Corpo Surreal er ganske enkelt noget af det mest mærkværdige og uforståelige, jeg endnu har oplevet inden for scenekunst. Men samtidig er det også en både smuk og sært poetisk oplevelse, jeg ikke ville have været foruden.
Det genremixende danske performancekompagni Sew Flunk Fury Wit blev grundlagt i 2013 af den kunstneriske leder Svend E. Kristensen, som i Corpo Surreal primært indtager rollen som dukkefører. Netop de store dukker, der i størrelse og udtryk minder om rigtige mennesker, er sammen med blandingen af dans, opera og performance blevet kompagniets varemærke.
I det lille, mørke scenerum på Godsbanen i Aarhus, hvor Teater Katapult holder til, hersker en japansk enkelthed i Johan Kølkjærs scenografi, der udelukkende består af firkantede stofbeklædte lanterner. I den ene side hænger fem rimelig store lanterner. På gulvet i den modsatte side ligger en endnu større, væltet lanterne, hvor de hvide stofstrimler er gået løs og flyder ud over gulvet. Midt i lokalet står en gigantisk tilsvarende lanterne på størrelse med et mindre haveskur.
Dukker i menneskestørrelse
En knitrende lyd som af hvid støj fylder mørket i Kajiwara og Oxenvads lyddesign. Frem fra sit skjul bag den største af lanternerne træder den japanske danserinde Yoko Higashino. Med unikke kantede bevægelser fremfører hun en koreografi, der er som en mellemting mellem kroppens naturlige spasmer og en ekstrem electric boogie. Hun er usædvanligt mobil og udviser en imponerende kropskontrol, mens hun svinger armene såvel foran som bagved sin egen overkrop, hele tiden formet i perfekte trekanter med albuerne som spidser.
Hun lægger sig ned på gulvet og kryber ind i den væltede lanterne. En lys kvindestemme klinger melodisk ud i lokalet.
»I hear it all from where I lay,« synger hun.
Og da Higashino igen kravler ud fra lanternen er hendes bevægelser forandrede – blødere og rundere end før.
Bag den store lanterne, hvor de lange hvide stofstrimler langsomt vikles af, afsløres den islandske operasangerinde Ísabella Leifsdóttir. Som en magtfuld, men sårbar herskerinde stjæler hun publikums opmærksomhed. Hun er iklædt en tætsiddende, lille flæsebeklædt trikot over svulmende bryster, netstrømper og en tung make-up med røde læber og lange, mørke øjenvipper, der sammen med hendes platinblonde lokker leder tankerne hen på Marilyn Monroe. Hendes fremtoning er lige så betagende som hendes blide men kraftfulde sopran.
Frem fra de hængende lanterne fremdrager Svend E. Kristensen flere livagtige dukker forestillingen igennem. Én har et yndefuldt ansigt med lukkede øjne og et drømmende udtryk. Men på siden af hovedet, hvor ørerne burde have siddet, sidder i stedet to mindre barneansigter. En anden af dukkerne har uhyggelige katteagtige ansigtstræk med spaltet overlæbe. De repræsenterer formodentlig ekstreme versioner af forskellige kropsidealer.
Dukkernes bevægelser bliver i Svend E. Kristensens rutinerede styring skræmmende livagtige. De sitrer og vajer med kroppene, bevæger armene og retter ansigterne rundt, som var de deforme, men levende væsner. Hver dukke ledsages af Leifsdóttirs fine, syngende stemme.
Surrealistisk og uforståelig
Musikken til Corpo Surreal er skabt af den mexicanske komponist Fernando Murcof. Den består af et pudsigt mix af elektroniske lyde, noget, der minder om en melodisk popsang, og enkelte strofer, hvor stemningen af opera får fat. Ordene i Neill Cardinal Furios libretto er mestendels uforståelige i sangene. Havde jeg ikke fået udleveret en pressekopi med teksterne, havde jeg kun fået fat i ganske få af sætningerne. Men selv med teksterne foran mig, giver de ikke megen mening.
De fem dukker er dragende og skræmmende på samme tid. De få ord, der tales i stedet for at synges virker sære og meningsløse.
»It’s not here. It’s not there. It’s not near. It’s not anywhere,« hvisker Kristensen.
En ordlyd, der også flere gange gentages i sangene. Det hele virker som en surrealistisk oplevelse, hvor eventuelle budskaber ikke trænger igennem.
Men mod forestillingens slutning er der alligevel en enkelt, særligt fængende scene. Inde i den store lanterne står de to kvinder ansigt til ansigt, lænet ind mod hinanden, så deres pander støder sammen. Og kontrasten mellem disse to væsensforskellige kvindekroppe er interessant. Higashinos spinkle, skarptskårne næsten drengeagtige krop over for Leifsdóttirs høje, frodige skikkelse. Et fint billede på, at der ikke findes én enkelt formel på, hvordan en krop ser ud.
Som helhed betragtet er Corpo Surreal en surrealistisk og uforståelig oplevelse. Det er ikke en forestilling, hvor du skal søge efter en logisk fortælling eller forklaring. Det er i langt højere grad en fascinerende sanseoplevelse, der stimulerer øret og øjet.
’Corpo Surreal’. Af Sew Flunk Fury Wit. Instruktør: Jesper Pedersen. Komponist: Fernando Murcof. Libretto: Neill Cardinal Furio. Scenograf: Johan Kølkjær. Kostumer: Anna Gammelgaard. Lyd: Toshino Kajiwara og Andreas Hald Oxenvad. Lys: Arnar Ingvarsson. Med: Svend E. Kristensen, Yoko Higashino og Ísabella Leifsdóttir. Spiller på Teater Katapult i Aarhus til 7. februar og på Det Kongelige Teater 12.-16. februar. Dernæst turné.
