandts til den 23. august 2020.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her