Da jeg begyndte i folkeskolen i 1965, var der ingen, der interesserede sig for mit begær endsige min lidenskab. Faktisk tror jeg slet ikke, jeg kendte ordene. Ej heller blev jeg opdraget eller tilskyndet til at være kreativ og realisere mit potentiale. Dag ud og dag ind stod den på retskrivning, staveord, tabeller og salmesang. Læringsbegrebet var ikke blevet opfundet i Nyborg, og vi kendte kun til indlæring. Lærernes ord var lov, det gjaldt om at adlyde.
Retrospektivt er det gået op for mig, at jeg oplevede den sorte skoles allersidste krampetrækninger.
54 år senere er skolen ikke til at kende igen. Nu trænes eleverne i at forvalte deres egen begærsøkonomi på den mest optimale facon. De skal være originale og innovative på kommando og lede deres egen livslange læringsproces.
Kommunikations- og informationsteknologien udfordrer eller ligefrem erstatter lærerautoriteten, og skolen bliver et sted, hvor der skal problemformuleres, arbejdes i teams og laves PowerPoint-præsentationer. Det kommende arbejdsmarkeds værdier synes allerede at være præsenteret i grundskolen.
Den gamle skoleform foregik i et disciplinært samfund, den nye i et kontrolsamfund. Hvor den disciplinerende nationalstats skole hang intimt sammen med industrisamfundet, prøver (selv) kontrolsamfundets skole at finde sine omstillingsparate ben at løbe på i en foranderlig vidensøkonomi underlagt intens global konkurrence.
John Benedicto Krejsle: ’At analysere med Gilles Deleuze’.
En god idé
Skal sådanne komplekse nybrud og overgange begribes, er det oplagt at hente inspiration i den franske filosof Gilles Deleuzes værktøjskasse.
Deleuze, der levede fra 1925-1995, proklamerede, at filosofi består af modet til at skabe nye begreber, der gør det muligt at tænke og handle anderledes. Deleuze er også optaget af at levere kritiske analyser af de tanke- og tvangsformer, der er på spil i de statslige politikker og det samfundsmæssige hverdagsliv.
Således har uddannelsesforsker John Benedicto Krejsler fra DPU, Aarhus Universitet, og Forlaget Samfundslitteratur fået en god idé. Det vrimler med videnskabsteoretiske kurser på de højere danske uddannelsessteder, og krævende filosofiske forfatterskaber byder sig til.
Men det sker sjældent, at de studerende ægges til selv at øve sig i at foretage konkrete analyser med afsæt i de store tænkeres begreber. Krejslers lille bog, At analysere med Gilles Deleuze. En rejse i nomadebegreber, tilblivelser og kontrolsamfund, er en invitation til at komme i gang. Der er tale om første udgivelse i en bogserie kaldet Umulige tænkere, og prisen på bogen er forholdsvis lav, dog ikke så lav som Aarhus Universitetsforlags store succes Tænkepauser.
Krejsler læser Deleuze som en »glædesaffirmativ« (livsbekræftende) forskelstænker og aktivist, der på nomadisk og legende vis går imod alle tilløb til passive tristhedsytringer og dårlig samvittighed. Kroppens potentialiteter skal udfoldes i fuldt flor, og de immanente muligheder i livet skal sættes fri.
I 2020-skolen, der er designet til at tænde subjektets begær og at få det til at realisere sine potentialer, er det eksempelvis muligt at af- og undersøge de flugtlinjer, der får samtidens skolebørn til at blive andet og mere end servile soldater i konkurrencestaten, for eksempel klimaaktivister, kunstnere, musikere, poeter og nænsomme samfundsborgere – eller ’bare’ skoletrætte, dagdrømmende og antikompetente.
Vild med ’rihzomer’
Mens jeg glæder mig over projektet Umulige tænkere og i spænding grubler over, hvem der mon bliver ’umulius’ nummer to i serien, så skal der her på falderebet serveres to kritikker af Krejslers måde at læse og bruge Deleuze på.
For det første er det ikke rigtigt, at Theodor W. Adorno og den første generation af kritiske teoretikere var tilhængere af en hegeliansk inspireret dialektisk historiefilosofi og identitetstænkning, der bestemt ikke er Deleuzes eller Krejslers kop te. Frankfurterskolens første generation – tænk også her på Herbert Marcuse og Walter Benjamin – var snarere ikkeidentitetstænkere. Dermed var de langt tættere på Deleuzes projekt – før det vel at mærke så dagens lys – end Krejsler synes at ane.
For det andet er det ikke uproblematisk, at Krejsler gør op med ’den professionelle’, det vil sige »en konventionel begrebslig person«, for eksempel skolelæreren eller sygeplejersken, til fordel for ’kompetencenomaden’ i sit »forsøg på at skabe en begrebslig person, der kan tænke anderledes«.
Med to (be)greb(er) i Deleuzes værktøjskasse bryder Krejsler sig ikke om ’rodstrukturer’ (faste éntydige identiteter); men han er vild med ’rhizomer’ (centerløse trevlerødder).
Men hvordan sikre, at kompetencenomaden uden faglig agtelse og dybde ikke bare bliver en nyttig idiot i kontrolsamfundet? Kræver det ikke viden, modstandskraft og et intakt kritisk projekt ikke at blive fristet til for eksempel at agere som facilitator af de ’nødvendige’ omstillinger?
John Benedicto Krejsle: ’At analysere med Gilles Deleuze’. Samfundslitteratur. 141 sider. 88 kroner.
Jeg sætter normalt stor pris på Steen Nepper Larsens anmeldelser og ærgrer mig over, at Information ikke oftere bruger ham som kritiker i forhold til komplicerede problemstillinger og krævende værker inden for filosofi, videnskabsteori og pædagogik.
Denne anmeldelse finder jeg imidlertid noget kortfattet og upræcis, og den efterlader en række ubesvarede spørgsmål i forhold til det anmeldte værks fremgangsmåder og filosofiske perspektiv.
Det er rigtigt, at Deleuze er optaget af at levere kritiske undersøgelser af de tanke- og tvangsformer, der er på spil i de statslige politikker og det samfundsmæssige hverdagsliv, men der er netop altid tale om filosofiske og ikke videnskabelige undersøgelser.
Derefter tales der korrekt nok i anmeldelsen om vrimlen af videnskabsteoretiske kurser på højere danske uddannelses, men det er vel ikke korrekt, at Deleuze krævende filosofiske forfatterskab byder sig til i den sammenhæng?
Deleuze forfatterskab kan anvendes til videnskabskritik på videnskabsfilosofisk grundlag, men tilgangen fra Deleuze side er vel snarere som hos Nietzsche at lade videnskaben bag sig og at undlade at deltage i dens problemstillinger?
Enhver form for videnskab må vel for Deleuze ses som en reterritorialisering og en bremsning af rhizomets knopskydninger? At insistere på skabende tilblivelse er vel at undgå at priviligere en bestemt tilstand og at bekræfte bevægelsen ved altid at befinde sig mellem to tilstande? I forlængelse af Nietzsche gælder det vel om at gøre os alle til skabende livskunstnere?
Hvordan gøre noget, der lever op til krav til filosofi, til noget, der også lever op til krav til videnskab? Mener anmelderen, at der i værket foretages undersøgelser, der lever op til grundlæggende krav til videnskab? Hvorfor helt undlade at forholde sig til det spørgsmål, når der her er tale om første udgivelse i en bogserie kaldet ”Umulige tænkere”?
Jeg er meget enig i det afsluttende kritiske spørgsmål:
”Men hvordan sikre, at kompetencenomaden uden faglig agtelse og dybde ikke bare bliver en nyttig idiot i kontrolsamfundet? Kræver det ikke viden, modstandskraft og et intakt kritisk projekt ikke at blive fristet til for eksempel at agere som facilitator af de ’nødvendige’ omstillinger?”
Til gengæld mangler ”mellemregningerne” i anmeldelsen, for en sådan ”kompetencenomade” er vel et resultat af en bestemt filosofisk tænkning.