Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Fernando Pessoa-bog er langtrukken spøg og spekulation over anarkismen

En sær lille bog af Fernando Pessoa
Kultur
7. februar 2020

Den anarkistiske bankier har en usædvanlig status i Fernando Pessoas forfatterskab, fordi den ikke bare udkom, mens han var i live, men også udkom i hans eget navn.

I sin korte levetid udgav Pessoa næsten ingenting, og han var primært kendt af en lille kreds i det portugisiske forfattermiljø.

Efter hans død fandt man en kiste i hans lejlighed, som viste sig at indeholde over 25.000 sider. Digte, drama og filosofi lå side om side med optegnelser om æstetik, okkultisme og astrologi. Mange af teksterne var skrevet af Pessoas såkaldte heteronymer. I modsætning til et pseudonym, som er et fiktivt navn, der dækker over en virkelig person, er heteronymet en hel identitet i sig selv; en fiktiv personlighed med fødsels- og dødsår samt egen livshistorie og litterære stil.

Udgangspunktet for Den anarkistiske bankier er enkel: En navnløs mand sidder på en café med sin navnløse ven. Da samtalen er ved at gå i stå, indskyder manden, at han har hørt et rygte om, at vennen – en fremragende forretningsmand og berygtet børsspekulant – engang har været anarkist. Vennen afviser og siger, at han ikke har været anarkist, han er anarkist.

'Den anarkistiske bankier' af Fernando Pessoa.

På de resterende 60 sider uddyber bankieren sit svar. Han forklarer, hvordan han definerer anarkisme, hvordan han selv blev anarkist og endelig hvordan hans overbevisning hænger sammen med hans arbejde og formue.

En anarkist er »én, der gør oprør mod det uretfærdige i, at vi i social forstand fødes ulige«. En, der godt kan acceptere, at et andet menneske »kan være mig overlegen i kraft af det, naturen har udstyret ham med – talent, mod, energi«, men ikke i kraft af det, der »uvilkårligt tilfalder ham, så snart han er født – rigdom, social position, en ubekymret tilværelse«.

Den vigtigste opgave for en anarkist er at bekæmpe »samfundets konventioner«, fordi de er unaturlige illusioner, der skygger for den egentlige virkelighed. Det må ske gennem en »pludselig, overrumplende, knusende social revolution«, som skal ske på samme tid hele verden over, eller i det mindste »brede sig hurtigt fra punkt til punkt, det vil sige i hvert land komme som et fuldstændigt lynnedslag«.

Herfra bliver det vanskeligt at opsummere argumentationen, men kort sagt fortæller bankieren om sine mislykkede oplevelser med ligesindede. De var ikke anarkister i praksis, kun i teorien, og i deres forsøg på at samarbejde endte de med at udøve netop den form for tyranni, de kæmpede mod. Bankieren konkluderer således, at det ikke er muligt at arbejde sammen mod det fælles mål. I stedet må hver enkelt tage sagen i egen hånd.

Det økonomiske system er undertrykkende, og for bankieren er det ultimative oprør derfor at gøre sig uafhængig af det. Det gør han ved at tjene så mange penge som muligt. Formålet er netop ikke at bruge dem til at hjælpe andre:

»Jeg har aldrig hjulpet, og jeg hjælper heller ikke nogen, for det er det samme som at gribe ind i et andet menneskes frihed, og det strider mod mine principper.«

Eller i en mindst lige så ubehagelig variant:

»Hvis et menneske er født til at være slave, så vil frihed være et tyranni for ham, fordi det er i modstrid med hans natur.«

Men for bankieren selv giver pengene selvfølgelig netop den frihed, han så anarkistisk ønskede sig.

En langtrukken spøg

Den anarkistiske bankier er en sær lille bog. Den er udformet som en sokratisk dialog, hvor en lidt naiv spørger bliver belært af en drillepind, hvis logiske og retoriske krumspring bygger op til en allerede fastlagt pointe.

Pessoa bruger som regel sine heteronymer til at gennemspille forskellige verdensopfattelser, der er så konsekvente, at de ikke lader sig udleve i praksis.

I hans digte fører det både til smuk, mystisk, morsom og forrykt poesi. I Den anarkistiske bankier bliver det til lidt mindre.

Godt nok lader han også her en person udfolde et usædvanligt (og) konsekvent livssyn, men teksten lider under en del gentagelser, og alting virker stift og abstrakt:

»Jeg havde stået over for dette problem, og jeg havde løst det, selv om det, som jeg har fortalt Dem, ikke var på nogen tilfredsstillende måde. Men straks efter stødte jeg på nye vanskeligheder, der lå på linje hermed, og som forvirrede mig temmelig meget.«

Mere konkret end det bliver det sjældent.

Pessoa har et fint blik for de paradokser og faldgruber, der også lurer i revolutionære fællesskaber. I sidste ende er argumentationen dog så overdrevet retorisk og absurd, at teksten føles mere som langtrukken spøg og spekulation end som perspektivrig fiktiv filosofi.

Fernando Pessoa: ’Den anarkistiske bankier’. Oversat af Mone Hvass. A Mock Book, 86 sider, 150 kroner

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her