Billedhugger Bjørn Poulsens debutroman Opkald fra mælkevejen handler om fravær af voksne. Det er en selvbiografisk skildring af at vokse op med en psykisk syg mor, men moren fylder forholdsvis lidt i tilbageblikkene til barndommen. I stedet følger vi den unge Bjørn igennem opvæksten i 60’erne og 70’erne, hvor han bliver mobbet på kostskolen Herlufsholm eller suser alene rundt mellem Københavns biografer og kunstmuseer.
Ingen voksne holder øje med ham. Meget sigende findes der ikke nogen fotografier af ham, fra han er 11, til han er 18 år gammel, på nær et pasfoto fra da han er 14. Han ser mod et sted uden for kameralinsen, undviger øjenkontakt.
Bjørn Poulsen: ’Opkald fra mælkevejen’.
I begyndelsen er storesøsteren også med, men som 13-årig bestemmer hun sig for at blive boende alene på Sostrup Slot sammen med nonnerne og de få andre pensionerende, mens moren og lillebroren rejser videre. De bor i smukke naturomgivelser eller på fine hoteller midt i København. Hver aften spiser de i det kinesiske tårn i Tivoli.
Det er en barndom fyldt med litteratur, teater, kunst og dansetimer, et overklasseliv med klassisk dannelse og lange taxature. Undtagen når der med jævne mellemrum er lavt i kassebeholdningen. Så må de fejre juleaften med de hjemløse i cafeteriet på Hovedbanegården eller gå sultne igennem en weekend.
Da han begynder på den fine kostskole Herlufsholm, havner Bjørn pludselig nederst i hierarkiet. Skolen fungerer efter en ideologi, som den voksne Bjørn beskriver som »en blanding af socialdarwinisme og Thomas Hobbes statsfilosofi«. Altså en institution med strenge rammer og regler, men hvor jungleloven råder. Det giver »en følelse af at være overladt helt og aldeles til sig selv, at man i princippet lige så godt kunne være strandet på en øde ø.« Heller ikke her er der nogen indgriben fra voksne, medmindre eleverne afstraffes korporligt.
Mangel på autoriteter
Bjørn er et aparte barn, i stedet for sportsidoler og popstjerner hænger han en plakat med et Hieronymus Bosch-maleri op på væggen. Men det er ikke derfor, han bliver mobbet; de andre børn kan med det samme mærke, at han skiller sig ud. Han pjækker mere og mere og dumper sine eksaminer. Senere dropper han ud af gymnasiet for at forfølge et kald som kunstner.
Moren er fraværende i Bjørns barndom – hun ligger i sengen på de skiftende hoteller og får serveret roomservice, mens hun skjuler sig for PET, som overvåger hende via gadens lygtepæle – men der er også en mangel på autoriteter eller voksne i hendes eget liv. Ingen i Bjørns nærmeste familie lader til at opdage eller anerkende, hvor slemt det står til med hende. Det er en stedfortrædende faderfigur, manden i en katolsk familie, som Bjørn knytter sig til på Sostrup Slot, som første gang foreslår en tvangsindlæggelse. Når moren de sidste mange år af sit liv bor på et psykiatrisk bosted, som i romanen kaldes Askely, undrer Bjørn sig over, hvor plejerne er henne; hvorfor de altid holder møde, når patienterne råber om hjælp. »Askely er det vilde vesten«.
Bjørns far dukker op halvvejs igennem romanen. Det er smart komponeret: netop som læseren begynder at spekulere på, hvor faren er, gør han sin entré i fortællingen, ligesom han første gang dukkede op i Bjørns liv, da Bjørn var fem eller seks år gammel. Og igen, da han var ti eller 11. Bjørns far er »Danmarks svar på Rambo«, han har været i Siriuspatruljen og jagtet isbjørne i Grønland. Nu har han en ny kone og fem nye børn.
På sine ældre dage er han blevet »rablende racistisk«, og forholdet til den voksne søn er kendetegnet af ophedede politiske diskussioner. Men den fraværende far var samtidig den eneste, som dengang opdagede, at den 14-årige Bjørn blev mobbet, og som sagde til ham, at kan kunne blive til noget.
Denne dobbelthed er kendetegnende for romanen. Som barn er Bjørn fyldt af hævnfantasier over for sine mobbere på Herlufsholm, han ønsker, at de skal lide som de fluer og edderkopper, han torterer. Men den voksne Bjørn er ikke optaget af at placere ansvar eller skyld. Han har en overbærenhed over for det omsorgssvigt, han blev udsat for. Hans barndom var bizar, men den kunne have været værre. Levede han og moren måske ikke et luksusliv? Det er det, han forsøger at overbevise hende om, når hun skyldbetynget ringer igen og igen for at bede om tilgivelse.
Den gamle mors telefonopkald til værkstedet, hvor Bjørn arbejder med sine skulpturer, danner rammen om romanen, som er velkomponeret på en enkel måde. Der er en let og ofte humoristisk tone på trods af de svære temaer, og selv om samtalerne med moren ofte kan gå lidt i ring, er Opkald fra mælkevejen en medrivende og godt fortalt personlig historie om klasse, opvækst og psykisk sygdom.
Bjørn Poulsen: ’Opkald fra mælkevejen’. Lindhardt og Ringhof. 351 sider. 250 kroner.
