Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

I det fremragende norske drama ’Barn’ spørger instruktøren, hvem der skal have skylden, når en 13-årig dør i skoletiden

En 13-årig drengs død udfordrer relationerne mellem menneskene omkring en helt almindelig norsk skole i Dag Johan Haugeruds spørgelystne drama ’Barn’. For hvordan forholder man sig til spørgsmål om skyld, ansvar og straf, når det handler om 13-årige børn?
Dag Johan Haugerud vil ikke give svar i ’Barn’, men sender i stedet en svada af spørgsmål af sted for at prikke til vores holdninger.

Dag Johan Haugerud vil ikke give svar i ’Barn’, men sender i stedet en svada af spørgsmål af sted for at prikke til vores holdninger.

Øst for Paradis

Kultur
27. februar 2020

Hvordan ser vi på hinanden? Hvordan taler vi med hinanden? Og hvordan misforstår vi hinanden?

De tre spørgsmål er den norske filminstruktør Dag Johan Haugerud optaget af, for der er i hans øjne drama i måden, vi kommunikerer – eller ikke kommunikerer – på. Det gælder ikke mindst i en skolesammenhæng, hvor mange forskellige mennesker og interesser tørner sammen. Her mødes børn og voksne, som ellers ikke ville snakke sammen, i en ramme, som for de voksne både er en institution og en arbejdsplads – og for børnene en helt central plads i verden, som former måden, de ser sig selv og andre på, måske for resten af livet.

Som det fremgår af pressematerialet til Haugeruds anden spillefilm, Barn, er han en eftertænksom instruktør, som vil bruge filmmediet til at rejse store spørgsmål. Når man læser de mange hensigtserklæringer (og konstaterer, at filmen er to timer og 37 minutter lang), kan man godt blive bekymret for tyngden i hans film. Men når man ser Barn, kan man kun beundre, hvordan han stille og roligt skaber en stadig mere kompleks fortælling om en gruppe mennesker, hvis liv alle bliver påvirket af en lokal tragedie.

Haugerud iagttager nøgternt, hvad folk gør og siger, mens vi gradvis møder karaktererne og deres historier med divergerende udlægninger og spændinger. Barn er et velskrevet og seværdigt drama, som har mange agendaer i spil, men kommer flot og velspillet i mål med langt de fleste.

Hvad sker der efter det, der ikke må ske?

Barn følger konsekvenserne af en hændelse i filmens første scene. På lang afstand ser vi noget ske ved et fodboldmål. Voksne forsøger at hjælpe et livløst barn på græsset. Det viser sig at være den 13-årige Jamie, som senere dør af det slag, han har fået af den jævnaldrende Lykkes skoletaske.

Jamies død sætter gang i en række reaktioner og mekanismer, som Haugeruds manuskript udforsker, mens vi både er i skolen og de private hjem. I skolen står sorg og chok i baggrunden af et fokus på, om alle rutiner er fulgt og beredskabsplanerne klar. Hvem skal kontaktes? Og er det som folkeskole i orden at lave en sorggruppe på Facebook?

I hjemmene forsøger faren til Jamie (Thorbjørn Harr) og Lykkes forældre (Hans Olav Brenner og Andrea Bræin Hovig) at forholde sig til tragedien og opklare, hvad der skete. De mange samtaler med Lykke (Ella Øverbye) peger på, hvor svært det kan være at nå frem til ’den rigtige’ version. Fjollede de bare rundt? Kan sårende gummistøvle-kommentarer have fatale konsekvenser? Og hvordan forholder man sig til spørgsmål om skyld, ansvar og straf, når det handler om 13-årige børn?

En række prikkende spørgsmål

Haugerud og hans fremragende ensemble bruger hændelsen som afsæt til at tage fat i en bred vifte af problematikker om mennesker og magtbalancer. Skolens rektor (Henriette Steenstrup) er søster til læreren Anders (Jan Gunnar Røise), som kom to minutter for sent til sin gårdvagt, og hun har et hemmeligt forhold til Jamies far, som er en højrepolitiker med helt andre grundholdninger end hende.

Anders begynder at spørge sig selv, om det er bedst at være ven med sine elever, eller om man skal skære mere igennem og stille krav. Skal man trække på skuldrene af en piktegning på tavlen og nonchalant rette stavefejlen i »fuck you«? Eller skal man følge op på episoden?

Haugerud vil ikke give svar, men sender roligt en svada af spørgsmål af sted gennem flere skarpe replikvekslinger og situationer for at prikke til vores holdninger. Må man lytte til Justin Bieber, hvis man lige har forårsaget en andens død? Kan man elske en, man er rygende uenig med politisk? Hvad stiller man op med forældre, som kun ser deres egne børn og ikke alle de andre? Bliver man aldrig ’rigtig’ voksen, hvis man ikke får børn?

Prisbelønnet skandinavisk selvransagelse

Både tematisk og stilistisk er Barn beslægtet med Ruben Östlunds dramaer, og Östlunds svenske Plattform Produktion er co-producent. I Östlunds Force Majeure (2014) satte en lavine et parforhold på spidsen, og hans andre film har på lignende vis snakkesaligt været optaget af at spørge os, hvad der er rigtigt og forkert i nutidens skandinaviske velfærdssamfund.

Barn går efter hverdagsrealismen, hvor folk klipper negle, mens de taler om livets store spørgsmål, og cykler til og fra livets konflikter i uklædelige cykelhjelme. Men små greb etablerer fra starten også en klar fornemmelse af instruktørens styrende tilstedeværelse, fra indledningen ved fodboldmålet, som løbende vender tilbage som en visuel påmindelse om dramaets kerne, til lydsidens brug af et nedadgående Shepard-Risset-glissando – en skala af toner, der mest af alt lyder som et ubehageligt, langsomt flystyrt.

Barn kaster et køligt og analyserende blik på verden, men har samtidig lidt lune, blandt andet i en række ’ideologiske omfavnelser’ og gennem en gruppe snakkesalige damers kunstudflugt og tanker om alt fra norske nationaldragter til betydningen af et navn som Lykke. Det er tilbageholdt skandinavisk selvransagelse af første filmisk rang og værd at bruge over to timer på. Det mente juryen på Göteborg Film Festival også, da den for nylig tildelte Barn prisen som bedste nordiske film.

’Barn’ – Instruktion og manuskript: Dag Johan Haugerud. Fotografi: Øystein Mamen. Længde: 157 minutter. Grand Teatret og Empire Bio i København, Øst for Paradis i Aarhus, Café Biografen i Odense og flere andre biografer landet over

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her