Læsetid: 5 min.

DR’s nye søndagsserie ’Når støvet har lagt sig’ er en public service-duks

Den nye søndagsserie på DR er et bombastisk igangskudt multiplotdrama med en stor ambition om at sige lidt om alle i samfundet og om alles forbundethed i lyset af terror. Med indlagt fare for at blive til en overfladisk dramatisering af TV Avisen
I de første minutter af ’Når støvet har lagt sig’ glider kameraet rundt på en københavnsk restaurant og fanger glimt og lyd af gæsterne, der hygger sig. Pludselig sætter geværmænd punktum for de liv, vi netop troede skulle til at udfolde sig.

I de første minutter af ’Når støvet har lagt sig’ glider kameraet rundt på en københavnsk restaurant og fanger glimt og lyd af gæsterne, der hygger sig. Pludselig sætter geværmænd punktum for de liv, vi netop troede skulle til at udfolde sig.

Jason Alami / DR Presse

3. februar 2020

Siger en spritny DR Drama-søndagsserie alt om sig selv på dets første par minutter? Det vil jeg mene.

Når det er søndag aften, og vi møffer os sammen foran tv-skærmen for at deltage i den fællesspejlingssport, som DR’s dramaserier stadig er for virkeligt mange, så er det selve eksistensen og fællesværdierne, vi skal tumle med, før endnu en uge sætter i gang.

Tv-dramatikerne skal således ved porten underskrive en kontrakt med seerne om, at de kan levere klare og identificerbare eksempler på det, der vedrører og skræmmer os, og de skal gøre det ved at ryste os ind i fortællingen.

Starten på Dorte W. Høgh og Ida Maria Rydéns nye tiepisoders dramaserie, Når støvet har lagt sig, er måske det allerbedste, mest effektive og umiddelbart gribende eksempel på netop det:

I seriens første minutter glider kameraet rundt på en københavnsk restaurant og fanger glimt og lyd af gæsterne: En otteårig pige sidder alene ved et bord med en lille fødselsdagskage. En veninde fortæller sin anden veninde om sin nye Tinderdate. Et nyforelsket par fniser til hinanden, mens en mand advarer sin forlovede mod at bestille for dyr mad til brylluppet. En far er utilfreds med sin søns fremtidsplaner, restaurantens kok ser sig ængsteligt omkring.

Alle vi danskere har en historie, man kan fortælle, skal vi forstå. Og i disse minutter ved vi endnu ikke, hvilke mennesker denne serie vil fortælle os om og hvordan.

Så skydes der pludseligt vildt i restauranten. Geværmænd sætter punktum for de liv, vi netop troede skulle udfolde sig.

Vi ser en desperat far styrte forbi ambulancer og ind på restauranten. Så springer serien ni dage tilbage og begynder forfra at introducere os for ham og hin enkelte menneskers skæbne med den katastrofale fremtid in mente.

Intet drama uden død

Nærmest ingen dansk dramaserie, uden at døden hilser os allerede ved indgangen – gennem nordic noir-genrens spektakulært gestaltede (kvinde)mord eller gennem familiedramaets tragik.

Vi skal skræmmes af døden, vi skal gribes af melankolien, og i det store og/eller små skal vi se os spejlet i vores samfund med dets sammenhængskraft, der er truet af ydre magt og indre dæmoner.

Tag åbningen på første sæson af Bedrag: En ukonventionelt kompromisløs politibetjent kaster sig i havnen for at svømme ud efter spor fra det lig af en skibsarbejder, der lige er blevet trukket op på havnen. Krydsklip til en charmerende dansk virksomhedsdirektør og vel-nok-skurk, der prædiker grøn omstilling på britisk tv.

Den lille mands kamp mod den store mands undertrykkelse af den anden lille mand.

Tag Herrens Veje: En lille rødhåret gut leger begravelse med sin bror og finder på præstegården sin bedstefar på hans værelse i uhyggelig tungetale.

»August, det her taler vi aldrig nogensinde om,« formaner hans far i en filmisk laber indpakning af religiøs fanatisme, et tungt patriarkat og dets fortrængninger.

Senere i serien kommer August til at slå en kvinde ihjel (det må man aldrig tale om, siger far), og allersidst i første sæson dør August selv (og det skal faren så lære at tale om).

Eller tag Marie Østerbye og Christian Torpes Fred til lands: En stolt far lægger en fynsk sommerdag baghave til et stop på sønnens studentervognsfest. Bagstiv og lykkelig trækker sønnen tidlig næsten morgen sin cykel hjemad gennem kornmarkerne og bliver banket ned af en mystisk rød firhjulstrækker.

Hej til familieværdier, landsbyidyl og en mordgåde.

Og i Når støvet har lagt sig har vi altså fra seriens første minutter krimigenrens spændende suspektliggørelse af seriens karakterer – er nogen af dem indblandet og hvordan?

Vi har døden som det uundgåelige vilkår, der skal kaste lys over livet. Vi har oplevelsen af en udefrakommende trussel, der sætter vores sammenhængskraft på spil. Og vi får udfoldet det nære perspektiv, familiefarens, som første af en række nære historier. Og så har vi ikke mindst den nordiske melankoli, der skal svøbe sig omkring os med en lyst sunget indieklagesang.

