Hvis man nu tilfældigt en torsdag aften i biffen falder over Nordisk Films trailer for den danske film En helt almindelig familie med dens tempofyldte klipning, klare farver og sjove musik, så kan man godt, det gjorde jeg i hvert fald, studse en hel del over, hvad i alverden den film – et komediedrama? – mon vil formidle.
Vi ser dansk films elskede og meget kendte ansigt Mikkel Boe Følsgaard i rollen som en far, der springer ud som transkvinde i en dansk provins i de pyntesyge senhalvfemsere. Vi ser en forbløffet familie i akavede situationer, til suppe steg og is-konfirmation og på varm strandferie sydpå. Og i hovedrollen ser vi en fodbolddatter, der er vred, men som måske bløder op til sidst til tonerne af Aquas »Cartoon Heroes«.
Selvfølgelig kan og må man også godt finde komisk gods i, at en far skifter køn, selvfølgelig må en kendt mand spille transkvinde. Men hvordan skulle det nu blive sådan rigtig sjovt at grine ad/med omverdenens forvirring? Og hvordan skulle dette lidt folkekomiske set-up munde ud i en troværdig forsoning, der vil andet end tvangspatetisk og pligtskyldigt at fortælle os noget om, at alle kan være helte på deres egen måde, hvis bare vi danser rundt i ring og elsker hinanden, for hvem vi er?
Én måde at lykkes overvældende godt med alt det på, viser det sig, er ved at lave den film, som debuterende instruktør Malou Reymann så faktisk har formået at lave.
Villa, vovse, skilsmisse
En helt almindelig familie er et kulørt familiekomediedrama, der morer sig over dramaets mest akavede småsituationer og over at foregå i en tidslomme, hvor vi brugte Aqua til at føle ting stærkere. Men det er samtidig en rolig og meget følsom film, formidlet af gods fra instruktørens egen erindringer, da hendes egen far blev kvinde, og hendes familie var i kæmpekrise.
Dette virker som en trylleingrediens: Det er om ikke umuligt, så i hvert fald meget svært at forestille sig, at filmens stemning ikke skulle være trukket direkte fra Reymanns egen erfaring. Dens hjerte er evnen til at smide os helt ned i erindringens gryde af familiefølelser – ved at opholde sig så længe og sårbart i scener, at det ikke er handlingen, men den unge hovedpersons følelse i maven, og for familie, simpelthen, som vi overtager og tager med os.
I filmens start møder vi far (Mikkel Boe Følsgaard), en flot fyr med Brian Laudrup-hår, der glad henter vores hovedperson, ambitiøse 11-årige Emma (Kaya Toft Loholt), fra deres fælleshobby, fodbold. Storesøster Caro (en komisk bidsk, men også elskværdig Rigmor Ranthe) er sprunget ud af barndommen med sin mobiltelefon, øjenmakeup, Buffalo-sko og en stor konfirmation på bedding.
Sammen med mor (Neel Rønholt) kører alle fire ud til en gård for at se på en hundehvalp og dermed fuldende kernefamilien. Men så bryder mor sammen inde i stalden, så bryder far sammen ude på gårdspladsen, og hjemme igen, efter uhyggelig tavshed i bilen, bryder det hele sammen.
Mangler ord
Mor og far skal skilles, og far vil gerne skifte køn, fordi han »føler sig som en kvinde«, erklærer mor midt under hawaiipizzaen i et uheldigt, spontant vredesudbrud. Og så sidder forvirrede, forskræmte Emma ved siden af sin vrede storestøster i en helt ny verden, hun ikke forstår, og som ingen kan finde ud af at forklare hende – og i en tid og i et miljø, hvor der ikke er så mange flere ord for den slags.
Unge Kaya Toft Loholt spiller sin rolle som denne betuttede tween så fint med de allermindste armbevægelser, spærret inde i sin krop. Hun er familiens lille musse, der ikke har nogen ord i sin magt, og som ingen erfaring har med det bombardement af omskiftelige situationer, hun herfra udsættes for.
»Det kan man da ikke bare selv bestemme,« forsøger hun.
Men det kan man så godt lidt alligevel, lyder morens svar. Skal de så flytte, vil hun vide. Men så synes far, at nu skal de altså alle sammen lige tage den med ro.
Som om man skulle kunne det. Snart bliver hendes usikkerhed også tromlet af Caro, for hvem accepten falder nemt, og som måske også har lidt mere til fælles med far som kvinde end med fars tidligere rolle som mand.
Det spøjse forældreindivid
På mange måder er En helt almindelig familie mest af alt en skilsmissehistorie oplevet fra barnets mave. Om hvor fortabt man kan være, når man sidder midt i forældrenes mystiske, isnende tavshed. Om at blive bedt om at takle en situation, som ingen aner, hvordan man skal takle. Om hvordan relationer ændres, når ens forældre ikke længere spiller en fast rolle i kernefamilien, men skal ses i et nyt lys og som spøjse individer, der skal realisere sig selv i nye liv.
Og om hvordan et barn klynger sig til trygheden i at få selv små løfter indfriet. Som når Emmas far, der nu hedder Agnete, på solferie nyder at blive genkendt som kvinde i så høj grad, at hun ikke retter dem, der antager, at hun er Emmas mor. Men hun har lovet Emma altid at være hendes far. Og det løfte er det vigtigste i verden for Emma.
I sin skilsmissefortælling tillader Reymann sig dermed igen og igen at pege på alt det, de voksne gør lidt galt, her er ingen helgener eller ofre. Til familierådgivning binder Emma en trøje for øjnene, fordi hun ikke tør se på far som kvinde, og alligevel fremstår hun midt i de voksnes og også den slatne rådgivers mundhuggeri som den mest fattede af dem alle.
Vi ser verden gennem Emmas øjne, og sympatien er altid på hendes side. Det er derfor også med ømhed for hende, at vi morer os over hendes chok, da hun får et kæmpe kram af fars nye bryster. Det er komisk, men uden at nogen i scenen blive latterlige. Og den balance holder filmen. Både Rønholt og Følsgaard mestrer at være både skingre og elskværdige. Sådan som familiemedlemmer kan være.
Kærlighed og konfirmation
Kostumer, produktionsdesign, musik og vældet af populærkulturelle referencer slynger os tilbage til en tid med SOAP, Britney Spears, discman og ananasdrinks. Det føles dog ikke som nostalgi, men som et dyk ned i fortiden. Til tider erindret med så overvældende nærvær, at det føles, som lungerne skal sprænge.
Det er ikke de dramatiske højdepunkter eller replikker i En helt almindelig familie, som sætter sig i maven. Det er derimod filmens vellykkede måde at bringe os tilbage til noget, der virkelig føles helt nært erindret: familiefølelser.
Noget af det mest rørende i hele filmen er således Carolines konfirmation, som vi får lov at være gæster til i påfaldende lang tid med dens taler og ømme tøj, og hvor Emma på en kær melodi optræder med sin hjemmeskrevne sang om sin smukke, seje storesøster og med den sødeste, sprøde stemme: »Du kan råbe højt og bande, for fanden / skrub ud og hvor hader jeg dig ...«
Alle med en storesøster må græde.
Og så benytter filmen sig af mange og lange videooptagelser fra Emmas tidlige barndom i 90’erne, der er filmet af Thomas (altså Agnete). De føles som at blive kastet ned i en varmt omsluttende gryde af familie. Det er, som om vi med Emma får mulighed for som små spioner at undersøge, hvordan far mon oplevede det børneliv, de havde sammen. Stod far lidt uden for det hele? Var far overhovedet rigtigt til stede, før hun kunne leve som kvinde? Elskede far mig så overhovedet? Og det føles desto mere, som om der i den søgen også er et svar at finde: et ja. Kæmpe ja.
Nå ja, og »Cartoon Heroes«? I en trailer kan den sang virke skinger og komisk. Men når man er i filmen, opsummerer den perfekt værkets tone, sådan at man (altså jeg) pludselig kan huske, hvordan det var at føle en masse til den sang engang. Sådan at man også til den som til så meget andet i denne film kan få lyst til at tage sig en ordentlig tuder. At der kan komme noget så ægte rørende ud af sådan en dramakønskomedie gør Maloy Reymann til en ny dansk instruktørstjerne.
’En helt almindelig familie’. Instruktion og manuskript: Malou Reymann. Fotograf: Sverry Sørdal. Længde: 93 minutter. Biografer landet over
