Anmeldelse
Læsetid: 10 min.

Anna Anchers køn skal ikke udelades, for at hun fremstår som en stor kunstner – tværtimod

Med en stor pragtudstilling viser Statens Museum for Kunst skagensmaleren Anna Ancher i et nyt lys, der fremhæver hendes kunstneriske kvaliteter, men sætter hendes køn i skyggen. Det er en misforståelse: Kønnet skal ikke udelades, for at Anna Ancher fremstår som en stor kunstner
Anna Ancher: ’Kunstnerens mor Ane Hedvig Brøndum i den røde stue’, 1909.

Anna Ancher: ’Kunstnerens mor Ane Hedvig Brøndum i den røde stue’, 1909.

Jakob Skou-Hansen/ Statens Museum for Kunst

Kultur
14. februar 2020

En ung mor sidder med sit spæde barn ved brystet. Hun knuger det lille liv ind til sig med sine beskyttende hænder, mens hun stirrer tomt frem for sig. Barnet hviler slapt hos hende, måske mæt og tilfreds oven på amning.

Scenen er badet i et karskt, gråligt lys, der strømmer ind i det spartansk indrettede rum fra en kilde, et vindue sikkert, bag moderen og barnet. Hovedparten af billedet udgøres af en hvid væg, som lyset changerende spiller hen over. Motivet er malet frem i få, hurtige strøg, der uden detaljering antyder kroppene, huden, håret, klædestykkerne, plantens grønne blade.

Lærredets grove tekstur træder frem her og der, nogle steder ubehandlet. De pastose penselstrøg vidner med deres skiftende retninger om maleprocessens hast. Kvindens hænder fremtræder som groft modellerede, violette og rødlige farvelapper. Barnets lyse hår er indikeret med nogle svirpende bølgemønstre i tyk, gullig maling.

Anna Ancher: ’Ung mor med sit barn’, 1887.

Skagens Kunstmuseer

Den usentimentale skildring af omsorgspligten som lige dele stum ensomhed og intens samhørighed i en standset tidslomme er ikke sædvanen i billedkunsten. Moderskabet er generelt ikke noget ’emne’ bortset fra den særlige variant heraf, som Maria og Jesusbarnet udgør inden for den kristne billedtradition.

Den unge Anna Anchers skildring af en erfaring, hun kendte på egen krop – moderskabets nye dybder af både kærlighed og kedsomhed – er således original på flere måder. Emnet griber en specifik kvindelig erfaring og skildrer den i al sin nøgenhed.

Samtidig maler Anna Ancher med en kærlighed til materialet, som tager sig legende let ud, men dækker over års øvelse. Både emnet og den metode, Anna Ancher anvender for at fremstille det, er med andre ord dybt originale og kan ses som elementer, der indplacerer hende utvetydigt indenfor det moderne gennembrud.

Ung mor med sit barn stammer fra 1887 og er en variant af et tema omkring moderskab, Anna Ancher ofte tager op i sine værker. På Statens Museum for Kunst er billedet ophængt sammen med flere andre studier med samme motiv.

Det serielle demonstrerer fint, hvordan Anna Ancher arbejdede med det, franskmændene kalder pochade, en hurtig skitse i oliemaling. Det gjorde hun med henblik på at raffinere sin evne til at skabe en bestemt atmosfære i sine malerier ved hjælp af direkte iagttagelse af naturens farve og lys, uden først at tegne motivet.

De atmosfæriske effekter i Anna Anchers værker er originale, men skyldes også en ny sensibilitet, der begynder at gøre sig gældende i slutningen af det nittende århundrede. En sensibilitet, der lægger mere vægt på øjeblikkeligheden og det spontane indtryk end på det gennemarbejdede og formfuldendte.

Den særlige sensibilitet finder sin æstetiske programudformning hos impressionisterne, for hvem netop det umiddelbare indtryk og det sansede er afgørende. I en dansk sammenhæng er Anna Ancher en af de kunstnere, der tidligst rendyrker det sanselige maleri og dets prioritering af hverdagen og det intime.