Herrens Veje fokuserede ind på et præstemiljø og gav samtiden et servicetjek i religionens og spiritualitetents optik. Fred til lands tillod sig at gøre et sjovt-mærkværdigt og totalt dystert fynsk minisamfund til eksempel på vores iboende mørke kræfter og bøjelige moralkodeks.

Når støvet har lagt sig, som man efter første indtryk mest kan lykønske for at være helt og aldeles skåret efter DR-dramatikkens drejebog, vil ikke blive ét sted, men være over det hele.

Vi er ikke i ét miljø, men i dem alle sammen: hos den aldrende justitsminister (som er lesbisk! Hej 2020!), hos en narkoman og en popsanger, hos en socialt kold danskgrønlænder med store ambitioner, hos et barn med for travl en mor, hos en selvdestruktiv ungdom og hans bekymrede forældre, hos en følsom muslimsk gut, der kues af sin tyranniske storebror, hos den gamle på plejehjem.

Alle de emner, vi også får belyst i TV Avisen, turneres og møves sammen her.

Ambitiøs og uambitiøs

Man kan kalde Når støvet har lagt sig ambitiøs, fordi den gerne vil sige noget om alles vilkår i samfundet, om vores forbundethed. Man kan også kalde den uambitiøs, fordi den ikke sætter sin lid til, at en søndagsserie kan samles om ét miljø, om én gruppe mennesker og insistere på, at det er gennem det grundige arbejde med at forstå et hjørne af verden, at vi også bliver klogere på os selv og hinanden.

Man kan hæfte sig ved, at Karen-Lise Mynster er god, varm og kantet som justitsminister, der vil tilsidesætte landets sikkerhed for en god humanistisk sag og, ikke mindst, for sit politiske eftermæle, og at Arian Kashef i rollen som den unge muslimske Jamal er en ny og følsom stjerne.

Eller man kan ærgres over, at den modstand, som blandt andet disse to karakterer møder i første afsnit, personificeres gennem banaliserede figurer: En brysk tv-reporter og en bøllet storebror føles som papfigurer med stavepladereplikker.

Man kan også mene, at dét at sætte en mystisk terrorramme for handlingen er en stærk måde at berøre den angst for det fremmede og uventede, som kan flå vores sammenhængskraft fra hinanden. På den måde er serien en public service-duks.

Man kan også hævde, at seriens indledende sammenblanding af sociale nyhedsdagsordner og terrorfrygt er en lille søndagssofasutteklud, der skal give os indtryk af, at vi sætter os ind i noget vigtigt, uden at vi faktisk gør det.

De første to minutter er i hvert fald en programerklæring leveret med en svulstighed, der forpligter på at levere mere og noget dybere end et gennemtænkt multiplot med en luns til alle seere.

’Når støvet har lagt sig’. Afsnit 1 af 10. Hovedforfattere: Dorte W. Høgh og Ida Maria Rydén. Episodeforfatter: Ida Maria Rydén. Konceptuerende instruktør: Milad Alami. Fotograf: Sebastian Winterø. Vises på DR1 søndage kl. 20.00. Information anmelder hvert afsnit på nettet søndag aften og på print mandag.

Serie

Vi anmelder 'Når støvet har lagt sig'

DR’s nye søndagsserie ’Når støvet har lagt sig’ er et multiplotdrama, der følger en række danske borgere fra alle samfundslag og i alle aldre i dagene op til et formodet terrorangreb. Hvad forbinder justitsministeren, narkomanen, kokken, barnet og hendes enemor, håndværkeren, den muslimske fyr, skolelæreren og racisten på plejehjemme? Information anmelder hvert afsnit.

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Niels Duus Nielsen
  • Eva Schwanenflügel
Niels Duus Nielsen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Desværre er vi stadig tvunget til at betale for retten til at kunne tune ind på disse sidste ulidelige og rallende dødskramper. Forbandede politikere!

jens christian jacobsen

Serien tegner triviel og forudsigelig. Sådan må det vel være i det lille klæge land Danmark hvor vi allesammen har gået til præst med hinanden..

Spis nu lige brød til! Første afsnit kunne godt virke lidt forvirrende med de mange klip, men sådan må en introduktion nok være - mere eller mindre. Jeg synes der er takter til endnu en virkelig god drama serie på DR1, der gennem årene har formået at vinde utallige priser og gøre deres drama serier internationalt kendte.
Lad os være stolte af den gennemslagskraft - og se så næste afsnit inden i både nedgør serien, DR og DK, som de fleste har så umådelig travlt med her i tråden, desværre. Og Jer der ikke gider betales licens: Husk at det er en medielicens der dækker jeres totale medieforbrug på nettet, ikke kun DR.

Birger Hørning

Det hænder, at en anmelder overgår det anmeldte. Katrine Hornstrup Yde har skrevet en fornem, ord ekvilibristisk anmeldelse, som peger på sammenhænge mellem vores til tider menings/debatskabende Tv-serier. En sammenhæng som i sig selv er sigende om den tid, vi er i. Interessant bliver det at følge, hvordan events berører kulturer i DK horisontalt som vertikalt. Måske for stor en mundfuld - vi får ser. Men lige nu tak til anmelderen for en fed anmeldelse sprogligt som intellektuelt.

jens christian jacobsen

'Måske for stor en mundfuld' skriver Birger. Ja, vi er mange små ånder du uheldigvis må tåle eksistensen af på denne plads. Må du finde fred andre steder...