Anmeldelse
Læsetid: 6 min.

Elvirakoncilet serverer os et par dråber af kristendommens råmælk

Et lille skrift fra den tidlige kristendom gør os klogere på, hvad der gennem tiden har gjort os til dem, vi er
Kultur
21. februar 2020

Når man ser på kirken i dag, som den tager sig ud i Danmark, er det, man ser – først og fremmest – et åbent og meget lidt eksklusivt selskab. Det er ved gud alle mulige, der lejlighedsvis og af dybt forskellige grunde kommer i kirken, eller i kirkesalen, eller sognegården, eller hvad de tilstødende lokaler nu hedder. Der findes sikkert kirker, som benyttes af en lille hård kerne, der ser vrissent på en, hvis man kommer som fremmed, men jeg kender dem ikke.

Og alligevel – trods rekordhøjt medlemstal, når vi sammenligner os med dem, vi plejer at sammenligne os med – ligner det et træk i vores forhold til kirken, at vi ser os selv som udenforstående. Vi betaler vores medlemskontingent, men vi er ikke rigtig inde i varmen. Jeg er jo ikke sådan troende, siger de fleste.

Den canadiske filosof Charles Taylor har skrevet et digert værk, A Secular Age, hvori han beskriver måden, vi tror på i den senmoderne vestlige verden. Og her taler vi hele den vestlige verden og ikke blot Danmark. Og han taler om tro, ikke som noget næsten afviklet, men som noget, der fortsat findes, blot under ændrede betingelser.

Troen findes i det, han kalder et cross pressure (ofte oversat med det lidt kluntede ord krydspres) mellem forskellige virkelighedsopfattelser. Du hører til i en virkelighed, hvor tro er et oldtidslevn, der ikke passer ind i dine sædvanlige argumenter. Samtidig tiltrækkes du af en virkelighed, som ligger et andet sted, og som på andre måder og til andre tider overbeviser dig. Altså en form for ambivalens, som nok mange genkender i forhold til det kirkelige.

Kasper Dalgaard: ’Elvirakoncilet. At være kristen i år 300’.

Saxo
Han taler også om den fluktuerende tro – det ene øjeblik er troen der, som en sans, en slags åbenhed. Lidt senere, når du står i køen i Netto, eller mødes med vennerne, er der lukket for dens slags. Tro er med andre ord, i sin senmoderne udgave, og ifølge Tayler, som et åbent forhold, du kan stemple ind og ud af.

Her er troen gennemgribende

Derfor er det interessant at læse Elvirakoncilet. Det er en lille letlæst samling af love fra den tidlige kristendoms tid i et hjørne af Spanien (byen Elvira, i dag Granada), oversat og fint kommenteret af teolog og ph.d. Kasper Dalgaard.

Man gætter på, at lovsamlingen er fra omkring år 300, det vil sige en periode præget af kristenforfølgelser i store dele af Romerriget. Rundt om hjørnet sker der det, at den romerske kejser Konstantin i 312, ifølge en af oldtidens historikere, får en åbenbaring og pludselig stemmes mildt over for kristendommen, men det ved de endnu ikke på det her tidspunkt.

Det er altså kristendommens råmælk, vi får serveret et par dråber af her. Og man kan ikke lade være med at tænke, at man her måske kan finde noget af forklaringen på, hvorfor så besynderlig en tro, der tilbad et korsfæstet gudsmenneske, en tro, der til og med på det her tidspunkt var forbudt, kunne vokse så eksplosivt, også langt ud over middelhavsområdet, som trods alt var formet af den samme hellenistiske kultur. Hvad var tiltrækningskraften? Og hvad gjorde dem så stærke i troen, at de ikke bare dukkede hovedet og indordnede sig, når en dødsstraf udstedt fra kejserligt hold med mellemrum åndede dem i nakken?

Nej, her er troen gennemgribende. I disse love møder vi for første gang på skrift den tanke, at præster bør afholde sig fra at gifte sig. Og i det hele taget skal de vare sig for seksuelle lyster. Kvinder kan gifte sig. Men endnu finere er det, hvis de vier deres liv til Gud, som en slags gudsjomfruer eller nonner, fra før begrebet nonner fandtes. Kvinders seksualitet (eller tiltrækningskraft bør man nok skrive) er tydeligvis et aktuelt faremoment i menigheden. En del love handler om, hvad man stiller op, hvis man alligevel, helt almindeligt, har forbrudt sig før eller under et ægteskab.

De kristne var jo en minoritet på det her tidspunkt, men en aldeles, forstår man, avanceret minoritet udi moralske spørgsmål. De måtte ikke deltage i ofringer i den romerske kejserkult, dels fordi det var afgudsdyrkelse, men endnu værre, fordi det også kunne indbefatte mord og voldtægt af unge piger.

Med forholdsstrenge etiske forskrifter forsøger altså de kristne menigheder at skille sig ud fra mængden. Ikke at det vel altid lykkedes, så havde de ikke behøvet lovene. Men man fornemmer alligevel en kultur, der forsøger at løfte sig op over den værste vold og den mest udbredte svindel og ågerhandel. Måske som en form for lysende eksempel.

Trods det at det i dag måske mest ligner Jehovas Vidners strenge interne regelsæt, aner man samtidig, hvordan den her nye kultur har været med til at forme og danne den vestlige verden ved at civilisere den indefra.

At kirken senere, og i den grad, tog brug af mere voldelige og også ydre våben, er en anden fortælling. Her omkring 300 er straffen for at forbryde sig ikke pisk eller lemlæstelse, men blot nadverforbud for en vis periode.

»Hvis en mand efter sin døbte hustrus død gifter sig med hendes søster, skal han holdes fra nadveren i fem år«, hedder det, hvorimod »en troende, der har forladt sin religion og ikke har været i kirke længe«, må modtage nadver igen efter ti år.

Bliver en gejstlig afsløret i at være for grisk, bliver han sendt væk, og bliver en lægmand grebet i det samme, får han den største straf, som er, at man smides ud af fællesskabet. Ingen vold med andre ord, og her taler vi fjerde århundrede.

Et kig i de gamle gemmer

Det er den lille hårde kerne. Hans Jørgen Lundager Jensen, en af de mest interessante ritualforskere i Danmark, har for nylig skrevet om, hvordan den kristne kirke bærer to traditioner i sig.

Den ene er sekten, som er det lille fællesskab, der lever sammen om en fælles høj moral. Her findes ingen helligsteder eller noget udpræget hierarki. Præsterne må ikke løfte sig eller berige sig på bekostning af andre, men skal alene udmærke sig ved deres renhed og ydmyghed.

Den anden tradition er repræsenteret ved templet, som er helligstedet, som masserne kan opsøge og her suge lidt hellighed til sig, uanset hvordan de i øvrigt lever. Det sidste, kunne man sige, er den rummelige folkekirke, hvor lystænding og brusende orgler eller flygler er det, der sætter rammerne. Alle bydes ind, og ingen spørger, om du har været utro eller til dit daglige forbrug.

Når man læser teksterne fra Elvirakoncilet, spørger man uvilkårligt sig selv: Hvad blev der af den anden tradition? Som vi også kender fra den tidligste kirke, hvor mennesker mødtes og delte liv, og hvad de i øvrigt ejede. Det etiske fællesskab, hvor man satte barren højt. Hvor man forsøgte at spejle sig i en høj moral, et kærlighedsbud, og hvor udbytning mennesker imellem blev taget alvorligt.

Vi har nok set for mange eksempler på, at det er blevet misbrugt. I dag er der mange, der taler moralsk om, hvad vi dog bør og skal, men det er uhyre sjældent kirken. Og så er det vel alligevel fortsat en del af kirkens grundstof, som vi bliver mindet om her i lovene fra Elvirakoncilet.

En gang imellem skal man nok tage et lille kig ned i de gamle gemmer, kælderen fyldt med kasser, alt det, der gennem tiden har gjort os til dem, vi er. Elvirakoncilet er et godt og overskueligt bud på et sådant lille kig.

Kasper Dalgaard: ’Elvirakoncilet. At være kristen i år 300’. Eksistensen. 68 sider. 100 kroner.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her