Folkekær

Som en af de populære skagensmalere er Anna Ancher en folkekær kunstner. Men hvis hun er afholdt af folket, holder kunsthistorikerne ikke helt så meget af hende. Eller i hvert fald har de ikke holdt helt så meget af hende indtil nu, hvor den hidtil største, forskningsbaserede separatudstilling med hende på dansk jord bliver vist på Statens Museum for Kunst.

Måske har udstillingen og det medfølgende katalog potentialerne til at ændre på den status, Anna Ancher har været tildelt igennem det seneste århundrede. For både i kunstnerens levetid (1859-1935) og posthumt har der stået respekt omkring Anna Ancher, som udstillingens kurator, Peter Nørgaard Larsen, i en katalogtekst bemærker.

Respekten har udmøntet sig i mange udstillinger og en del litteratur. Men til gengæld har det holdt hårdt med museale indkøb af Anna Ancher-værker. Når der skal sættes pris på kunsten i form af monetær kapital (penge), frem for symbolsk (skåltaler), holder museerne sig med andre ord tilbage.

Det synes at være en skæbne, som Anna Ancher deler med mange kvindelige kunstnere. Ikke bare de kvindelige kunstnere, der ligesom Anna Ancher blev født i midten af det nittende århundrede, hvor kvinder hverken havde stemmeret eller adgang til Kunstakademiet.

Fraværet af erhvervelser fra museer er ikke ren historie. For også i dag demonstrerer statistikkerne, at kvindelige kunstneres værker generelt bliver indkøbt i langt mindre antal end deres mandlige kollegers. Anna Anchers skæbne er i den henseende ikke enestående, men snarere sørgeligt triviel.

Hvor en anden folkekær kunstner fra samme periode, Theodor Philipsen (1840-1920) er repræsenteret med 184 værker på danske museer, er Anna Ancher repræsenteret med 38, hvis man fraregner den vægtige lokale repræsentation på Skagens Museum, fortæller kataloget.

Kønsdiskrimination er ikke hovedemnet på den omfattende udstilling på SMK. Tværtimod. Udstillingen indledes med en montre, der fremviser nogle af de hædersmedaljer Anna Ancher modtog i sin levetid. Montren står under en tekstplanche med overskriften »Anerkendelse«, hvor hun bliver beskrevet som en undtagelse blandt tidens kvindelige kunstnere, fordi hun i vid udstrækning opnåede både personlig og faglig anerkendelse. Og i øvrigt undsagde hele »kvindesagen«, som hun overlod til mere rabiate og frygtløse skikkelser som eksempelvis Johanne Krebs.

Men selv om Anna Ancher fik masser af god omtale i sin levetid, måtte hun dog også lægge ryg til kritik. Da hun solgte sit første værk, En begravelse, til Det Kongelige Billedgalleri – det nuværende SMK – i 1891, skånede Erik Bøgh i Dagbladet hende ikke. Han mente, at der var tale om et middelmådigt værk og »et ævneløst Billede, der ikke fremkalder noget som helst andet Indtryk end det, der skyldes Rekvisitterne«, og kaldte i samme åndedrag hendes teknik for rå og ufærdig.

En kunstkritiker med fingeren lidt mere pulsen, Emil Hannover, roste dog værket som »ypperligt« og understregede, at »den Retning i Kunsten, som Billedet tilhører, ejer i Danmark ingen smukkere Repræsentant end dette Kunstværk«.

Anna Ancher: ’En begravelse’, 1891

Anna Ancher: ’En begravelse’, 1891

Jakob Skou-Hansen/ Statens Museum for Kunst

Paradokset mellem på den ene side Anna Anchers privilegerede position og anerkendelse og på den anden side de manglende udstillinger og erhvervelser bliver beskrevet i udstillingens smukke og vidensmættede katalog, men der iles hastigt videre. Man får fornemmelsen af, at kuratoren med denne indledning ønsker at sætte parentes omkring kønnet og fokusere på den kunstneriske kvalitet af Anna Anchers værk.

Kvalitet frem for køn.

Det er et bekendt argument i diskussionerne om køn, lighed og kunst – et argument, som mener at kunne placere vandtætte skotter mellem kunstner og værk, og dermed mellem køn og værk. Om det forholder sig sådan, er ellers et af de påtrængende spørgsmål i forhold til en kunstner som Anna Ancher. Det vil jeg vende tilbage til senere.

Kunstneriske kvaliteter

Lad os tale om kvaliteten af Anna Anchers værk. Den fejler ikke noget. Den store udstilling, som viser omkring 180 arbejder, demonstrerer om noget, at her er tale om en kunstner, der talentfuldt og dybt originalt mestrer adskillige billedkunstneriske teknikker samt motiviske genrer. Det er dybt fascinerende at se Anna Anchers værk foldet så grundigt ud.

Udstillingen betoner som noget nyt Anna Anchers omhyggelige arbejde med udkast, skitser og forarbejder af forskellig art. Dermed bliver der kastet lys på den kunstneriske proces, arbejdet med at forme et motiv, justere kompositioner og afprøve farvekombinationer.

Udstillingen vidner om en kunstner, der både er en stor malerisk begavelse og en dristig udfordrer af maleriet. Anna Ancher er nemlig ikke tilfreds med naturalistiske gengivelser af verden, men presser hele tiden maleriet ud i marginalerne af dets repræsentative funktion og undersøger det mere som rent materiale, farve og form.

Indgangsværket, som også er en slags nøgle til hele præsentationen, viser et lille studie i lys, Sollys på en væg, der stammer fra omkring århundredskiftet. Det lille stykke lærred, der er grundet, men kun delvis udfyldt af motivet, er placeret i glas og ramme. Lærredet er patineret, som har det været foldet. Det bærer med andre ord alle præg af at være blevet behandlet uden videre nænsomhed.

Motivet viser sollyset, der falder ind på en vægflade gennem et sprosset vindue. Seks glødende felter af orange adskilt af okker. Det er så godt som nonfigurativt og peger utvetydigt frem mod modernismens fuldtonede abstraktion og interesse for grid-strukturer. Udstillingen igennem stilles man over for den type skitser og udkast, som facetterer forståelsen af det færdige værk.

Det er lidt som at blive inviteret inden for i atelieret, hvor de utallige beslutninger, der går forud for det endelige værk bliver truffet. Ofte er disse indblik i Anna Anchers skabelsesproces næsten mere interessante end de endelige værker. Det hele bliver præsenteret side om side i lækre ophængninger, som levendegør materialet på en meget vidunderlig måde. Det er både æstetisk og pædagogisk tilfredsstillende. Man får mulighed for at svælge i de materielle og formelle egenskaber ved farverne, strøgene og lærrederne.

Anna Ancher: ’Aftensol i kunstnerens atelier på Markvej’, efter 1913

Skagens Kunstmuseer

Men man får også indblik i motivernes tilblivelse og forandring gennem små variationer, der af og til forskyder billedernes betydning på vidtgående vis.

Otte skildringer af en sypige fra 1899 demonstrerer, hvordan Anna Ancher eksperimenterer med at anbringe motivets centrale figur, sypigen, på forskellige måder. Nogle gange perifert eller helt udeladt til fordel for en optagethed af lysindfaldet i rummet, hvilket viser hendes dybe fascination af farve og form frem for motiv.

Det bliver også tydeligt, at Anna Ancher var en glokal kunstner: på samme tid rundet af det lokale, Skagen, og af det globale eller i hvert europæiske, som hun var velorienteret i blandt andet gennem rejser til Tyskland, Østrig, Frankrig, Italien, Belgien og Holland.

Den motiviske interesse omfatter det lokale, ikke mindst moderen, Ane, og datteren, Helga, der begge er gennemgående figurer i Anna Anchers malerier. Men de portrætteres stilistisk med træk fra impressionismen og dens radikale eksperimenter med blandt andet lokalfarver og komplementærfarver frem for farveblandinger. Lilian Munk Rösing argumenterer i en katalogtekst overbevisende for, hvordan Anna Ancher netop i sin praksis som glokal kunstner blander koloristiske træk fra avantgarden i Paris med almuekunstens farveskala i Skagen.

Livet som tema

Udstillingen er opbygget tematisk frem for kronologisk. Temaerne centrerer sig omkring overskrifterne Lys, Farver, Landskab, Forenkling og Religion. Som med mange tematisk opbyggede udstillinger er der også her noget uelegant og tvungent over temaerne, og de skiftende fokuseringer på formelle og motiviske elementer er forvirrende.

