Læsetid: 6 min.

Elvirakoncilet serverer os et par dråber af kristendommens råmælk

Et lille skrift fra den tidlige kristendom gør os klogere på, hvad der gennem tiden har gjort os til dem, vi er
21. februar 2020

Når man ser på kirken i dag, som den tager sig ud i Danmark, er det, man ser – først og fremmest – et åbent og meget lidt eksklusivt selskab. Det er ved gud alle mulige, der lejlighedsvis og af dybt forskellige grunde kommer i kirken, eller i kirkesalen, eller sognegården, eller hvad de tilstødende lokaler nu hedder. Der findes sikkert kirker, som benyttes af en lille hård kerne, der ser vrissent på en, hvis man kommer som fremmed, men jeg kender dem ikke.

Og alligevel – trods rekordhøjt medlemstal, når vi sammenligner os med dem, vi plejer at sammenligne os med – ligner det et træk i vores forhold til kirken, at vi ser os selv som udenforstående. Vi betaler vores medlemskontingent, men vi er ikke rigtig inde i varmen. Jeg er jo ikke sådan troende, siger de fleste.

Den canadiske filosof Charles Taylor har skrevet et digert værk, A Secular Age, hvori han beskriver måden, vi tror på i den senmoderne vestlige verden. Og her taler vi hele den vestlige verden og ikke blot Danmark. Og han taler om tro, ikke som noget næsten afviklet, men som noget, der fortsat findes, blot under ændrede betingelser.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Jens Flø
Jens Flø anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu