Anmeldelse
Læsetid: 2 min.

Codys kompositioner er utroligt rolige og forunderligt uforudsigelige

Danske Cody udfordrer på deres femte album, ’Win Some’, deres egne stemningsmættede klangflader med skrat, opfindsomhed og violiner, der vrider sig
Cody er en kvartet, der ud over guitarist og sanger Kaspar Kaae består af guitarist David Fjelstrup, violinist Frederik Thybo og cellist Line Felding.

Cody er en kvartet, der ud over guitarist og sanger Kaspar Kaae består af guitarist David Fjelstrup, violinist Frederik Thybo og cellist Line Felding.

Christian Klintholm

Kultur
14. februar 2020

Cody er et dansk indiefolkband, der blev dannet i starten af nullerne, kort før det amerikanske band Fleet Foxes gjorde det populært for fuldskæggede mænd i skovmandsskjorter at synge sarte vokalharmonier. Den musikalske bagmand er guitarist og sanger Kaspar Kaae, der samlede en større flok musikere omkring sig, i hvad der nok bedst kan defineres som et musikalsk kollektiv, hvilket også var moderne blandt indiebands på den tid.

De debuterede med ep’en Cody i 2009 og er her over ti år senere ude med deres femte album, Win Some, der er produceret af Mads Brinch. I takt med at Cody er blevet ældre, har bandet vokset sig mindre. I dag er det en kvartet, der ud over Kaae består af guitarist David Fjelstrup, violinist Frederik Thybo og cellist Line Felding.

Cody spiller folk af den lo fi og postmoderne slags, der godt nok er spillet på strengeinstrumenter og kan klinge akustisk, men som også bryder harmonien og harmonierne, når violinen pludselig vrider sig, eller et nummer stopper brat. »All That Matters« er en blid danderende melodi, en fjernt raslende tamburin holder rytmen i omkvædet, men pludselig halvvejs inde i nummeret rejser en mur af støj sig ud af intet. Støjen kværner videre, mens musikken vokser sig storladen, og vokalen understøttes af et hviskende kor.

Kompositionerne er på samme tid utrolig rolige og forunderligt uforudsigelige. De er grundlæggende afdæmpede, men Cody undgår faren for ensformighed ved hele tiden at trodse deres egne stemningsmættede klangflader med opfindsomhed, skrat og knas.

Nordisk americana

Kaspar Kaae har også komponeret filmmusik, senest til filmatiseringen af Per Pettersons roman Ud og stjæle heste, og de cinematiske klangflader har han taget med sig over i Codys lydbillede. Han synger på engelsk, som den skandinav han er, og det er klart en kvalitet, at Codys lyd er sit nordiske ophav bevidst.

»Lucky blue eyes
It is a nordic thing
Drink on weekdays
Date on weekdays
Ruin my sleep
I cry once a week
I shave once a month
« lyder det på »I’ve Got Nothing To Hide«.

Der er skruet op for mikrofonen, så Kaae kan synge uden at skrue op for sin egen volumen. Det er med til at skabe den indre ro, som numrene synes at have. Hans sangstil er reciterende, afspændt og til tider mørk melankolsk som forsangeren for Tindersticks, Stuart A. Stables.

Teksterne er smukkest, når de dvæler ved detaljer, når de studser over de små glimt af skønhed i hverdagen, som den solstråle, der på titelsangen »Win Some« oplyser Josefines filtrede hår og kysser hendes øjne, som hun sidder der i køkkenet en morgen.

Der er løse narrativer om at gå i byen og danse med en fremmed og en opremsning af de indtryk Berlin efterlader om efteråret. Men der er også numre, jeg ikke kan følge helt til dørs, fordi de billeder, de danner, ekkoer et romantisk natursyn eller placerer sig i en analog fortid. »I am not tearing the world / But only our letters apart« hedder det eksempelvis på »Lighter Than You«, men hvem er det egentlig, der sender hinanden kærestebreve af den slags, der kan rives i stykker efterfølgende i affekt?

Cody: ’Win Some’ (Come On Die Young Rec).

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her