Med deres inkluderende åbenhed kunne nogle af dem – for eksempel hvad angår et tema som Lys – rumme samtlige udstillingens arbejder. For hvornår forholder en billedkunstner sig ikke til lys? Og når så lyset hos Anna Ancher samtidig bliver udlagt som »åndeligt«, kan man spørge, hvorfor værkerne i temaet om lys ikke hører under religionstemaet.

Udstillingsæstetisk giver den tematiske disponering alligevel i hovedsagen god mening og ophængningerne undgår at blive ensformige, trods den store mængde af arbejder på udstillingen. Udstillingsarkitekturen gør sit hertil med rumdelende vægge med fremspring og indhak, der varierer ruten rundt i den store sal.

Væggene i forskellige farver er desuden med mellemrum gennembrudt af vindueslignende åbninger, der skaber gennemsyn til tilstødende rum og deres udstillede værker. I alle de tematiske afsnit er der opstillet stole og sorte borde med formidlingsmateriale og biografiske informationer om Anna Anchers liv og omgivelser.

Velsagtens ud fra den forestilling, at selv om man nok så meget ønsker at stille skarpt på værkerne, er biografien umulig at komme uden om, fordi værkerne udspringer af livssituationer og historiske mulighedsbetingelser. Så er vi tilbage ved spørgsmålet om sammenhængen mellem kunstner og værk, herunder spørgsmålet om køn, som udstillingen gerne vil gøre til et underordnet aspekt i forhold til den kunstneriske kvalitet.

Kurator Peter Nørgaard Larsen fremfører som et argument for ikke at behandle Anna Ancher i et feministisk perspektiv, at hun ikke kun maler »kvindenære motiver som interiøret og haven«, men også dyrker landskaber og religiøse emner. Argumentet har imidlertid ironisk nok sine implicitte rødder i et genrehierarki, der i sig selv er kønnet.

Et genrehierarki, der sætter de store emner i form af historiemaleriet, bibelske og mytologiske fremstillinger højest, mens genremalerier i form af landskaber, interiører og blomstermalerier figurerer lavest. Kulturen står over naturen. Det kan let oversættes til kønstermer: Manden står over kvinden. Det ville være velgørende med en frigørelse fra dette hierarki, som stammer tilbage fra det syttende århundrede og næppe længere er den mest tidssvarende målestok i forhold til kunstnerisk kvalitet.

Men selv hvis vi henholder os til alene at kigge på de formelle kvaliteter i Anna Anchers værker, så er kønsperspektivet umuligt at komme uden om. For netop overførelsen af maleteknikkerne fra pochade og etude til færdige værker, sådan som det kendes fra den franske impressionisme, blev i sig selv opfattet som en feminin metode.

Det var de malede skitsers dispensering fra tegning til fordel for den hastige og flydende udførelse direkte i oliemaling, samt fascinationen af den »passive« og subjektive registrering af sanseindtryk, der for mange kritikere i impressionisternes samtid associerede dem med et intimt og feminint udtryk. Derfor fik de flere af de mandlige impressionister travlt med at »videnskabeliggøre« deres praksis og argumentere for dens rødder i positivismens erfaringsbaserede filosofi.

I en af katalogets mange fine, forskningsbaserede tekster slår litteraten Cecilie Høgsbro Østergaard et slag for at anskue Anna Ancher som kunstner og som kvinde, frem for at gøre hende til et kønsmæssigt neutrum. På den måde kunne der måske også blive plads til at forstå hendes værkers udgangspunkt i en kvindelig erfaringsverden, uden at det devaluerede hende som kunstner.

Det er en opfordring, værkerne bifalder med deres aldrig svigtende kvalitet og deres originale undersøgelser af nye emner. Værkerne er i sidste ende det bedste og stærkeste argument for at forstå Anna Ancher både som kvinde og som en stor kunstner. For det kønsmæssige og det æstetiske er uløseligt sammenflettede dimensioner af et unikt kunstnerliv her. Det gør ikke Anna Anchers indsats mindre at blive anskuet sådan, kun større.

Statens Museum for Kunst: ’Anna Ancher’, indtil 24. maj

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Kunne det ikke være rart, hvis kønnet ikke hele tiden blev betragtet som det altafgørende - hvadenten positivt eller negativt. Hvis hun er en god kunstner er hun en god kunstner, fordi hun er en god kunstner, og ikke fordi hun er kvinde.

Kjeld Jensen, Torben Siersbæk, Rikke Nielsen og Allan S. K. Frederiksen anbefalede denne kommentar

Jo, men kvindelige kunstnere har historisk set ikke haft gode vilkår, pga kønnet og ikke evnerne, og derfor bliver kønnet en vigtig del af historien. Det er en historie om en undertrykkende kultur, der stadig findes bare i mindre/fortrængt grad.

Torben Siersbæk, Jens Flø, Henriette Bøhne, Randi Christiansen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

Rikke Nielsen har fuldkommen ret.

Kvinder har kæmpet for retten til at være mere end mødre og koner i århundreder, ja faktisk årtusinder.
Det er først efter stemmerettens indførelse, at der begynder at gå skred i tingene.

Det handler om anerkendelse - og især, om penge:

"Men til gengæld har det holdt hårdt med museale indkøb af Anna Ancher-værker. Når der skal sættes pris på kunsten i form af monetær kapital (penge), frem for symbolsk (skåltaler), holder museerne sig med andre ord tilbage.
Det synes at være en skæbne, som Anna Ancher deler med mange kvindelige kunstnere. Ikke bare de kvindelige kunstnere, der ligesom Anna Ancher blev født i midten af det nittende århundrede, hvor kvinder hverken havde stemmeret eller adgang til Kunstakademiet."

Den samme mangel på interesse og anerkendelse har ramt kvindelige filosoffer, matematikere, fysikere, astronomer, opfindere, etc.
Mange er gået helt i glemmebogen, og er først nu ved at blive genopdaget.
Det skyldes blandt andet, at de aldrig fik lov til at få en akademisk grad, selvom de både uddannede sig, underviste, skrev bøger og lignende.

Så selvfølgelig er kønnet vigtigt.
I Danmark er vi langt bagud med ligestilling i forhold til resten af Skandinavien.

Jens Flø, Henriette Bøhne, Rikke Nielsen, Randi Christiansen og Erik Winberg anbefalede denne kommentar
Randi Christiansen

Desværre er der en tilbøjelighed til netop at glemme, at der er forskel på mænd og kvinder, når man vil ligestille. Det er stadig kvinder - på trods af regnbuebevægelsens bestræbelser på at udviske kønnet - som føder børnene. Og mændene som ejakulerer sæden. Og mange tak for det, allerkæreste mænd.

Ligestilling er ikke lig med ensliggørelse.

ulrik mortensen, Jens Flø, Benta Victoria Gunnlögsson og Henrik Bjerre anbefalede denne kommentar
ingemaje lange

Tak for en virkelig lærerig, respektfuld og omhyggelig anmeldelse.

Torben Siersbæk

Jeg er selv spændt på at se udstillingen om en uges tid. Besøget er planlagt længe før den igangværende kønsdiskussion om den løb i gang.
Men jeg synes at kønsdiskussionen er helt på sin plads i relation til Anna Ancherudstillingen.
Når samfundet stadig diskriminerer kvinder - nyligt pointeret af den nyomvendte feminist (måske lige overdreven karakteristik), Brian Mikkelsen, nu direktør i Dansk Erhverv, der har gjort sig til talsmand for kønsneutrale ansøgninger til topjobs i erhvervslivet - så er det vel mere end rimeligt, at man prøver at neutralisere den kønsnedvurdering MANDLIGE anmeldere og andet godtfolk har brugt til at holde kvinder ude fra hvad som helst?
En lille personlig beretning... Min salige fru moder blev født to år før kvinder fik valgret i Danmark. I en alder af 18 år tog hun kørekort - og det var meget langt fra normalt i 1929! Hun berettede, at den køreprøvesagkyndige kvitterede for køreprøven med at hun havde aflagt en pæn prøve "AF EN DAME"!!
Den holdning findes stadig i kongeriget (efter at kongen i nu 48 år har været af hunkøn), og derfor er det særdeles relevant at påpege, at Anna Ancher var en væsentlig kunstner - uden at pladre vurderingen til med et køn.
Jeg har aldrig født børn selv (gæt selv hvorfor), men jeg er helt sikker på at mænd og kvinder både er forskellige og har indimellem meget forskellige erfaringer og tilgange til verden. Derfor er jeg også sikker på at der er flere forskelle mellem de kunstværker kvindelige og mandlige kunstnere frembringer.
Jeg mener også, at kunstværkerneskal vurderes som.... kunstværker, og ikke kunstværker af en kvindelig eller en mandlig kunstner!

Torben Siersbæk, jeg er helt enig med dig. I kunstens verden bør kønnet kun være en af mange parametre, hvorpå man fortolker kunstens indhold og ikke (ned)vurderer kunstens kvalitet. Men i forhold til indholdet og den samtid, hun har levet i, er kønnet så til gengæld en vigtig parameter. Og det er da også et meget spændende perspektiv, at hun, på trods af den (kunstneriske) undertrykkelse og nedvurdering, hun må har stået overfor, alligevel har kunne producere så fantastisk kunst.

Jeg har arbejdet i en mandsdomineret branche i over 20 år efterhånden, og jeg kan skrive under på, at nedvurderingen med baggrund i køn - stadig eksisterer i bedste velgående. Det er en konkurrenceparameter. Jeg husker mit første job, hvor jeg skulle klare en IQ test bedre end de mandlige kandidater - udelukkende med baggrund i mit køn.

Torben Siersbæk og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Kent Nørregaard

“Kvinder har kæmpet for retten til at være mere end mødre og koner i århundreder, ja faktisk årtusinder.”

Du glemmer vist at i størstedelen af de “ja faktisk årtusinder” var der altså ingen bestyrelsesposter eller noget dynamisk arbejdsmarked. Moderne frigørelse har intet med arbejdsfordelingen i fortidige samfundsformer at gøre. Hvis man har tilhørt samfundets top har man haft det godt, kvinder inklusive. Hvis man har tilhørt samfundets bund har man haft det skidt, mænd inklusive.

Randi Christiansen, Mogens Holme og ulrik mortensen anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

@ Kent Nørregaard

Nu taler vi ikke om hvorvidt man 'har haft det godt' i overklassen igennem tiderne eller ej.

Vi taler om, hvorvidt kvinder har kunnet udtrykke sig frit, kunnet arbejde med det de ville, og få et navn i historien.
Og det har de allerfærreste kunnet.

Kvinder har været nødsaget til at leve gennem mænd, og deres mænd har bestemt om de fik lov til at gøre det ene eller andet. Hvis det ikke var fædrene, var det sønnerne, som bestemte.

For kvinder kunne intet eje, med mindre der var ganske særlige omstændigheder.
Kvinder har heller ikke haft valget om de ville giftes og have børn. De blev bare giftet bort.

For sådan har det været i årtusinder. Også for overklassens kvinder.
De har intet ejet, de var ejet af deres mænd.

Kent Nørregaard

“Vi taler om, hvorvidt kvinder har kunnet udtrykke sig frit, kunnet arbejde med det de ville, og få et navn i historien.
Og det har de allerfærreste kunnet.”

Og ligeledes de allerfærreste mænd. Kvinder har bestemt ikke været ejet af deres mænd som en generel regel. Helt op i moderne historie har der været en arbejdsdeling hvor manden bestemt også har haft sit at se til og ikke har kunnet udfolde sig “kunstnerisk” og bare side og kæfte ordre af konen. Han har også, og er stadig i nogle samfund, kun en del af en familie så længe han kan forsørge konen og børnene. Den dag han ikke kan det er konen fri som en fulg til at tage hendes (fattige mænd har intet faderskab uden betaling) børn og finde sig en “bedre” far til dem.

Men jo i den moderne feminisme tager man ikke faktisk historie omkring familieforhold og arbejdsdeling og forskel på rig og fattig så alvorligt. Det handler mere om at fremstille kvinder som ofre for mænd igennem hele homo sapiens historie.